Praxeologi

Praxeologi (fra oldgræsk πρᾶξις / praxis, det betyder "handling", og -λογία / -logia, der betyder "studium af") betegner en undersøgelse af menneskelig handlen, baseret på deduktion, altså logisk ræsonneren. Begrebet er blevet brugt i forskellige videnskabsteoretiske sammenhænge i tidens løb.

Oprindelse

Allerede i 1608 anvendte den tyske filosof og teolog Clemens Timpler ordet i sin afhandling (forfattet på latin) Philosophiae practicae systema methodicum: Fuit Aretologia: Sequitur Praxiologia: quæ est altera pars Ethicæ, tractans generaliter de actionibus moralibus.[1]

I moderne tid tilskrives begrebet ofte Louis Bourdeau, en fransk forfatter til en klassifikation af videnskaberne med titlen Théorie des sciences: Plan de Science intégrale, der udkom i 1882, hvor ordet også optræder som et ud af en række forslag til nye videnskabelige inddelinger.[2] En anden fransk tænker, Alfred Victor Espinas (1844-1922) definerede praxeologi som "videnskaben om menneskelig handlen" i en artikel i tidsskriftet Revue Philosophique i 1890.

Den polske praxeologiske tradition

Den polske filosof Tadeusz Kotarbiński (1886-1981) promoverede begrebet i Polens akademiske kredse, hvor det blev et selvstændigt forskningsfelt. Det polske videnskabsakademi oprettede således en afdeling for praxeologi.[3]

Praxeologi indenfor den østrigske økonomiske skole

Indenfor den heterodokse økonomiske retning den østrigske skole forbindes praxeologi med økonomen Ludwig von Mises og dennes tilhængere. Von Mises afviste som andre økonomer af den østrigske skole empiriske observationer som grundlag for sikker viden og mente i stedet, at man logisk kunne udlede viden om menneskelige handlinger som den logiske konsekvens af nogle grundlæggende sandheder. Denne afvisning af empirisk efterprøvning af teoriers validitet har i andre økonomers øjne omvendt udgjort intet mindre end en afvisning af selve den videnskabelige metode og dermed et væsentligt kritikpunkt af den østrigske skoles tankegang.[4]

Kilder

  1. ^ Timpler, Clemens (1608). Philosophiae practicae systema methodicum. Vol. libris IV pertractatam. Hanoviae: Apud Gulielmum Antonio. s. 388. Hentet 3. oktober 2017.
  2. ^ Bourdeau, Louis (1882). Théorie des sciences: Plan de Science intégrale. Vol. Tome Second. Paris: Librarie Germer Baillière. s. 463. Hentet 4. februar 2017. À raison de leur double caractère de spécialité et de généralité, les fonctions doivent constituer l’objet d’une science distincte. Quelques—unes de ses parties ont été étudiées de bonne heure, car ce genre de recherches, dont l’homme pouvait se faire le sujet principal, a présenté de tout temps le plus vif intérêt. La physiologie, l’hygiène, la médecine, la psychologie, l’histoire des animaux, l’histoire humaine, l’économie politique, la morale, etc., représentent des fragments de la science que nous voudrions établir; mais fragments, épars et sans coordination, sont restés a l’état de sciences particulières. Il faudrait les rapprocher et en faire un tout afin de mettre en lumière l’ordre de l’ensemble et son unité. On aurait alors une… science, innommée jusqu’ici et que nous proposons d’appeler Praxéologie (de πραξις, action), ou, en se référant a l’influence des milieu, Mésologie (de μεơος, milieu).
  3. ^ "Side om Tadeusz Kotarbiński på "Polish Philosophy Page". Besøgt 3. oktober 2017". Arkiveret fra originalen 29. december 2010. Hentet 3. oktober 2017.
  4. ^ Mayer, Thomas (1998). "Boettke's Austrian critique of mainstream economics: An empiricist's response". Critical Review. Routledge. 12: 151-71. doi:10.1080/08913819808443491.