Prakrit
Prakrit (sanskrit: प्राकृत, prākṛta: "naturlig, almindelig, vulgær") er en udstrakt familie af indiske sprog og dialekter, som blev talt i oldtidens Indien.
Prakriterne var folkelige sprog til almindelig tale. De er videreudviklinget af sanskrit eller vedisk og står som modsætning til sanskrit som vedvarende blev brugt som skriftsprog. Nogle prakriter udviklede også deres egen litteratur.
Den mest kendte prakrit er pali, som bruges i Tripitaka og andre buddhistiske skrifter. Det læres og bruges stadig i buddhistiske templer. Pali har gennem buddhismen fået indflydelse på andre sprog som khmer og thai.
Der er forskellige opfattelser af, hvilke sprog skal medregnes til prakriterne. Nogle siger alle sprog, som er udviklet fra sanskrit, andre afgrænser dem til nærmere bestemte (men ikke nødvendigvis sammenfaldende) perioder, eller efter hvilke religioner de talende tilhørte – og de vil så næppe medregne pali.
|
Medier brugt på denne side
[1] MS in Jain Prakrit and Old Gujaranti on paper, Rupnagar, Rajastan, India, 1666, 76 ff. (-16 ff.), 11x25 cm, single column, (10x22 cm), 4 lines main text, 2-4 lines of interlinear commentary for each text line, in Jain Devanagari book script, filled with red and yellow, 17 paintings in colours mostly of Svetambara monks influenced by the Mughal style. The text is a Prakrit didactic work of how best to live a proper Jain life, aimed probably at the laity. The Svetambara pontiff Sri Dharmadasagaî lived mid 6th c. The Old Gujarati prose commentary was written in 1487. The colophon gives the place and date, and the name of the religious leader Sri Namdalalaji on whose order the work was transcribed.