Saltdiapir
En saltdiapir (tidligere kaldet salthorst) er en stor samling af fast stensalt i undergrunden, som normalt har form som en ryg. Mindre udviklede saltophobninger kaldes saltpuder. En saltdiapir kan være flere tusinde meter høj, flere kilometer lang og kan nå jordoverfladen i ørkenområder som saltgletsjere [1].
Enkeltstående saltformationer, der har form som en svamp eller en omvendt dråbe, kaldes saltdiapirer ((græsk): 'gennembore')[2][3][4].
Saltdiapirer i Danmark
I Danmark produceres der årligt omkring 600.000 ton salt fra en saltdiapir ved Hvornum ved Mariager Fjord.[5] Man regner med at denne saltdiapir er så stor, at der vil være salt til uændret udvinding i 16.000 år.
Saltdiapiren ved Lille Torup ved Viborg har siden 1987 været brugt som gaslager. Naturgasproduktionen i Nordsøen er relativ konstant, mens forbruget er stærkt sæsonafhængigt. Saltformationen er gastæt, så der er udskyllet syv "kaverner", der er 2-300 m høje og 50-65 m i diameter. Det tog to-tre år at udskylle en kaverne, og efter ti-tyve år skal der genudskylles, for at kompensere for saltets bevægelser. Naturgassen opbevares ved 150-200 bar[6].
Se også
Referencer
- ^ Den Danske Ordbog
- ^ Ole Vejbæk: kap. Ørken og salthav i "Naturen i Danmark – Geologien", 2006, Gyldendals Forlag, ISBN 87-02-03027-6. ss. 136-38
- ^ Den Store Danske Encyklopædi bind 5, daoisme-ermol, ISBN 87-7789-009-4, s. 117
- ^ Julia Jackson: Glossary of Geology, 1987, American Geological Institute, ISBN 0-922152-34-9, s. 563
- ^ "AkzoNobel Danmark". Arkiveret fra originalen 26. januar 2012. Hentet 29. september 2012.
- ^ Energinet.dk Gaslager A/S Arkiveret 14. oktober 2012 hos Wayback Machine 14. august 2012
 | Spire Denne artikel om geologi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
|
Medier brugt på denne side
(c) Malene at the Danish language Wikipedia, CC BY-SA 3.0
Tegning af geologi i forbindelse med kalkgrubernes dannelse. Tegnet med inspiration fra en illustration af Poul Andersen i folderen: Skov- og Naturstyrelsen, Mønsted Kalkgruber, (Vandreture i Statsskovene, 112), 1999.