Præsidentvalget i USA 1948

Præsidentvalget i USA 1948
USA
← 1944
2. november 1948
→ 1952

Valgdeltagelse: 51,1% Fald (2,9pp)
Harry S. TrumanThomas DeweyStrom Thurmond
NomineretHarry S. TrumanThomas E. DeweyStrom Thurmond
PartiDemokraterneRepublikanerneDixiekraterne
HjemstatMissouriNew YorkSouth Carolina
Running mateAlben W. BarkleyEarl WarrenFielding Wright
Valgmænd30318939
Delstater vundet28164
Stemmer24.179.34721.991.2921.175.930
Procentdel49,6%45,1%2,4%

Kort over, hvem, der har vundet hvilke stater (blå=Truman, rød=Dewey, orange=Thurmond)
Kort over, hvem, der har vundet hvilke stater (blå=Truman, rød=Dewey, orange=Thurmond)

Siddende præsident
Harry S. Truman
(Demokraterne)

Præsidentvalget i USA 1948 var det 41. præsidentvalg i USA. Det blev afholdt tirsdag den 2. november 1948. I en af de største overraskelser i amerikansk historie besejrede den siddende præsident Harry S. Truman, den demokratiske kandidat, den republikanske modkandidat, guvernør Thomas E. Dewey.[1][2]

Truman var blevet præsident i april 1945 efter Franklin D. Roosevelts død. Til trods for at der havde været forsøg på få Truman udskiftet som demokratisk præsidentkandidat i forbindelse med det demokratiske national konvent i 1948, havde Truman lykkes med at vinde nomineringen. Det demokratiske parti havde i forbindelse med konventet introduceret en erklæring om støtte til borgerrettighedskampen, hvilket havde medført at flere sydstats delegerede havde udvandret fra konventet og introduceret sin egen liste af kandidater – den såkaldte "Dixiecrat"-liste anført af South Carolinas guvernør Strom Thurmond. Dixiecraterne håbede at vinde nok valgmandsstemmer til at fremtvinge et "contingent election"[a] i Repræsentanternes Hus, hvor de enten kunne fremtvinge indrømmelser fra Dewey eller Truman i bytte for deres støtte. Desforuden mødte Truman ligeledes modstand fra en anden person fra sit eget parti i form af tidligere vicepræsident Henry A. Wallace, som lancerede det Progressive Parti, der udfordrede Trumans konfronterende kolde krigspolitik. Dewey, som var lederen af sit partis liberale fløj, havde også været den republikanske præsidentkandidat i 1944. Han besejrede senator Robert A. Taft og andre udfordrere ved det republikanske konvent i 1948.

Trumans livlige kampagnestil gav energi til hans base af traditionelle demokrater, som bestod af det meste af det hvide syd, såvel som katolske og jødiske vælgere. Ligeledes klarede Truman sig overraskende godt blandt bønderne i Midtvesten. Dewey førte en konservativ kampagnede, hvor han stor set undlod at kritisere Truman direkte. Med den store splittelse internt i det demokratiske parti sammenlagt med Trumans generelt lave popularitet i diverse meningsmålinger, blev Truman bredt anset for at være underdog. Stort set alle meningsmålinger indikerede, at Dewey ville besejre Truman.

På trods af disse meningsmålinger vandt Truman valget med 303 valgmandsstemmer mod Deweys 189. Truman modtog 49,6% af vælgerstemmerne, mens Dewey modtog 45,1%. Thurmond og Wallace modtog hver mindre end 3% af vælgerstemmerne, hvor Thurmond vandt fire sydstater. Trumans overraskende sejr var den femte præsidentsejr i træk for Det Demokratiske Parti, den længste sejrsrække for et parti siden valget i 1880. Samtidig genvandt demokraterne i 1948 kontrollen over begge kongreskamre, som de ellers havde tabt kontrollen over i forbindelse med midtvejsvalget i 1946. Trumans valg bekræftede således Det Demokratiske Partis status som nationens flertalsparti.[3]

Noter

  1. ^ Et contingent election er en proces, der anvendes til at vælge præsident, hvis ikke én af kandidaterne har et absolut flertal af valgmænd.

Referencer

  1. ^ American Experience. "General Article: Presidential Politics". pbs.org. Arkiveret fra originalen 21. februar 2017. Hentet 14. januar 2022.
  2. ^ Susan Rosegrant (18. april 2012). University of Michigan (red.). "ISR and the Truman/Dewey upset". isr.umich.edu. Arkiveret fra originalen 2. april 2013.
  3. ^ Paul Kleppner et al.

Yderligere læsning

Medier brugt på denne side