Søndersøløbet
Søndersøløbet er et motionsløb der afholdes rundt om Søndersø i Viborg. Løbet bliver afviklet hvert år den sidste tirsdag i maj måned. Det blev afholdt første gang i 1910, og regnes som Danmarks ældste løb.[1] Distancen er 5.870 meter, hvilket svarer til én tur rundt om søen plus 150 meters opløb.
Historie
Det første løb blev afholdt den 30. maj 1910, og havde start fra Brænderigården ved Borgvold, og opløb ved den daværende bro imellem Nørresø og Søndersø. Der var kun syv deltagere til løbet, som alle kom fra Viborg Fodsports Forening. Den første vinder blev Ludvig Lassen, der kom rundt på 23.02 minutter, 17 sekunder før nummer to. Da Amtmandsbroen i Søndersøs sydlige del først blev bygget i 1912, måtte man derfor de første år svømme over Søndermølle Å for at komme rundt om søen.
Da Søndersøløbet 1922 var blevet der afholdt, var der pause indtil 1940 hvor løbet igen blev afholdt. Dette skete da byens Idrætsforeninger under besættelsen arrangerede flere store sportsarrangementer i byen. Til og med 1947 blev der igen løbet rundt om søen, inden der var pause indtil 1952. siden har løbet var afholdt hvert år.
Deltagere
Søndersøløbet har altid haft status af en "lukket" løb. Det er kun personer med bopæl eller tilknytning til Viborg Kommune der kan deltage. Det er en betingelse at man er bosiddende i kommunen, er aktivt medlem af en idrætsforening under Viborg Idrætsråd, eller er fast ansat på en virksomhed beliggende i kommunen. Dette er eneste løb af den art i Danmark.[1] De eneste deltagere der ikke skal opfylde disse krav, er løberne i psykiatriløbet. Dette løb er én af de seks starter der er i forbindelse med løbsdagen. Psykiatribrugerne kom med i 2002.[2]
Ved løbets etablering i 1910 var der kun 7 deltagere. I 1952, da løbet genopstod efter 2. verdenskrig var 21 løbere tilmeldt, og i 1962 var der 50 tilmeldte. Første gang løbet fik over 100 deltagere var i 1975. I 1980'erne og 90'erne fik løbet flere motionister som deltagere, og dette tal oversteg efterhånden antallet af eliteløbere. I 2012 var der 1009 deltagere til hovedløbet, og det samlede antal af deltagere kom over 3200 med både børneløb, psykiatrien, handicapløbet, marchen og skolestafetten.[3]
Vindere og rekorder
Fra 1958 til 1963 var den mangfoldige Danmarksmester i 3000 meters forhindringsløb Niels Nielsen, blevet en suveræn vinder af løbet. I 1964 stillede Nielsens holdkammerat Jørgen Aske Dam også op i løbet, og de to fulgtes ad indtil opløbet, hvor Dam vandt i ny rekordtid på 17.41 minutter. Denne tid stod indtil Jørgen Gamborg i 1994 slog den med ét sekund, indtil næste år hvor Søren Rasmussen vandt med 17.31 i ny rekord. I 1997 tog Gamborg igen rekorden, da han vandt i tiden 17.28 min. Denne rekord fik lov til at stå indtil 2013, hvor den olympiske maratonløber fra Sommer-OL 2012 Jesper Faurschou vandt i rekordtiden 17.19 min. Faurschou havde fået job på Viborg Gymnasium og HF, og kunne derfor stille op i løbet.[4]. Jesper Faurschous rekord fik dog kun lov til at stå ét enkelt år, da Thijs Nijhuis i 2014 vandt løbet i den hurtigst tid til dato - nemlig i tiden 17.13 min. Denne tid tangere Thijs Nijhuis selv igen i 2019.
Arne Stigsen har vundet flest gange hos mændene, da han fra 1971 til 1983 i alt vandt 13 gange. Alle vinderne for mændene er blevet registreret siden løbets etablering i 1910. De første vindertider blev registreret i 1940, med undtagelse af løbet i 1910.[5]
Mænd
|
|
Kvinder
Hos kvinderne vandt Ulla Nielsen i alt 15 gange i årene 1973 til 1991, og er dermed en suveræn rekordholder. Den første registrerede vinder i kvinderækken er Ulla Nielsen i 1973.[7]
Kvindernes rekord er fra 2023, hvor Mie Gam løb i tiden 20.16 minutter. Hun overtog rekorden fra Lene Duus, som i 2005 løb i tiden 20:21 minutter.
|
|
Referencer
- ^ a b Rasmussen, Søren (28. maj 2012). "Rasmussens blog - 28.05.12". Hentet 30. maj 2012.
- ^ Gisselmann, Jane (25. maj 2012). "10 år med Søndersøløb i psykiatrien". Viborg Stifts Folkeblad. Hentet 30. maj 2012.
- ^ Søndergaard, Andreas (29. maj 2012). "Viborgenserne rundede en gammel kending". Viborg Stifts Folkeblad. Hentet 30. maj 2012.
- ^ a b c Hald, Christian (4. juni 2013). "Faurschou satte ny rekord". Viborg Nyt. Hentet 11. juni 2013.
- ^ Søndersøløbet. "Søndersøløbet - statistik siden 1910" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 17. juni 2012. Hentet 31. maj 2012.
- ^ Hald, Christian (29. maj 2012). "Forsvarende mester urørlig". Viborg Stifts Folkeblad. Hentet 30. maj 2012.
- ^ Søndersøløbet. "Statistik vedr. Søndersøløbet" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 19. juni 2012. Hentet 31. maj 2012.
- ^ Ultimate Sport Service (31. maj 2011). "Resultater 2011". Hentet 30. maj 2012.
Eksterne henvisninger
- Søndersøløbets officielle hjemmeside
- Søndersøløbet – Viborgs traditionsrige løb Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine på viborghistorie.dk
Medier brugt på denne side
(c) Lars Schmidt, CC BY-SA 3.0
Chris Fischer, dansk atlet og triatlet. Her på podiet efter 2. pladsen ved Søndersøløbet 2012 i Viborg. Se mere på www.chrisfischer.dk
(c) Lars Schmidt, CC BY-SA 3.0
Thijs Nijhuis, dansk atlet. Vinder her Søndersøløbet 2014 i Viborg.
(c) Lars Schmidt, CC BY-SA 3.0
Søren Rasmussen, dansk atlet. Dansk mester I marathon 1997. Syv gange vinder af Søndersøløbet i Viborg. Første gang i 1989 og sidste gang i 2001.
(c) Lars Schmidt, CC BY-SA 3.0
Opløbsstrækningen ved Søndersøløbet 2012 i Viborg.
(c) Lars Schmidt, CC BY-SA 3.0
Thijs Nijhuis, dansk atlet. Her efter sejren i Søndersøløbet 2012 i Viborg.
(c) Lars Schmidt, CC BY-SA 3.0
Ulla Jacobsen (t.v.), Anne Mette Kristoffersen ((midten), og Sanni Pedersen (t.h.) på podiet efter Søndersøløbet 2012 i Viborg. Kristoffersen vandt, efterfulgt af Pedersen og Jacobsen.