Den polsk-litauiske realunion

Kongeriget Polen
og
Storfyrstendømmet Litauen
(note om andre navne)
Realunion
1569–1795
Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauens flag
Sigismund III Vasas flag
Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauens nationalvåben
Nationalvåben
MottoSi Deus nobiscum quis contra nos
(dansk: Hvis Gud er med os, hvem er så imod os)
Fra 1700-tallet: Pro Fide, Lege et Rege
(dansk: For Tro, Love og Konge)
Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauens placering
Placering af Den polsk-litauiske realunion
HovedstadRealunionen og det polske kongerige: Kraków, fra ca. 1600 Warszawa; Storfyrstendømmet Litauen: Vilnius
(note om Warszawa som hovedstad)
Sprog
Religion
RegeringsformArveligt monarki (1569–1573),
Valgkongedømme (1573–1791),
Konstitutionelt monarki (1791–1795)
Konge og Storfyrste 
• 1569–1572
Sigismund II Augustus
• 1764–1795
Stanisław II Augustus
Lovgivende forsamlingSejm
Historie 
1. juli 1569
5. august 1772
• 3. maj forfatningen
3. maj 1791
23. januar 1793
24. oktober 1795
Areal
• 1582
815.000 km²
• 1618
990.000 km²
Befolkning
• Anslået 1582
6.500.000
• Tæthed
8 /km²
• Anslået 1618
10.500.000
• Tæthed
10,6 /km²
Efterfulgte
Efterfulgt af
Coat of armsKongeriget Polen (1385–1569)
Coat of armsStorfyrstendømmet Litauen
Kongeriget Preussen
Kongeriget Galicien og Lodomerien
Russiske Kejserrige
Den polsk-litauiske union ved dets største udstrækning i 1386–1434
(c) Mathiasrex, CC BY-SA 3.0
Den polsk-litauiske realunion ved dets største udstrækning i 1635.


Den polsk-litauiske realunion eller "Republikken af to Nationer" (fra 1791 Realunionen Polen)(note om navne på andre sprog) var et føderalt valgkongedømme dannet af Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauen i 1569, der regeredes af en fælles monark. Realunionen var den største[1][2] og en af de folkerigeste stater i 15- og 1600-tallets Europa på omkring 1.000.000 km2[3] og en multietnisk befolkning på 11 millioner på sit højdepunkt i det tidlige 1600-tal[4]. Realunionen blev etableret ved vedtagelse af en traktat på et sammentræde den 1. juli 1569 i Lublin og blev opløst ved den tredje deling af Polen i 1795[5][6][7].

Unionens funktioner var enestående i forhold til samtidige stater: det politiske system var præget af streng kontrol af kongemagten. Denne kontrol blev vedtaget af den lovgivende forsamling (sejm), der kontrolleres af adelen (szlachta). Dette enestående system var en forløber for moderne begreber om demokrati[8], konstitutionelt monarki[9][10][11] og føderationer[12]. De to stater i Realunionen var formelt lige, men reelt var Polen den dominerende part i unionen.[13]

Den polsk-litauiske Realunion var kendetegnet ved en høj grad af etnisk mangfoldighed og relativ religiøs tolerance garanteret af Warszawakonføderationen fra 1573[14][15][16], selv om graden af religiøs tolerance varierede over tid.[17]

Efter flere årtier med velstand[18][19][20], kom unionen ind i en periode med langvarig politisk[11][21], militær og økonomisk[22] tilbagegang. Den voksende svaghed førte i slutningen af 1700-tallet til en opdeling blandt de mere magtfulde naboer, Østrig, Preussen og det Russiske Kejserrige . Kort før opløsningen vedtog Realunionen en massiv reform med forfatningen af 3. maj 1791, beskrevet af Norman Davies som den første af sin art i Europa.[23]

Navn

Det officielle navn for Realunionen var Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauen (polsk: Królestwo Polskie jeg Wielkie Księstwo Litewskie, litauisk: Lenkijos Karalystė ir Lietuvos Didzioji Kunigaikštystė, hviderussisk: Каралеўства Польскае і Вялікае Княства Літоўскае, ukrainsk: Королівство Польське та Велике князівство Литовське). Før 1600-tallet benyttedes det latinske navn Regnum Poloniae Magnusque Ducatus Lithuaniae i internationale traktater og diplomatiske tekster. Fra 1600-tallet benyttedes det latinske navn Serenissima Res Publica Poloniae (polsk: Najjaśniejsza Rzeczpospolita Polska, dansk: ~ Den mest fredfyldte republik Polen)[24]. I daglig tale kaldte indbyggere unionen "Republiken" (polsk: Rzeczpospolita, litauisk: Žečpospolita, ruthensk: Рѣч Посполита). I Europa anvendes Polen ofte som synonym for hele unionen. Navnet "Unionen af to nationer" (polsk: Rzeczpospolita Obojga Narodów) blev første gang benyttet i 1967.[25]

Historie

Polen og Litauen gennemgik en række krige og alliancer i løbet af 1300-tallet og det tidlige 1400-tal. Adskillige relativt svage aftaler mellem de to lande, Kraków-Vilniusunionen, Krevo-unionen, Vilnius-Radomunionen, Grodnounionen, og Horodłounionen blev indgået, før den mere permanente Lublinunion blev indgået i 1569. Denne aftale var et af Sigismund II Augustus, sidste monark af Jogailas-dynastiet, vigtigste resultater. Sigismund troede han kunne bevare sit dynasti ved at indføre valgkongedømme. Hans død i 1572 blev efterfulgt af et treårig interrex, hvor det konstitutionelle system blev justeret. Disse justeringer øgede den polske adels indflydelse betydeligt og etablerede et ægte valgkongedømme[26].

Realunionen nåede sin guldalder i det tidlige 1600-tal. Realunionen var i stand til at forsvare sig mod Sverige, Zar-rusland, og vasaller af Det Osmanniske Rige, og selv lancere vellykkede ekspansive offensiver mod sine naboer. Således invaderede Polen-Litauen Rusland flere gang i løbet Forvirringens tid (1603-1613) og formåede at indtage Moskva og holde byen fra den 27. september 1610 til 4. november 1612, hvor de polsk-litauiske styrker blev drevet ud efter moskovitisk opstand og belejring af styrkerne i Kreml. Unionens magtfulde parlament var domineret af adelen, der var tilbageholdende med at involvere landet i Trediveårskrigen (1618-1648). Neutraliteten skånede Polen-Litauen for konsekvenserne af den politisk-religiøse konflikt, der hærgede det meste af det samtidige Europa.

Realunionens magt var aftagende efter en række slag i løbet af de følgende årtier. I 1648 indledtes et større oprør blandt kosakkerne i den sydøstlige del af Unionen (Khmelnytskyiopstanden i det nuværende Ukraine). Opstanden resulterede i en ukrainsk anmodning om Zar-Ruslands beskyttelse i henhold til Pereyaslavtraktaten[27]. Ruslands efterfølgende annektering af dele af Ukraine fortrængte gradvist den polske indflydelse. Det andet slag mod den polsk-litauiske realunion var en svensk invasion i 1655. Invasionen, "syndfloden", der er den polsk-litauiske betegnelse, var Karl X Gustavs reaktion på års konflikter med Realunionen. Den svenske invasion støttedes af transsylvanske tropper under ledelse af Georg II Rákóczy og Frederik Vilhelm den store kurfyrste af Brandenburg.

I slutningen af 1600-tallet allierede den svækkede kong John III Sobieski sig med Leopold I kejser af det Tysk-romerske rige i kampen mod det Osmanniske Rige. Slaget ved Wien i 1683 mellem alliancen[28] og de allierede osmaniske styrker[29] var vendepunktet for 250-års konflikt mellem det det kristne Europa og det islamiske Osmanniske rige. På grund af den århundreder lange modstand mod den osmanniske fremmarch blev Polen-Litauen omtalt som "Antemurale Christianitatis" (dansk: bolværk for kristendommen)[12][30]. I løbet af de næste 16 år blev osmannerne tvunget syd for Donau i Den store tyrkiske krig, for ikke igen at nå så langt op i Centraleuropa[31].

I 1700-tallet bragte destabilisering af det politiske system Polen-Litauen på randen af anarki. Realunionen stod over for mange interne problemer og var sårbar over for påvirkninger udefra. I 1715 brød et åbent opgør ud mellem kongen og adelen og zar Peter den Stores mægling satte ham i stand til yderligere at svække staten.[14] Den russiske hær var til stede ved den stille Sejm i 1717, som begrænsede Polen-Litauens væbnede styrker til 24.000 og fastsatte finansiering, fastholdt liberum veto, og forbød kongens saksiske hær. Den russiske zar stod som garant for aftalen[14]. Vesteuropas øgede udnyttelse af ressourcerne i Amerika gjorde Polen-Litauens leverancer mindre afgørende.[32] I 1768 blev den polsk-litauiske realunion et protektorat under det Russiske Kejserrige,[33] og kort efter indtrådte Polens første deling, hvor de omkringliggende magter annekterede dele af Realunionens territorium. Ændringerne udløste dannelsen af den anti-russiske Barkonføderation og udløste en borgerkrig, der førte til yderligere svækkelse og polens første deling. Kontrol over Polen var central for Katharina 2. af Ruslands diplomatiske og militære strategi,[34] der var modstander af polske forsøg på reformer, som da den store sejm vedtog 3. maj forfatningen i 1791. Intern modstand blandt Polens adel mod 3. maj forfatningen ledte til dannelsen af Targowica-konføderationen, der med russisk hjælp indledte en borgerkrig i Polen, der omgående førte til russisk intervention og Polens anden deling i januar 1793. Efter den fejlslagne Kościuszko-opstand i 1794 blev den sidste del af Polen-Litauen i oktober 1795 delt mellem nabolandene Kongeriget Preussen, Det Russiske Kejserrige og De Habsburgske Arvelande og Den polsk-litauiske realunion blev slettet fra Europas landkort. Polen og Litauen blev ikke reetableret som uafhængige lande før 1918, mens Ukraine og Hviderusland først opnåede uafhængighed i 1990'erne.

Noter

Navn på lokale og officielle sprog

  • polsk: Królestwo Polskie i Wielkie Księstwo Litewskie
  • litauisk: Lenkijos Karalystė ir Lietuvos Didžioji Kunigaikštystė
  • hviderussisk: Каралеўства Польскае і Вялікае Княства Літоўскае (tr. Karaleўstva Pol'skae і Vjalіkae Knjastva Lіtoўskae)
  • ukrainsk: Королівство Польське і Велике князівство Литовське (tr. Korolivstva Polʹsʹkoho i Velykoho knyazivstva Lytovsʹkoho)
  • latin: Regnum Poloniae Magnusque Ducatus Lithuaniae[24]
  • tysk: Königreich Polen und Großfürstentum Litauen
  • fransk: Royaume de Pologne et Grand-duché de Lituanie / Sérénissime République de Pologne et Grand-duché de Lituanie[35]

Warszawa som de facto hovedstad

Historikere daterer ændringen af den polske hovedstad fra Krakow til Warszawa mellem 1595 og 1611, selv om Warszawa ikke officielt blev udpeget hovedstad før 1793[36]. Realunionens sejm begyndte at mødes i Warszawa kort efter oprettelsen af Lublinunionen og regenterne holdt almindeligvis deres hof der, selv om kroningerne fortsatte med at finde sted i Krakow[36]. Det moderne begreb med en enkelt hovedstad var til en vis grad uanvendelig i den feudale og decentrale Realunion[36]. Warszawa er beskrevet af nogle historikere som hovedstad for hele Realunion[37][38]. Vilnius, hovedstaden i Storfyrstendømmet[14][39][40], kaldes den anden hovedstad for Realunionen[39][41].

Kilder

  1. ^ Norman Davies, Europe: A History, Pimlico 1997, s. 554
    "Polen-Litauen var et andet land, der oplevede sin 'guldalder' i det sekstende og tidlige syttende århundrede. De sidste Jagiellons rige var absolut den største stat i Europa"
  2. ^ Piotr Stefan Wandycz (2001). The price of freedom: a history of East Central Europe from the Middle Ages to the present. Psychology Press. s. 66. ISBN 978-0-415-25491-5. Hentet 13. august 2011. (engelsk)
  3. ^ Bertram Benedict (1919). A history of the great war. Bureau of national literature, inc. s. 21. Hentet 13. august 2011. (engelsk)
  4. ^ Baseret på: Iwo Cyprian Pogonowski, A.D. 1618 Republick of Poland, The Bastion of Western Civilisation. Hippocrene Books, 1987, ISBN 0-88029-394-2, hentet 22. august 2014, (engelsk)
  5. ^ A.D. 1717 Republick of Poland, In Crises of Sovereignty with in Western Christianity Exhausted by Wars, Subvesion, Anarchy and Economic Regression, hentet 22. august 2014, (engelsk)
  6. ^ "Poland." Encyclopædia Britannica. 2009. (hentet 20. februat 2009) (engelsk)
  7. ^ Yale Richmond, From Da to Yes: Understanding the East Europeans, Intercultural Press, 1995, På Google Bøger, s. 51 (engelsk)
  8. ^ Maciej Janowski, Polish Liberal Thought, Central European University Press, 2001, ISBN 963-9241-18-0: På Google Bøger, s. 3
    På Google Bøger, s. 12 (engelsk)
  9. ^ Paul W. Schroeder, The Transformation of European Politics 1763–1848, Oxford University Press, 1996, ISBN 0-19-820654-2, På Google Bøger, s. 84 (engelsk)
  10. ^ Rett R. Ludwikowski, Constitution-Making in the Region of Former Soviet Dominance, Duke University Press, 1997, ISBN 0-8223-1802-4, På Google Bøger, s. 34 (engelsk)
  11. ^ a b George Sanford, Democratic Government in Poland: Constitutional Politics Since 1989, Palgrave, 2002, ISBN 0-333-77475-2, På Google Bøger, s. 11, Konstitutionelt monarki (engelsk)
    På Google Bøger, s. 3, Anarki (engelsk)
  12. ^ a b Aleksander Gella, Development of Class Structure in Eastern Europe: Poland and Her Southern Neighbors, SUNY Press, 1998, ISBN 0-88706-833-2, På Google Bøger, s. 13(engelsk)
  13. ^ "Lublin, Union of". Encyclopædia Britannica. 2006. (engelsk)
    "Formelt var Polen og Litauen selvstændige, lige partnere i føderationen ... Men Polen, som beholdt kontrol over de litauiske områder, det havde beslaglagt, havde større repræsentation i sejmen og blev den dominerende partner."
  14. ^ a b c d Norman Davies (1998). Europe: A History. HarperCollins. s. 657-660. ISBN 9780060974688. (engelsk)
  15. ^ Halina Stephan, Living in Translation: Polish Writers in America, Rodopi, 2003, ISBN 90-420-1016-9, På Google Bøger s. 373.(engelsk)
    Citerer fra Sarmatian Review, et akademisk tidsskrift: Den polsk-litauiske realunion var [...] præget af religiøs tolerance usædvanligt i præmoderne Europa
  16. ^ Denne egenskab blev anerkendt af samtiden. Robert Burton, en lærd fra 1600-tallet, skriver i sin The Anatomy of Melancholy , offentliggjort første gang i 1621, Polen: "Polen er opholdssted for alle religioner, hvor Samosetans, Socinianere , Photinians [...], Arianerne, Anabaptister findes", "i Europa er Polen og Amsterdam fælles om at være fristeder [for jøder]"
  17. ^ Feliks Gross, Citizenship and Ethnicity: The Growth and Development of a Democratic Multiethnic Institution, Greenwood Press, 1999, ISBN 0-313-30932-9, På Google Bøger, s. 122 (engelsk)
  18. ^ "Poland". Encyclopædia Britannica, 2009 hentet 26. juni 2009 (engelsk)
    "I midten af 1500-tallet var det forenede Polen den største stat i Europa og måske kontinentets mest magtfulde."
  19. ^ Francis Dvornik (1992). The Slavs in European History and Civilization. Rutgers University Press. s. 300. ISBN 08-13507-99-5. (engelsk)
  20. ^ Salo Wittmayer Baron (1976). A social and religious history of the Jews. Columbia University Press. ISBN 02-31088-53-1. (engelsk)
  21. ^ Martin Van Gelderen, Quentin Skinner, Republicanism: A Shared European Heritage, Cambridge University Press, 2002, ISBN 0-521-80756-5 På Google Bøger: s. 54 (engelsk)
  22. ^ Evsey Domar: The Causes of Slavery or Serfdom: A Hypothesis Arkiveret 15. december 2007 hos Wayback Machine, Economic History Review (marts 1970) s. 18–32 (engelsk)
  23. ^ Norman Davies: Europe: A History, Oxford University Press, 1996, ISBN 0-19-820171-0 På Google Bøger: s. 699 (engelsk)
  24. ^ a b Ex quo serenissima respublica Poloniae in corpore ad exempluin omnium aliarnm potentiarum, lilulum regiuin Borussiae recognoscere decrevit (...)
    Antoine-François-Claude Ferrand (1820). "Volume 1". Histoire des trois démembremens de la Pologne: pour faire suite à l'histoire de l'Anarchie de Pologne par Rulhière. Deterville. s. 182. (latin)
  25. ^ Udtrykkene polsk: Rzeczpospolita (republik) og polsk: Oba Narody (to nationer) blev udbredt i perioden, og blev brugt i den kombinerede form, for første gang i 1967 i Paweł Jasienicas bog dermed berettiget til.
  26. ^ "The Elective Monarchy". Poland - The Historical Setting. Federal Research Division of the Library of Congress. 1992. Arkiveret fra originalen 4. juni 2011. Hentet 2011-07-15. (engelsk)
    "Sigismund II Augustus død i 1572 blev efterfulgt af et tre-årigt interrex, hvor der blev foretaget justeringer i det forfatningsmæssige system. Lavadel fik stemmret og kongens magt blev yderligere begrænset til fordel for adelen. Efter ændringerne var kongen reelt ligestillet med adelen og konstant overvåget af en gruppe af senatorer."
  27. ^ ."Encyclopædia Britannica". Pereyaslav Agreement. 2006. (engelsk)
    "Under opstanden i 1651, i lyset af den voksende trussel fra Polen og forladt af sine Tatar-allierede, bad Khmelnytsky zaren at gøre Ukraine til et selvstændig hertugdømme under russisk beskyttelse."
  28. ^ Den kristne alliance under kong Johan III Sobieskis kommado bestod af Den polsk-litauiske realunion, Det Tysk-romerske rige, Østrig, Bayern, Sachsen, Venedig og Kirkestaten
  29. ^ De Osmanniske styrker under Kara Mustafa Pashas kommando bestod af tropper fra det Osmanniske Rige og de Osmanniske len Krim-khanatet, Moldavien, Valakiet og Fyrstendømet Transsylvanien
  30. ^ Louis Edwin Van Norman, New York, 1907Poland, the knight among nations, s. 18 (engelsk)
  31. ^ William J. Duiker, Jackson J. Spielvogel (2006). "Volume II: Since 1500". The Essential World History. Cengage Learning. s. 336. ISBN 04-95097-66-7. (engelsk)
  32. ^ Rey Koslowski (2000). Migrants and citizens: demographic change in the European state system. Cornell University Press. s. 51. ISBN 9780801437144. (engelsk)
  33. ^ Andrzej Jezierski, Cecylia Leszczyńska: Historia gospodarcza Polski, 2003, s. 68. (polsk)
  34. ^ Jeremy Black, Russia's Rise as a European Power, 1650–1750 Arkiveret 5. april 2020 hos Wayback Machine, History Today, Vol. 36 Issue: 8, August 1986. (engelsk)
  35. ^ Guillaume de Lamberty (1735). "Volume 3". Mémoires pour servir à l'histoire du XVIIIe siècle, contenant les négociations, traitez, résolutions et autres documents authentiques concernant les affaires d'état: avec le supplément aux années MDCXCVI-MDCCIII. s. 343. Généreux et Magnifiques Seigneurs les Sénateurs et autres Ordres de la Sérénissime République de Pologne et du grand Duché de Lithuanie (fransk)
  36. ^ a b c Francis W. Carter (1994). Trade and urban development in Poland: an economic geography of Cracow, from its origins to 1795 – Volume 20 of Cambridge studies in historical geography. Cambridge University Press. s. 186, 187. ISBN 9780521412391. (Webside ikke længere tilgængelig)
  37. ^ Daniel Stone (2001). The Polish–Lithuanian state, 1386–1795. University of Washington Press. s. 221. ISBN 9780295980935.
  38. ^ Robert Bideleux, Ian Jeffries (1998). A history of eastern Europe: crisis and change. Routledge. s. 126. ISBN 9780415161114.
  39. ^ a b Thomas A. Brady, Christopher Ocker; entry by David Frick (2007). Politics and reformations: communities, polities, nations, and empires : essays in honor of Thomas A. Brady, Jr. Brill Publishers. s. 206. ISBN 9789004161733.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  40. ^ Zeitschrift für Ostmitteleuropa-Forschung.2006, Vol.55; p.2
  41. ^ Marcel Cornis-Pope, John Neubauer; essay by Tomas Venclova (2004). History of the literary cultures of East-Central Europe: junctures and disjunctures in the 19th and 20th centuries (Volume 2). John Benjamins Publishing Company. s. 11. ISBN 9789027234537.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)

Eksterne henvisninger


Koordinater: 50°03′N 19°56′Ø / 50.05°N 19.93°Ø / 50.05; 19.93

Medier brugt på denne side

Map of the Grand Duchy of Lithuania (pink) and the Crown of the Kingdom of Poland (red) and its neighborhood in 1386 – 1434 (English version).png
Forfatter/Opretter: Poznaniak (original image)
Spiridon Ion Cepleanu (derivative work), Licens: CC BY-SA 4.0
Map of Poland, Lithuania & neighbourough 1386-1434. Graphic derivative map since https://fr.wikipedia.org/wiki/Yedisan#/media/File:Polska_1386_-_1434.png but English version and without the 5 mistakes of the original map (impossible to be corrected because the first uploader reverts the new versions) : 1)- Moldavia wasn't a province or a fief (lenno in polish) of the Polish kingdom, but a principality, vassal of Poland from 1387 to 1455, from 1597 to 1616 & from 1615 to 1623 : the Moldavian prince were not a Polish sir appointed by the polish King but a Moldavian boyard elected by the Moldavian Sfat ; 2)- The name Hospodar for the Moldavian princes aren’t in use before the XVIth century ; 3)- In this time Kilja was on the south side of Chilia arm (today Chilia Veche in Romania, not the new Kilija in Ukraine) ; 4)- Danube delta was moldavian till 1484 and the shoreline was different in 1400 ; 5)- Akkerman is not another town but the turkish name (given since 1484) of Bialgorod also named in this time Cetatea-Alba & Montecastro. Sources: Hans-Erich Stier (dir.) "Grosser Atlas zur Weltgeschichte", Ed. Westermann 1985, ISBN 3-14-100919-8, "Történelmi atlasz", Magyar Academy 1991, ISBN 963-351422-3 CM, "Atlas istorico-geografic", Ed. Academica 1994, ISBN 973-27-0500-0, Constantin C. Giurescu & Dinu C. Giurescu :" History of the Romanian lands", Ed. Academica 1985, p.209-210, N. P. Comneanu: "Les principautés roumaines à travers les âges", Ed. Payot, Paris 1919 and Lucian Predescu: "Enciclopedia Cugetarea", p.562-563.
Chorągiew królewska króla Zygmunta III Wazy.svg
Forfatter/Opretter: Olek Remesz (wiki-pl: Orem, commons: Orem), Licens: CC BY-SA 2.5
Royal banner (not a flag) of the Polish-Lithuanian Commonwealth during the reign of the House of Vasa (1587-1668).
  • Banner with three horizontal stripes of red, white and red.
  • Coat of arms:1-4 Polish eagle (Piastowie's), 2-3 Lithuanian Vytis (Jagiellonczyk's), 5-8 Swedish three-crowns (Magnus IV's), 6-7 Swedish lion (Magnus I's), inescutcheon: 9 Vasa's arms.
  • Crown:Royal crown.
  • Order:Golden fleece
Flag of the Habsburg Monarchy.svg

↑ Civil flag or Landesfarben of the Habsburg monarchy (1700-1806)
↑ Merchant ensign of the Habsburg monarchy (from 1730 to 1750)
↑ Flag of the Austrian Empire (1804-1867)
↑ Civil flag used in Cisleithania part of Austria-Hungary (1867-1918)
House colours of the House of Habsburg
Lesser Coat of Arms of Ukraine.svg
Lesser Coat of Arms of Ukraine, the so called Tryzub. A stylised trident symbol in gold on a background shield of blue.
Polish-Lithuanian Commonwealth 1635.png
(c) Mathiasrex, CC BY-SA 3.0
Polish–Lithuanian Commonwealth in 1635.