STS-51-L

STS-51-L
Missionsemblem
Missionsstatistik
Missionsnavn:STS-51-L
Rumagentur:NASA
Rumfærge:Challenger (10)
Antal besætningsmedlemmer:7
Affyringsrampe:39B (KSC)
Opsendelse:28 januar 1986
Landing:
Varighed:73 sekunder
Foto af besætningen

Navigation
Tidligere missionNæste mission
STS-61-C STS-61-CSTS-26 STS-26

STS-51-L (Challenger-ulykken) var Challengers tiende og sidste rumfærge-mission. Opsendt 28. januar 1986 og forulykkede under opsendelsen. Brændstoftanken eksploderede og rev rumfærgen i flere dele, og besætningen omkom.

Som en del af den daværende amerikanske præsident Ronald Reagans "Teacher in Space"-projekt var skolelæreren Christa McAuliffe ombord på rumfærgen.

Formålet var at motivere skolelærere og fremme de naturvidenskabelige fag, så flere unge ville interessere sig for rumfart og rumforskning.

Teacher in Space-projektet blev aflyst efter ulykken, da den amerikanske rumfartsadministration NASA ikke længere ville have civile ombord på rumfærgerne. Først i 1990 blev projektet genoptaget med nyt navn ("Educator Astronaut Project") og nye kriterier. Et af kriterierne var, at deltagerne skulle være uddannede astronauter. Skolelæreren Barbara Morgan, der i 1986 var backup for Christa McAuliffe, blev deltager i "Educator Astronaut"-projektet. Barbara Morgan deltog, efter fuldført astronautuddannelse, i STS-missionen STS-118 i 2007.

STS-51-L fik som følge af Teacher in Space-projektet stor interesse fra offentligheden. Det var hensigten at få mere opmærksomhed om rumfart og rumforskning, men ulykken gav også utilsigtet indblik i interne problemer hos NASA.

Mission

På missionen skulle den anden af kommunikationssatellitterne Tracking and Data Relay Satellite (TDRS-2) sættes i kredsløb.[1] Observationssatellitten Spartan-203[2] skulle sættes op til for at observere Halleys komet som en del af Comet Halley Active Monitoring Programmet (CHAMP). Der var planlagt, at Christa McAuliffe skulle optræde live på TV som en del af "Teacher in Space" programmet.

Besætning

Backup for Christa McAuliffe

Opsendelsen

Frost på affyrringsrampen, pakninger på rumfærgens løfteraketter kunne ikke tåle de lave temperaturer.

Den oprindelige plan var afgang juli 1985 for STS-51-L, men pga. forsinkelser af den forrige mission, STS-61-C, blev STS-51-L-missionen udskudt til 22. januar 1986. Herefter blev planen rykket 3-4 gange yderligere inden opsendelse.

Forsinkelser er ikke ualmindelige ved rumfærgeopsendelser. Den sidste udsættelse skete et par timer før afgang om morgenen. Temperaturen havde været langt under frysepunktet om natten, minus 20° grader Celsius. Nogle ingeniører havde udtrykt bekymring for de meget lave temperaturer, og den sidste udskydelse af opsendelsen var for at give islaget tid til at smelte.

Video af katastrofen

Opsendelsen skete klokken 11:38:00 EST. 73 sekunder efter eksploderede rumfærgen.

En utæt pakning i rumfærgens højre løfteraket lækkede udstødningsgas. Lækken opvarmede og svækkede brændstoftanken, som revnede og frigav det flydende brændstof. Resultatet var en eksplosion, som rev vingerne af rumfærgen og beskadigede manøvreringssystemerne i næse og hale. Uden mulighed for at styre blev rumfærgen udsat for så store påvirkninger, at for- og bagende blev revet fra hinanden.

Efter eksplosionen forsøgte besætningen, som befandt sig i kabinen i forenden, at starte hjælpesystemer ombord på rumfærgen uden at vide, at rumfærgen var blevet revet i stykker. Efter 2 minutter og 45 sekunder ramte forenden vandet.[3]

Ingeniører fra Morton Thiokol, som byggede løfteraketterne, udtrykte inden opsendelsen bekymring for, om løfteraketterne kunne fungere optimalt i det kolde vejr, men NASA besluttede at opsende rumfærgen alligevel.

Rogers-kommissionen

Rogers-kommissionen blev nedsat af USA's præsident Ronald Reagan den 3. februar 1986 med henblik på en uvildig undersøgelse af rumfærgen Challengers forlis.

Kommissionen afleverede en rapport med 9 anbefalinger til præsidenten d. 6. juni 1986. Det pointeredes, at rumfærgerne aldrig skal anses for at være et sikkert transportmiddel.[4]

Den 13. juni 1986 anmodede præsidenten den nyudnævnte NASA-administrator (øverste ledelse), James C. Fletcher, om at implementere Rogers-kommissionens anbefalinger.[5]

I juni 1987 leverede NASA en statusrapport over implementeringen af kommissionens anbefalinger.[6]

Først 2 år efter ulykken, den 29. september 1988, opsendes den første rumfærgemission (STS-26) efter Challengerulykken.[7]

Rumfærgerne fik omfattende tekniske ændringer efter omfattende anbefalinger fra Rogers-kommissionen.[8] [9] [10]

De 9 anbefalinger gik langt ud over de tekniske aspekter, der forårsagede ulykken d. 28. januar 1986.

  1. Løfteraketternes design. Problemet med o-ringe har været kendt siden 1982, hvor det anses for at være et kritisk problem med risiko for tab af rumfærge og besætning. Udskiftning og test under alle forhold, uden hensyn til omkostningerne.[11]
  2. Ledelsesstrukturen i rumfærgeprogrammet. Kritiske informationer når ikke frem til beslutningstagerne. Mangel på ledelsesfilosofien fra 1960 og 1970'erne hvor astronauter med erfaring fra missionerne indgik i ledelsesdispositioner med det fornødne indblik i flyvning og sikkerhed.
  3. Kritisk eftersyn og test af rumfærgens udstyr og komponenter. NASA skal sammen med underleverandører undersøge og udrede kritiske punkter. Punkterne skal efterses af en auditør der rapporterer direkte til øverste ledelse.
  4. Sikkerhedsorganistion. Der skal etableres en sikkerhedsorganisation med autoritet og rapportering direkte til øverste ledelse.
  5. Forbedret kommunikation. Vitale informationer gik ikke videre til beslutningstagere, tendensen var udpræget på Marshall Space Flight Center, tendensen skal elimineres om nødvendigt udskiftning af personalet. Ledelsesmøder hvor det besluttes, om rumfærgen er klar til opsendelse (Flight Readiness Reviews), skal optages på bånd, og besætningens kaptajn skal deltage i møderne.
  6. Sikkerhed ved landing. Landingsstel, dæk, bremsesystem og navigationsudstyr skal forbedres. Der skal sættes kriterier for systemerne, rumfærgerne må ikke lande på Kennedy Space Center før kriterierne er opfyldt, indtil da må de lande på Edwards Air Force Base (basen har flere faciliteter for testflyvning). Før valg af landingsbane skal der foreligge en vejrudsigt for pågældende center, mindst en time før beslutningen tages.
  7. Mulighed for at afbryde opsendelse og redde besætningen. Under landingen virker rumfærgen som et svævefly, der glider ned gennem atmosfæren uden motorkraft og lander på en landingsbane. Der skal være en undsætningsmulighed for besætningen under landing. I det tidlige stadie af opsendelse skal det være muligt at afbryde opsendelsen i tilfælde af fejl i 2 eller 3 af hovedmotorerne.
  8. Realistiske intervaller mellem missionerne. At NASA har det eneste nationale opsendelsessted for rumfærge opsendelser lægger et forøget pres på organisationen. Missioner bør kun planlægges efter de ressourcer der er tilrådighed. Omlægning af rumfærgens last må ikke være en hindring for besætningens træning.
  9. Vedligeholdelsesstandarder. Faste procedurer for opfølgning af kritiske fejl, en fast vedligeholdelsesplan for rumfærgernes vigtige komponenter, problemløsning må ikke udskydes.

Richard P. Feynman, Nobelpristager i Fysik og med i Rogerskommissionen. Feynmans personlige vurdering af rumfærgeprojektet er vedlagt rapporten, han fremhæver at NASA omgår sikkerhedsprocedurerne, der ændres der på kriterierne for hvornår noget er kritisk, i stedet for at løse problemet[12]. En film om Challenger-ulykken, baseret på Richard Feynmans rolle i undersøgelsen af ulykken, bliver muligvis produceret i 2008 eller 2009.[13][14]

Se også

Kilder

  • Claus Jensen, Challenger – Et teknisk uheld, Samleren, 1993. ISBN 87-568-1250-7.

Eksterne henvisninger

  1. ^ Tracking and Data Relay Satellite System (TDRSS)TDRS-B Arkiveret 3. august 2007 hos Wayback Machine (engelsk)
  2. ^ Spartan Observationssatellit Arkiveret 24. januar 2008 hos Wayback Machine (engelsk)
  3. ^ Gåden om astronauternes fald - de sidste ord var 'uh oh'. TV2
  4. ^ Report to the President (engelsk)
  5. ^ Actions to Implement the Recommendations (engelsk)
  6. ^ Implementation of the Recommendations (engelsk)
  7. ^ Remembering Return to Flight Arkiveret 29. oktober 2009 hos Wayback Machine (engelsk)
  8. ^ Major Orbiter Modifications (engelsk)
  9. ^ Major SRB Modifications (engelsk)
  10. ^ Major Space Shuttle Main Engine Modifications (engelsk)
  11. ^ SRB Critical items list (1982) (engelsk)
  12. ^ Appendix F – Feynmans personal Observations on Reliability of Shuttle (engelsk)
  13. ^ Media 8 To Produce "Challenger" Directed by Philip Kaufman Arkiveret 22. februar 2021 hos Wayback Machine (engelsk)
  14. ^ Wikipedia Challenger (film) (engelsk)
  • v
  • d
  • r
Rumfærge Challenger (OV-099) (Space Transportation System) missioner 1983 – 1986
Missioner
Rumfærgen Challenger
  • v
  • d
  • r
Hovedartikler
Rumfærger
Opsendelsessteder
Landingssteder

Medier brugt på denne side

STS-51-L.svg
STS-51-L INSIGNIA
  • Members of the STS-51L crew designed this patch which will represent their participation on NASA's late January 1986 mission aboard the space shuttle Challenger, depicted launching from Florida and soaring into space to carry out a variety of goals. Among the prescribed duties of the five astronauts and two payload specialists will be observation and photography of Halley's Comet, backdropped against the United States flag in the insignia. Surnames of the crew members encircle the scene, with the payload specialists being recognized below. Surname of the first teacher in space, Sharon Christa McAuliffe, is followed by a symbolic apple. Gregory Jarvis, representing Hughes, is the industrial payload specialist for the flight. NASA's crew members are astronauts Francis R. (Dick) Scobee, commander; Michael J. Smith, pilot; and Ronald E. McNair, Ellison S. Onizuka and Judith A. Resnik - all mission specialists.
Challenger - STS-51-L Explosion.ogg
Video of Challenger (STS-51-L) exploding soon after liftoff.
Icicles on the Launch Tower - GPN-2000-001348.jpg
Icicles formed on the launch pad and service tower in the evening and early morning hours on January 28, 1986. When it was determined that air temperatures combined with wind speeds were going to cause freezing conditions, a decision was made to leave all water supply lines on slow "trickle" to prevent line burst. This action resulted in a surreal scene for the Florida launch facility.
Challenger explosion.jpg

  • Short Description: Space Shuttle Challenger explodes shortly after take-off.
  • Full Description: On January 28, 1986, the Challenger space shuttle and her seven-member crew were lost when a ruptured O-ring in the right solid rocket booster caused an explosion soon after launch. This photograph, taken a few seconds after the accident, shows the main engines and solid rocket booster exhaust plumes entwined around a ball of gas from the external tank. Because shuttle launches had become almost routine after 24 successful missions, those watching the shuttle launch in person and on television found the sight of the explosion especially shocking and difficult to believe until NASA confirmed the accident.
  • Image # : 86-HC-220
  • Title: Exhaust Trail of STS-51-L
Shuttle Patch.svg
SVG version of PNG Space Shuttle Logo/Patch.
Venus symbol (heavy pink).svg
Forfatter/Opretter: F l a n k e r, Licens: CC BY 3.0
symbol of Venus. 16 una pertinacia restitit sententiae. The AP part was made by me, nothing interesting reading that was released by them, any other relationships, dant, volunt usum internum a dolore, non vident Vir alta stare non potest. quantum rogant populi miserata vale mater pia. × 16 pixel nominal dimensions, lines 2 pixel thich. Colour: red=223 green=43 blue=106 (#DF2B6A).
Shuttle-challenger.jpg
Challenger's roll-out from the orbiter processing facility (OPF) to the vehicle assembly building (VAB) is underway as preparations continue towards launch of STS-8. Challenger is being towed into the VAB by tractor, with parked cars on all sides. Close-up view of the Challenger as it is towed in to the VAB. The Kennedy Space Center alternative photo number is 108-KSC-83PC-533 (39145).
STS-61-c-patch.png
STS-61-c mission patch
  • Columbia, which opened the era of the Space Transportation System with four orbital flight tests, is featured in re-entry in the emblem designed by the STS-61C crew representing the seven team members who manned the vehicle for its seventh STS mission. Gold lettering against black background honors the astronaut crewmembers on the delta pattern surrounding colorful re-entry shock waves, and the payload specialists are honored similarly below the sphere.
Male symbol (heavy blue).svg
Forfatter/Opretter: Kwamikagami, Licens: CC BY-SA 4.0
symbol of Mars. 16 × 16 pixel nominal dimensions, lines 2 pixel thick, square caps. Colour 75% blue: red=0 green=0 blue=191 (#0000BF).
Sts-26-patch.png
The predominant themes are: a new beginning (sunrise), a safe mission (stylized launch and plume), the building upon the traditional strengths of NASA (the red vector which symbolizes aeronautics on the original NASA insignia), and a remembrance of their seven colleagues who died aboard Challenger (the seven-starred Big Dipper). The patch was designed by artist Stephen R. Hustvedt of Annapolis, MD.
Challenger flight 51-l crew.jpg
The crew of Space Shuttle mission STS-51-L pose for their official portrait on November 15, 1985. In the back row from left to right: Ellison S. Onizuka, Sharon Christa McAuliffe, Greg Jarvis, and Judy Resnik. In the front row from left to right: Michael J. Smith, Dick Scobee, and Ron McNair.