Radium

Radium
Periodiske system
Generelt
AtomtegnRa
Atomnummer88
Elektronkonfiguration2, 8, 18, 32, 18, 8, 2 Elektroner i hver skal: 2, 8, 18, 32, 18, 8, 2. Klik for større billede.
UdseendeHvidt metal
Gruppe2 (Jordalkalimetal)
Periode7
Bloks
CAS-nummer7440-14-4
Atomare egenskaber
Atommasse(226)
Elektronkonfiguration[Rn] 7s²
Elektroner i hver skal2, 8, 18, 32, 18, 8, 2
Kemiske egenskaber
Oxidationstrin2 (stærkt basisk oxid)
Elektronegativitet0,9 (Paulings skala)
Fysiske egenskaber
TilstandsformFast
KrystalstrukturKubisk rumcentreret
Massefylde (fast stof)5,5 g/cm3
Smeltepunkt700 °C
Kogepunkt1737 °C
Smeltevarme8,5 kJ/mol
Fordampningsvarme113 kJ/mol
Varmeledningsevne(300 K) 18,6 W·m–1K–1
Magnetiske egenskaberIkke magnetisk

Radium (af latin radius, "stråle") er det 88. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Ra: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette stærkt radioaktive jordalkalimetal som et hvidt metal.

Egenskaber

Radium har kemiske egenskaber der minder om barium: Det angribes hurtigt af atmosfærisk luft, hvorved det bliver sort – muligvis på grund af et nitrid der dannes sammen med luftens indhold af kvælstof. Radium reagerer voldsomt med vand og sågar olie, under dannelse af radiumhydroxid og gasformig brint.

Radium udsender en intens radioaktiv stråling af både alfa-, beta- og gammastråling, og denne stråling gør at prøver af stoffet "af sig selv" opretholder en temperatur lidt over omgivelsernes. Strålingen er desuden årsag til at stoffet udsender et svagt, blåligt lys.

Tekniske anvendelser

Radium kan sammen med beryllium frigive neutroner, hvilket udnyttes som en neutronkilde til fysiske eksperimenter. Stoffet bruges også, primært i form af radiumklorid, i medicinske sammenhænge i behandlingen af visse former for kræft. Radium-233 er ved at blive afprøvet som et muligt middel i behandlingen af metastaser i knoglerne.

I mange andre sammenhænge hvor man tidligere benyttede radium som radioaktiv kilde, bruger man i dag i stigende grad isotoper som kobolt-60 og cæsium-137, fordi disse alternativer er sikrere og i mange tilfælde mere effektive.

Radium i biologien

Menneskets krop "opfatter" kemisk set radium som calcium; en vigtig bestanddel af specielt knogler. Kommer man til at indtage radium, bliver det stærk radiaktive stof ophobet i knoglerne, hvorfra dets stråling beskadiger knoglemarven.

Forekomst

Radium er et henfaldsprodukt af uran, og findes derfor i alle uran-holdige mineraler. Curie udvandt oprindeligt radium af begblende fra Bøhmen, men derudover findes stoffet i carnotit-holdigt sand fra Colorado i USA, og i forekomster i den Demokratiske Republik Congo og Canada. Desuden kan man udvinde radium af de affaldsstoffer der kommer af behandlingen af uran til atomkraft.

Historie

Behandling med radium i England i 1940

Radium blev opdaget i 1898 af Maria Skłodowska-Curie og hendes mand Pierre, da de undersøgte mineralet begblende: Selv efter at have fjernet uranet, var det resterende materiale stadig radioaktivt. Det lykkedes dem at udskille "det radioaktive"; det bestod primært af barium, men det brændte med en intens rød flamme, og havde spektrallinjer, man ikke kendte fra noget andet grundstof.

I 1902 isolerede Curie sammen med Andre Debierne rent, metallisk radium, ved elektrolyse af en opløsning af ren radiumklorid med en elektrode af kviksølv samt destillation i en atmosfære af brint.

Omkring begyndelsen af det 20. århundrede blev radium og dets radioaktive stråling præsenteret som lidt af et mirakelmiddel mod snart sagt hvad som helst, og præsenteret som virkemiddel i påstået foryngende, revitaliserende kosmetik, [1] tilsat tandpasta og sågar madvarer. Da man opdagede de alvorlige bivirkninger, gik det dog hurtigt "af mode" og blev forbudt. I 1932 døde den amerikanske stålmagnat Eben Byers efter jævnligt at have drukket Radithor, [2] en radioaktiv opløsning foreskrevet af læger, anset som en foryngelseskur samt kur mod mavekræft og sindssygdom. Byers' kæbe gik i opløsning, og der dannede sig huller i hans kranium.

Strålingen fra radium blev indtil 1950'erne brugt som "energikilde" i selvlysende maling, til brug på urskiver, måleinstrumenter, i fly-cockpits og mange andre steder. Men allerede i 1930'erne kunne man konstatere stoffets skadevirkninger hos dem, der arbejdede med denne type selvlysende maling; sår, anæmi og knoglemarvskræft.

Isotoper af radium

Alle 25 kendte isotoper af radium er radioaktive, og naturligt forekommende radium består af fire isotoper, hvoraf 226Ra er den mest udbredte og den mest "sejlivede" med en halveringstid på 1602 år. På grund af den relativt korte halveringstid er strålingen fra radium meget intens; radium udsender over en million gange så meget stråling som en tilsvarende mængde uran.

Referencer

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Medier brugt på denne side

Elektronskal 88.png
(c) Peo at the Danish language Wikipedia, CC BY-SA 3.0
Denne tegning forestiller elektronkonfigurationen i et radiumatom: Den store kugle i midten forestiller atomkernen, og de små kugler er elektronerne. Bogstaverne på elektron-kuglerne angiver hvilken orbital de tilhører. Den orange farve markerer at radium hører til de alkaliske jordartsmetaller. Udarbejdet af Peo, og frigivet under samme GFDL-betingelser som Wikipedia som helhed.
Radium Treatment in a London Hospital, England, 1940 D622.jpg
Radium Treatment in a London Hospital, England, 1940
A nurse switches on the radium treatment apparatus at a London hospital in 1940. When the patient is ready and everyone else has left the treatment room, the nurse presses a button and air pressure once more transfers the radium from the lead safe to the treatment apparatus.