Radioaktivt sporstof

Radioaktive sporstoffer anvendes i nuklearmedicin til at undersøge kroppens fysiologiske processer[1] [2], ligesom radioaktive sporstoffer kan bruges til lækagesporing ved utætheder i vandrør m.v. [3]

I begge tilfælde er det grundlæggende princip, at radioaktiviteten gør det muligt at følge (spore), hvor det stoffet har bevæget sig hen - enten fordelingen i kroppen (nuklearmedicin) eller udsivning fra røret (lækagesporing).

Fordi radioaktivitet stammer fra enkelt-atomer, skal der kun bruges uhyre små mængder radioaktivt stof. [4] Samtidig benyttes radioaktive stoffer med kort halveringstid. I nuklearmedicin er to meget anvendte stoffer technetium-99m med en halveringstid på 6 timer, og fluor-18 med en halveringstid på 110 minutter.[2] Til lækagesporing benyttes typisk brom-82 med en halveringstid på 35 timer.[3]

Fra engelsk kaldes et sporstof også for en tracer. Brugen af radioaktive sporstoffer blev udviklet af den ungarske kemiker George de Hevesy i begyndelsen af det 20. århundrede.

Referencer

  1. ^ Ali Asmar; Louise Schouborg Brinth; Lars Christian Gormsen; Søren Hess; Helle Damgaard Zacho, red. (2022-08-23). "Forord". Klinisk Nuklearmedicin (3. udgave). Munksgaard. ISBN 978-87-628-1992-4.
  2. ^ a b Lise Falborg; Mikael jensen; Helle Planck Jensen; Lars Jødal (2022-08-23). "Radioaktive lægemidler". Klinisk Nuklearmedicin (3. udgave). Munksgaard. ISBN 978-87-628-1992-4.
  3. ^ a b Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse (2022). Lækagesporing med Br-82 (Vejledning). ISBN 978-87-7014-475-9. [1]
  4. ^ Søren Holm; Lars Jødal (2022-08-23). "Apparatur i nuklearmedicin". Klinisk Nuklearmedicin (3. udgave). Munksgaard. ISBN 978-87-628-1992-4.
Autoritetsdata