Søslaget i Køge Bugt

For alternative betydninger, se Søslaget i Køge Bugt (1710).

Søslaget i Køge Bugt
Del af Den Skånske Krig
Søslaget i Køge Bugt. Billede af Claus Møinichen
Dato 1. juli – 2. juli 1677 Sted Farvandet mellem Stevns og Falsterbo ved indgangen til Køge bugt, syd for København Resultat Dansk sejr
Parter
Danmark-Norge	Sverige
Ledere
Niels Juel	Henrik Horn
Styrke
36 skibe 6.700 mænd	47 skibe 8.600 mænd
Tab
Ca. 100 døde og 275 sårede	20 skibe Ca. 3.000 dræbte, sårede og tilfangetagne

Slaget i Køge Bugt den 1. juli 1677 var en del af Skånske krig, hvor Danmark var i krig med Sverige. Søslaget var kulminationen af flere søslag mellem danskerne og svenskerne 1676-1677: Erobringen af Gotland (29. april 1676), Slaget ved Bornholm (25-26. maj 1676), Slaget ved Öland (1. juni 1676) og Slaget ved Møn (1. juni 1677).

Slaget ved Køge Bugt blev udkæmpet mellem Stevns og Falsterbo og ikke i selve bugten. Det gav en afgørende dansk sejr. Svenskerne mistede otte orlogsskibe og et antal mindre skibe. Syv af skibene kunne indlemmes i den danske flåde. Det svenske tabstal anslås til ca. 3.000 døde, sårede eller tilfangetagne, mens det danske har været 100 døde og 275 sårede.^[1]

Det ødelagde de svenske planer om at få søherredømmet i de danske farvande og betød, at der fortsat var forbindelse til den danske hær i Skåne.

Optakten til slaget

Europæisk uro førte til det, vi kender som Skånske krig, som varede fra 1675 til 79. Danmark kom i forbund med Nederlandene og Brandenburg, mens Frankrig var i forbund med Sverige.

I den danske flåde var den danske generaladmiral Cort Adeler død i november 1675, og stillingen var ledig. Den gik til den hollandske admiral Cornelius Tromp, der tog til Danmark. Det var ikke udelukkende et valg efter kvalifikationer, men også for at forstærke forholdet til Nederlandene, som var en stærk sømagt. Det oplagte danske svar på stillingen ville nok have været Niels Juel, der var admiral på Holmen.

Inden Tromp ankom til Danmark, var Niels Juel stået til søs med en eskadre, der en måned senere hurtigt erobrede Gotland. Ved slaget ved Øland 1. juni 1676 mistede svenskerne skibene Stora Kronan, Svärdet, Äpplet, der sank, mens Neptunus ….. To fregatter og tre mindre skibe blev erobret af danskerne. Dette holdt svenskerne væk fra Øresund resten af året, og næste vinter blev Tromp sendt til Holland for at hverve matroser og fremskynde den hollandske hjælpeeskadres afsendelse. Den hollandske eskadre nåede ikke at deltage i slaget ved Køge Bugt.

En måned før slaget den 1. juni 1677 slog danskerne igen svenskerne i slaget ved Møn, hvor svenskerne mistede Calmar Castel og fire andre orlogsskibe; fire fregatter og to jagter blev erobret af danskerne. Efter dette slag sejlede Niels Juel til Køge Bugt for at reparere flåden og få nye forsyninger.

Den 22. juni holdt Niels Juel chefmøde og uddelte signalbreve og formerede flåden, som blev inddelt i tre eskadrer. Niels Juel stod i spidsen for 2. eskadre på skibet Christianus Quintus med en besætning på 567 mænd og med 84 kanoner.

Flåderne

Den danske flåde bestod i alt af 27 orlogsskibe, fem fregatter, to jagter, to brandere og en besætning på ca. 6.700 mænd.

De var mod svenskernes 30 orlogsskibe og 17 mindre skibe; en samlet besætning på ca. 8.600. Der er flere måder at vurdere styrkeforholdet på. Svenskerne var overlegne i antal, og danskerne havde problemer med for lidt mandskab på skibene. Den danske flåde var dog væsentligt bedre trænet og havde en langt bedre leder i Niels Juel, mens svenskernes øverste admiral Henrik Horn var feltmarskal, før han blev sat i spidsen for den svenske flåde.

Den danske flåde

1. eskadre, Marquor Rodsten (Anna Sophia)

2. eskadre, Niels Juel (Christianus Quintus)

3. eskadre, Jens Rodsten (Tre Kroner)

^[2]

Den svenske flåde

1. eskadre, Henrik Horn

2. eskadre, H. Clerck (Kronosolen)

3. eskadre, H. Wachtmeister (Nyckeln)

^[3]

Selve slaget

Om aftenen den 30. juni havde de to flåder fået hinanden i sigte og gjorde sig klar til kamp næste dag. Søndag morgen den 1. juli var vinden syd med bramsejlskuling. Svenskerne lå sydligst med admiral Wachmeisters 3. eskadre, derefter kom Clerk med 2. eskadre og til sidst Admiral Horn med 1. eskadre.

Den danske flåde lå med admiral Jens Rodsteens 3. eskadre, Niels Juels 2. eskadre og sidst admiral Marquor Rodsteen med 1. eskadre. 1. eskadre drev i løbet af natten noget nord for 2. og 3. eskadre, og har derfor ikke kunnet deltage i slagets indledende fase. Både danskerne og svenskerne var indstillet på at prøve kræfter. Det var svenskerne, der indledte slaget ved at gå næsten vinkelret på den danske linje for at komme tæt nok til entring. Den svenske flåde blev ramt af kraftig dansk beskydning under denne manøvre, der måtte afbrydes, hvorefter skibene lagde større afstand til hinanden.

De to linjer fulgtes nu indad mod Stevns, hvor vinden skiftede til vestlig. Det svenske orlogsskib Draken kom for tæt på kysten og gik på grund ved Stevns Klint. Admiral Horn befandt sig nu i en svær situation, da han skulle beslutte, hvad han skulle gøre ved Draken. Horn valgte at efterlade fem skibe til beskyttelse af Draken, mens resten af flåden vendte 180 grader.

Niels Juels eskadre stod i høj grad for nedkæmpelsen af Draken, som til sidst måtte stryge flaget. Niels Juels flagskib Christianus Quintus var hårdt medtaget efter kampen med Draken, og han måtte skifte skib til Fredericus Tertius. Marquor Rodsteen var nu ankommet til kampene og deltog i nedkæmpelsen af de skibe, Horn havde efterladt til forsvar for Draken. Resultatet af denne kamp var, at tre af Horns skibe undslap op mod sundet, mens det må formodes, at de sidste skibe slog sig til hovedflåden i vendingen på den østlige kurs.^[4]

Efter vendingen fortsatte de to flåder i sydøstlig retning parallelt med hinanden. Svenskernes moral må været svækket efter tabet af Draken^[5]. Efter at være kommet væk fra Stevns Klint opstod et hul i den svenske linjeformation, hvilket Niels Juel udnyttede til at gennembryde den. Det er dog ikke til at sige, hvem der indledte denne 3. vending. Niels Juel fik afskåret 16 skibe, hvoraf syv var orlogsskibe, og der opstod nu heftige nærkampe mellem skibene^[5]. Tre Løver blev stærkt beskadiget, men fik gjort det svenske orlogsskib Mars manøvreudygtigt, så det blev nødt til at overgive sig. Under de heftige kampe blev Niels Juel igen så stærkt engageret i kampene, at Fridericus Tertius blev ukampdygtigt, og han måtte skifte skib for anden gang under slaget. Denne gang til Charlotta Amalia.

I løbet af eftermiddagen fandt admiral Horn situationen uholdbar og trak sig fra kampene: ”I værende combat blev vore skibe skudt meget redningsløse, dersom endnu kunne holde luven var formedelst Guds nådige hjælp og den højeste flid i stand til at salvere sig, men hvad der kom i læ eller blev stikkende på grund fandtes ingen midler til at hjælpe, thi vi kunne ikke længere resistere, men måtte trække os bort fra combatten, hvilket skete med så god orden, da vi havde sendt de havarede skibe forud.”^[6]

Da Horn begyndte flugten, blæste det op og begyndte at regne, hvilket gjorde det svært at navigere, og det lykkedes derfor den svenske flåde at undslippe. Forfølgelsen blev opgivet omkring Bornholm, og Niels Juel vendte tilbage mod København.

Slagets resultat

Den danske sejr havde stor betydning for resten af krigens forløb, da svenskernes drømme om søherredømmet var knust. Et dansk nederlag ville have betydet, at svenskerne nemt kunne nedkæmpe den hollandske hjælpeflåde – der ikke var nået frem til slaget ved Køge Bugt – og nemt kunne have taget søherredømmet. Det var ikke kun vigtigt for de danske tropper i Skåne, at søherredømmet blev bevaret, men også for den danske moral. I Niels Juel fik danskerne en militærhelt af international kaliber. Christian V fik en lykønskning fra den engelske Kong Charles II: ”…at Juel var den største admiral, som nu var i Europa”^[7]

Svenskerne mistede otte orlogsskibe og et antal mindre skibe. Syv af skibene kunne indlemmes i den danske flåde. Det svenske mandskabstab må anslås til ca. 3.000 døde, sårede eller tilfangetagne, mens det danske var 100 døde og 275 sårede: slaget var en overlegen dansk sejr.

En medalje blev slået i anledning af sejren.

Noter

Litteratur

• Niels Probst, Niels Juel – Vor største flådefører, København, 2005
• Jørgen Barfod, Slaget ved Køge Bugt – Den 1. juli 1677, Køge, 1977

Eksterne henvisninger

• H. D. Lind: "Om Styrkeforholdet mellem den danske og den svenske Flaade i Slaget paa Køgebugt 1. Juli 1677" (Historisk Tidsskrift, 8. række, Bind 2; 1909)

v d r Sveriges historie Sverige i forhistorisk tid Eketorp Vendeltiden Birka Væringer Gardarige Sverige i middelalderen Slaget ved Hova Slaget ved Neva Slaget ved Visby Nöteborg-traktaten Koporje (fæstning) Eriksgata Kalmarunionen Svensk-novgorodiske krige Den russisk-svenske krig (1495-1497) Svante Nilsson Stures krig mod Danmark Bohus fæstning Kalmar Recess Kalmar blodbad Ældre vasatid 1521-1611 Gustav Vasa Det Stockholmske Blodbad Slaget ved Bornholm (1535) Aftalen i Brømsebro 1541 Dackefejden 1542 Freden i Novgorod (1537) Store russiske krig 1554-1557 Freden i Novgorod (1557) Livlandske krig 1558-1583 Våbenstilstanden i Pljussa 1583 Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570 Slaget ved Bornholm 1563 Søslaget ved Øland maj 1564 Blodbadet i Ronneby 1564 Slaget ved Axtorne 1565 Freden i Stettin 1570 Den nordiske 25-årskrig 1570-1595 Slaget ved Ubakalu 1571 Slaget ved Koluvere 1573 Freden i Teusina 1595 Bottniska handelstvånget Den svenske stormagtstid 1611-1721 Kalmarkrigen 1611-1613 Slaget ved Kringen 1612 Slaget på Skillingehed 1612 Freden i Knäred 1612 Älvsborgs løsen 1563, 1612 Den ingermanlandske krig 1610-1617 Novgorods belejring 1611 Belejringen af Pskov 1615 Freden i Stolbova 1617 Våbenstilstanden i Altmark 1629 Torstenssonfejden 1643-1645 Slaget ved Jüterbog 1644 Slaget ved Femern 1644 Søslaget på Kolberger Heide 1644 Freden i Brömsebro 1645 Karl 10. Gustavs russiske krig 1656-1658 Første Karl Gustav-krig 1657-1658 Slaget ved Kolding (1658) Slaget ved Tybrind Vig 1658 Anden Karl Gustav-krig 1658-1660 Freden i Oliwa 1660 Slaget ved Halmstad 1676 Søslaget i Køge Bugt 1677 Skånske Krig 1675-1679 Slaget ved Malmø 1677 Slaget om Stettin 1677 Slaget ved Warksow 1678 Den Store Nordiske Krig 1700-1721 Landgangen ved Humlebæk Freden i Traventhal 1700 Slaget om Nyenskans 1704 Slaget ved Jakobstadt 1704 Slaget ved Poltava 1709 Fægtningen ved Torsebro 1710 Slaget ved Helsingborg 1710 Slaget ved Gadebusch 1712 Russerhærgningerne Slaget i Dynekilen 1716 Angrebet på Nya Varvet 1719 Angrebet på Marstrand 1719 Karolinernes dødsmarch 1719 Freden i Frederiksborg 1720 Freden i Nystad 1721 Frihedstiden 1719-1772 Russisk-svenske krig (1741-1743) Freden i Åbo 1743 Den pommerske Krig 1757-1762 Den russisk-svenske krig 1788-1790 Tyttebærkrigen 1788 Anjalaforbundet Svensk slavehandel Den svenske forfatning af 1772 Sverige-Norge 1814-1905 Sverige-Finland Finske krig Konventionen i Olkijoki 1808 Freden i Fredrikshamn 1809 Den svensk-norske krig (1814) Den svensk-norske union Karlstad-konventionen Sverige i det 20. århundrede Ålandsoverenskomsten af 1921 Borggårdstalen Skåne-linjen Værftskrisen (Sverige) Palmemordet Mordet på Anna Lindh Mordene i Malexander Brylluppet mellem kronprinsesse Victoria og Daniel Westling Det svenske koloniimperium Carolusborg Ny Sverige Emigrationen fra Sverige til Nordamerika Sveriges historiske Østersøprovinser Østkarelen Ingermanland Svensk Ingermanland Svensk Estland Svensk Livland Svensk Forpommern Svensk Preussen Bremen-Verden Se også: Sverige