R-7 Semjorka

Fra venstre: missilet R-7, løfteraketten til hhv. Sputnik, Vostok, Voskhod og Sojuz.

R-7 Semjorka er en løfteraket med mange navne. Den blev oprindeligt udviklet i Sovjetunionen som et interkontinentalt ballistisk missil, til at bombardere USA med brintbomber. Den sovjetiske betegnelse var Ракеты 7 (Raketý 7), Pentagons kodenavn var SS-6 mens NATO's rapporteringsnavn var Sapwood. I 1953 besluttede Sovjetunionen at Sergej Koroljov skulle udvikle et ICBM. Sovjetunionen anlagde rumhavnen Bajkonur i Kasakhstan præcis på den 46. nordlige breddegrad, til at afprøve missilet. Plosjjadka (affyringsrampe) 1 og 31 blev bygget til R-7, og bruges den dag i dag. Den 15. maj 1957 blev den første R-7 opsendt, men pga. en fejl faldt den ned efter blot 400 km. Den 12. juli på den anden prøveflyvning, frigjordes de fire hjælperaketter efter blot 33 sekunder. Den tredje prøveflyvning d. 21. august gik godt for raketten, mens brintbombeattrappen brændte op over målområdet. Efter at den fjerde prøveflyvning gik perfekt d. 7. september, Indledtes rumalderen d. 4. oktober med at en R-7 opsendte den allerførste kunstige satellit: Sputnik (1).

Vesten fik ikke at vide hvad raketten hed og gav den blot navnet "Sputnik". Russerne kaldte den selv for Семёрка ('semjorka' – den syvende). Da R-7 bruger flydende ilt som iltningsmiddel, havde den et operativt problem: Det tog omkring 20 timer at forberede R-7, herunder påfyldning med flydende ilt og efter et døgn var for meget af ilten på kogepunktet, til at det kunne bruges. For at opretholde terrorbalancen skulle et ICBM kunne opsendes med få minutters varsel. R-7 brugte et radiofjernstyringssystem der let kunne jammes og kunne ikke opsendes fra "atomsikre" raketsiloer. R-7 var imidlertid perfekt som løfteraket og har opsendt over 1.700 bemandede og ubemandede rumfartøjer[1].

Rumhavnen Plesetsk på 62° 54’ N opsender R-7 fra Plosjjadka 16, 41 og 43. I starten som ICBM, senere til at opsende satellitter i polære baner.

ESA har indgået en aftale med Rusland om at opsende R-7 (i ESA terminologi "Sojuz-Fregat") fra ELS (Ensemble de Lancement Soyouz), rumhavnen Kourou i Sydamerika. Første opsendelse var d. 21. oktober 2011 med to Galileo-navigationssatellitter[1].

Tekniske Data

De 20 raketmotorer og 8 verniermotorer der skal tændes ved startøjeblikket. Centraltrinnets fire vernierraketter tændes først efter 119 sekunder.
R-7 ICBM
  • Nyttelast — ét 5.370 kg sprænghoved på 3.000 kiloton.
  • Rækkevidde — 8.000 km med 50% træfsikkerhed indenfor 3,39 km.
  • Startvægt — 274 tons.
  • Højde — 34,20 meter.
  • Første trin — fire RD-108 raketmotorer drevet af petroleum og flydende ilt.
    • Brænder i 219 sekunder. Ved rumflyvning nås 170 km.
  • 4 hjælperaketter — á fire RD-107 raketmotorer drevet af petroleum og flydende ilt.
    • Brænder i 119 sekunder. Ved rumflyvning bortkastet i 45 km højde.
  • Styring — tolv vernierraketter styret af jordstationen.
R-7 til Vostok
  • Nyttelast — 4.730 kg til 205 km bane.
  • Startvægt — 281 tons.
  • Højde — 38,36 meter.
  • Andet trin — RD-0109 raketmotor drevet af petroleum og flydende ilt.
    • Brænder i 365 sekunder.
R-7 til Sojuz
  • Nyttelast — 7.420 kg til 193 km bane.
  • Startvægt — 305 tons.
  • Højde — 49,30 meter.
  • Andet trin — RD-0124 raketmotor drevet af petroleum og flydende ilt. 241 sekunder.
R-7 til Luna, Venera, Molnija
  • Nyttelast — 2.000 kg til geostationær bane.
  • Startvægt — 305 tons.
  • Tredje trin — S1-5400 raketmotor drevet af petroleum og flydende ilt. 250 sekunder.
R-7 til Mars Express
  • Nyttelast — 5.500 kg til 450 km bane.
  • Startvægt — 305 tons.
  • Højde — 46,10 meter.
  • Tredje trin — Fregat raketmotor drevet af usymmetrisk dimetylhydrazin og kvælstoftetroxid.
    • Brænder i 877 sekunder. Kan tændes 20 gange.

R-7 raketten var overdimensioneret til at opsende Sputnik 1, så førstetrinnet gik også i kredsløb!

Berømte nyttelaster

Sojuz TMA-5 opsendes

Kilde

  1. ^ a b Soyuz>Milestones Arianespace hentet d. 1. maj 2014
  • Gatland, K.: Space Technology, 1984, Salamander Books Ltd., ISBN 0-86101-075-2

Medier brugt på denne side

Soyuz rocket engines.jpg
The Soyuz TMA-5 spacecraft is mated to its booster rocket in a processing hangar at the Baikonur Cosmodrome in Kazakhstan October 11, 2004, in preparation for its rollout to the launch pad October 12 and its liftoff October 14 to carry astronaut Leroy Chiao, Expedition 10 commander and NASA International Space Station (ISS) science officer; cosmonaut Salizhan S. Sharipov, Russia’s Federal Space Agency Expedition 10 flight engineer and Soyuz commander; and Russian Space Forces cosmonaut Yuri Shargin to the ISS. Building 112, Baikonur Cosmodrome, Kazakhstan.
Soyuz TMA-5 launch.jpg
The Soyuz TMA-5 spacecraft blasts off from the Baikonur Cosmodrome in Kazakhstan October 14, 2004, carrying astronaut Leroy Chiao, Expedition 10 commander and NASA International Space Station (ISS) science officer, cosmonaut Salizhan S. Sharipov, Russia's Federal Space Agency flight engineer and Soyuz commander, and Russian Space Forces cosmonaut Yuri Shargin to the ISS. The crew will dock to the Station on October 16, and Chiao and Sharipov will replace the current Station crewmembers, cosmonaut Gennady I. Padalka, Expedition 9 commander, and astronaut Edward M. (Mike) Fincke, NASA ISS science officer and flight engineer, who will return to Earth October 24 with Shargin.
Roket Launcher R-7.svg
This shows the evolution of Soviet space launch vehicles in the early years. From the left are the R-7 ICBM (InterContinental Ballistic Missile), the Sputnik launcher, the Vostok launcher, and the Soyuz launcher.