Sønder Vissing-stenen 1
Sønder Vissing-stenen 1 | |
---|---|
Fundet | 1836 |
Fundsted | Sønder Vissing Kirke |
Rejst | 950–1000 |
Sekundær anvendelse | Bygningssten i kirkegårdsdige. |
Højde | 245 centimeter |
Bredde | 108 centimeter |
Dybde | 15-30 centimeter |
Placering | Sønder Vissing Kirke |
Stenart | granit/gnejs |
DK-nr. | MJy 98 |
DR-nummer | DR 55 |
Danske Runeindskrifter | Sønder Vissing-stenen 1 i Danske Runeindskrifter |
Sønder Vissing-stenen 1 er en dansk runesten fra den anden halvdel af 900-tallet.
Beliggenhed
Runestenen står i Sønder Vissing Kirke mellem Horsens og Silkeborg. Den blev opdaget i 1836 i kirkegårdsdiget, hvor den tjente som sidesten til lågen. Indskriften vendte udad. Rammelinjerne er flere steder afsluttet af spiralornamentik, og materialet er granit/gnejs. [1] Flere skålgruber afslører, at stenen har tjent som kultsten i bronzealderen. [2] I 1838 blev den anbragt i våbenhuset og i 1897 flyttet ind i kirken i Sønder Vissing, hvor den nu står under orgelet. Tidligere skal den have stået på en gravhøj: "Gamle Folk i Sdr. Vissing fortalte i 1870’erne, at der forhen har ligget en Gravhøj paa det Sted, hvor Kirkens Vaabenhus nu er, og at den store Runesten har staaet ved denne Høj. Den blev sløjfet, og Jorden anvendt til at fylde nogle Begravelser ved Altret med." [3]
Historie
Stenen sandsynliggør, at Harald Blåtand i slutningen af 900-årene giftede sig med en vendisk prinsesse, som ellers ikke kendes fra nogen kilde. Hendes navn var Tove, og hun var datter af knees (kong) Mistivoj, som herskede over abodriterne i det område, der senere blev stift under bispesædet Oldenborg. Mistivoj og Harald Blåtand var nære allierede imod de vendere, som boede længere østpå, samt mod de tysk-romerske kejsere.
- Sønder Vissing 1
Indskrift
Translitteration | tufa : lRt : kaurua : kubl : mistiuis : tutiR : uft : muþur : sina : kuna : harats : hins : kuþa : kurms : sunaR |
Transskription | Tōfa lēt gørva kumbl, Mistivis dōttiR, øft mōður sīna, kona Hara[l]ds hins gōða, Gōrms sonaR. |
Oversættelse | Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre kuml efter sin mor. |
Runestenen er skrevet i den langstavede udgave af det yngre runealfabet, og ordnet i parallelordning i to indrammede skriftbånd. R-runen er brugt for både palatalt R og for langt e. Dette kendes fra en enkelt anden dansk dansk runesten, nemlig Hobro-stenen 2, som dog ikke har nogen forbindelse med Sønder Vissing 1. I et lille område af Västergötland findes en mængde runesten med disse træk, og i de uppsvenske egne anvendes R-runen ofte for i-lyden. Højst usædvanligt nævner indskriften ikke navnet på den afdøde, og hvor der normalt ville følge en tilføjelse (apposition) om den afdødes dyder, følger her – ligesom på den store Jelling-sten – en apposition om stenrejseren.
Noter
- ^ "Runer, indskrift og billeder af: Sønder Vissing-sten 1". Arkiveret fra originalen 5. april 2017. Hentet 4. april 2017.
- ^ "Horsens Kommune - Skålgruber fra Sdr. Vissing". Arkiveret fra originalen 5. april 2017. Hentet 4. april 2017.
- ^ "Sdr. Vissing Kirke – med en hilsen fra Harald Blåtands tid – Kirken i Østjylland". Arkiveret fra originalen 5. april 2017. Hentet 4. april 2017.
Se også
Eksterne henvisninger
- http://www.arild-hauge.com/danske_runeinnskrifter2.htm
- http://www.runer.ku.dk Arkiveret 9. februar 2011 hos Wayback Machine
- Stoklund, Marie 2005. Sønder Vissing. Reallexikon der Germanischen Altertumskunde 29, s. 203-205. Berlin – New York.
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Photographer Roberto Fortuna, commisioned by the Danish National Museum, Licens: CC BY-SA 3.0
Foto: Nationalmuseet ved Roberto Fortuna
Forfatter/Opretter: Photographer Roberto Fortuna, commisioned by the Danish National Museum, Licens: CC BY-SA 3.0
Foto: Nationalmuseet ved Roberto Fortuna