Robert Hansen

Ikke at forveksle med Robert Hanssen.
Robert Hansen
Personlig information
Fulde navnRobert Hansen
Født5. oktober 1979 (43 år)
Hvidovre, København
NationalitetDanmark Dansker
ForældreMogens Hansen
Liselotte Hansen
Kæreste(r)

Mira Wanting (1999–2008)
Pernille Fredskild Thøgersen (2009–2015)[1] Nynne Larsen 2020 - 2021

Julie Starris 2022 - 2023
Børn1[2]
BeskæftigelseSkuespiller, TV-vært
Aktive år1994–i dag
RollerViktor Knudsen i Anja & Viktor filmene
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Robert Hansen (født 5. oktober 1979 i Hvidovre) er en dansk skuespiller, tv-vært og amatørpokerspiller. Han debuterede som 15-årig i Vildbassen i 1994, og havde efterfølgende mindre roller, bl.a. i ungdoms-thrilleren Operation Cobra, inden han fik sit folkelige gennembrud i Dennis Jürgensen-filmatiseringen Kærlighed ved første hik i 1999. I selskab med bl.a. Sofie Lassen-Kahlke høstede han stor succes i de yderligere fire Anja & Viktor efterfølgere. Under optagelserne til den første film, mødte han kollegaen Mira Wanting, som han dannede par med i 10 år frem til 2008.[3]

Han har også haft betydelige roller i bl.a. Dykkerne (2000), Den gode strømer (2004), Familien Gregersen (2004), Simon & Malou (2009), Oldboys (2009) og Noget i luften (2011). Fra 2008 til 2012 arbejdede han desuden som tv-vært hos TV3, hvor han stod i spidsen for programmer som Magi i luften, Hjælp jeg er i Japan, Det' løgn og senest gameshowet Det perfekte minut.[4] Den 16. november 2007 vandt han sammen med dansepartneren Marianne Eihilt TV 2-konkurrencen Vild med dans.

Han er dog også kendt for sit tidligere turbulente liv, der i en årrække blev berørt af historier i pressen om alkohol- og kokainmisbrug.[5][6] I juli 2006 lod han sig indlægge på afvænningsklinikken Majorgården i Nordsjælland for at komme sit misbrug af alkohol og kokain til livs.[7] Ligeledes har han også gjort sig bemærket i form af en voldsepisode i 2003 samt domme for henholdsvis hærværk og spirituskørsel i 2006.[8][9][10] Desuden blev han den 9. august 2023 kendt skyldig i to voldelige overfald mod sin ekskæreste Nynne Larsen og idømt fire måneders ubetinget fængsel.[11]

Baggrund

Opvækst

Robert Hansen voksede op i Hvidovre med sin mor, far og 7 år ældre storesøster. Hjemmet var plaget af forældrenes fester og druk.[12] Som 14-årig fik han nok af stemningen derhjemme og flyttede hjemmefra:

Det hele blev for meget, og jeg gjorde oprør. Jeg gad ikke mere, så jeg flyttede hen på et vaskeri, hvor jeg boede i tre dage. Men jeg måtte se mig slået. Jeg havde ikke vådt eller tørt, men fik kun lidt af mine kammerater.[13]

I perioder forsvandt hans far på druk, der strakte sig over flere dage, hvor familien ikke vidste, hvad der var sket med ham. Som barn spillede han fodbold og var fascineret af hiphop-musik.[14] Hans mor Liselotte Hansen døde i november 2013 af kræft – hun blev 60 år og forældrene nåede at være gift i 42 år.[15]

Personlige liv

Det var under optagelserne til Kærlighed ved første hik i 1999, at Robert Hansen mødte skuespillerkollegaen Mira Wanting og de blev efterfølgende kærester. De havde dog et turbulent og lidenskabeligt forhold, der sommetider eskalerede; den 18. juni 2003 tævede han Wanting på diskoteket Barfly i Løvstræde i København. Overfaldet skete klokken 01.00 om natten under arrangementet 'Very Disko', hvor en stor del af Københavns jetset-miljø var samlet.[8] Den 15. april 2005 forsøgte han at sparke gadedøren ind til hendes opgang i Sølvgade i det indre København – dette resulterede i en dom for hærværk og en bøde på 5.600 kroner samt 10.000 kroner for sagens omkostninger.[16] Wanting blev gravid med Robert Hansen, men i marts 2008 tabte hun det ufødte barn og senere samme år gik parret fra hinanden – efter 10 år.[17] Fra 2009 til januar 2015 var han kærester med Pernille Fredskild Thøgersen, som arbejder hos Aumento Advokatfirma.[18] Den 15. oktober 2012 født hun parrets søn, Herman. Privat er familien bosiddende på Vesterbrogade i København.[19] Den 3. november 2009 udgav han sin selvbiografi 'Velkommen på forsiden' på forlaget Turbulenz. I bogen fortæller han om sin barndom og opvækst i Hvidovre, om sin ungdom der bl.a. bød på butikstyveri og slagsmål, om sin skuespillerkarriere og sine skandaler.

Problemer med loven

Den 22. september 2001 finder en betjent under en razzia nogle gram kokain på den dengang 22-årige skuespiller – dette afsløres den 2. november i pressen. Den 22. december 2001 finder politiet på en københavnsk café nogle gram kokain i hans jakkelomme.[20] Den 29. april 2002 var han til afhøring hos kriminalpolitiet i Hvidovre, hvor han nægtede at have købt kokain af en narkohandler, der havde siddet varetægtsfængslet siden 8. april – sigtet for handel med hash, amfetamin og kokain i større mængder. Han var røget direkte ind på en telefon-aflytning, da han palmesøndag 24. marts 2002 ringede til en 27-årig narkohandler i Hvidovre. Politiet mente, at han bestilte kokain, men dette nægtede Robert og udtalte, at opringningen blot drejede sig om et penge-mellemværende.[21] Han indrømmede dog at han to uger tidligere havde sniffet kokain.

Natten til den 12. april 2003 overfaldt han Mira Wantings ekskæreste Bastian Møller på værtshuset Rosie McGee'sVesterbrogade i København. Møller fik et voldsomt spark over benet og to kraftige slag i hovedet, og måtte en tur på skadestuen.[22] Den 3. september 2003 blev Robert sigtet for vold efter straffelovens paragraf 244.[23] Den 19. marts 2006 udkom Ekstra Bladet med forsiden "På kokain igen". Historien handlede om, at han var blevet taget på "fersk gerning" i at sniffe kokain – bl.a. med billeder af Robert hvor han var i færd med at sniffe kokain til en privatfest. Han forklarede efterfølgende, at han efter et halvt års behandling for sit misbrug var faldet i igen.[24]

Pokerspiller

Robert Hansen er desuden en ivrig hobby-pokerspiller, og har som en del af Team Unibet deltaget ved større pokerturneringer i USA, Portugal og Tjekkiet. Ved en pokerturnering i 2009 i Warszawa blev det til en 22.-plads, hvilket indbragte ham 30.000 kr.[25] Ved 1A World Poker Tour i november 2012 spillede han blandt de bedste efter første dag. Op til turneringen stod han også markedsføringen af Danske Spil. Tidligere har han spillet med til World Series of Poker og til flere Unibet Open-turneringer.[26]

Ved Unibet Open Golden Sands-turneringen i 2010 kom han på en 24.-plads og vandt 27.000 kroner. I 2011 var han aktuel i TV 2 Zulu-serien 'Pokerfjæs', der blandt andet havde deltagelse af de danske kendisser Dejan Čukić, Thomas Bo Larsen, Joachim B. Olsen og Dan Rachlin.[27]

Filmografi

Spillefilm

Tv-serier

Tv-vært

Bibliografi

  • Velkommen på forsiden (2009) – selvbiografi

Referencer

  1. ^ Henrik Salling (27. juni 2009). "Robert Hansen: Sådan blev vi kærester". Billed-Bladet.
  2. ^ Robert Hansen er blevet far, Ekstra Bladet, 17. okt. 2012
  3. ^ Mira Wanting og Robert Hansen er gået fra hinanden. Igen., Avisen.dk, 5. november 2008
  4. ^ TV3 dropper Robert Hansen Arkiveret 4. december 2013 hos Wayback Machine, 25 oktober 2012
  5. ^ Niels Pinborg og Anne-Mette Bro (30. december 2001). "Nu er Robert færdig". Ekstra Bladet.
  6. ^ Jan Körner (20. mar. 2006). "Her sniffer Robert igen kokain". Ekstra Bladet.
  7. ^ Jeg var helt, helt alene i verden, Ekstra Bladet, 15. mar. 2010
  8. ^ a b Frederik Brun Madsen (21. juni 2003). "Robert Hansen overfaldt kæresten". Ekstra Bladet.
  9. ^ René Schrøder (24. februar 2006). "Kokain-Robert dømt for hærværk". Ekstra Bladet.
  10. ^ Robert Hansen taget for spritkørsel, Ekstra Bladet, 30. jun. 2006
  11. ^ René Schrøder (9. august 2023). "Skuespiller Robert Hansen kendt skyldig i vold mod ekskæreste". Jyllands-Posten.
  12. ^ Velkommen på forsiden, SAXO.com
  13. ^ Jan Körner (1. november 2009). "Robert Hansen voksede op med druk". Ekstra Bladet.
  14. ^ Robert Hansen troede han skulle på landsholdet Arkiveret 5. december 2013 hos Wayback Machine, DR P3, 09-11-2011
  15. ^ Jens Grønbech (27. november 2013). "Robert Hansens mor død: Jeg har det helt forfærdeligt". BT.
  16. ^ Velkommen på forsiden, Ekstra Bladet, 15. mar. 2010
  17. ^ Dorthea Dittmer (29. august 2008). "Robert baby-klar". Ekstra Bladet.
  18. ^ Thomas Flindt (18. april 2012). "Robert Hansen jubler: Jeg skal være far!". Billed-Bladet.
  19. ^ Cite news
  20. ^ Befri Robert Hansen, Liberator
  21. ^ Jan Søgaard (2. maj 2002). "Robert narko-sigtet for 4. gang". BT.
  22. ^ LEIF HANSEN OG PETER BANKE (14. april 2003). "Robert meldt til politiet for vold". BT.
  23. ^ SØREN LARSEN (4. september 2003). "Robert sigtet for vold". BT.
  24. ^ Velkommen på forsiden
  25. ^ Robert Hansen scorer kassen i poker
  26. ^ Jonas Hüttel (12. november 2012). "Robert Hansen mænger sig med pokereliten". Ekstra Bladet.
  27. ^ "Dansk pokerhold laver tv-serie på TV2 ZULU". Arkiveret fra originalen 3. december 2013. Hentet 2. december 2013.

Eksterne henvisninger

Artiklen om skuespilleren Robert Hansen kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede.
Du kan hjælpe ved at uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. Eller du kan søge efter eksisterende filer på Wikimedia Commons eller på Flickr - fx med værktøjet Free Image Search Tool.

Medier brugt på denne side

Harlekin Columbine Tivoli Denmark.jpg
Forfatter/Opretter: Malene Thyssen, Licens: CC BY-SA 3.0
Harlekin og Columbine i pantomimeteatret i Tivoli.