Præsidentvalget i Tyskland 1925

Præsidentvalget i Tyskland 1925 var det første valg til tysk præsident, kaldet Reichspräsident. Den første præsident, Friedrich Ebert (SPD) var blevet valgt indirekte (af parlamentet) i 1919, men Weimarforfatningen bestemte, at hans efterfølger skulle vælges af "hele det tyske folk". Efter to valgrunder, den 29. marts og den 26. april, blev Paul von Hindenburg valgt til præsident.

Den partiløse general Hindenburg var kandidat for en bred koalition på borgerlig side. Mange på højresiden håbede, at, hvis monarkisten Hindenburg blev valgt, ville han genoprette tilstanden, som den var før Weimarforfatningen.

Valgsystem

I henhold til den daværende tyske forfatning måtte der, hvis ingen kandidat opnåede en absolut majoritet (mere end 50 %) i første runde, holdes en ny valgrunde, hvor den som fik flest stemmer vandt valget. Det var tilladt for en gruppering at nominere en alternativ kandidat i anden runde.

Første valgrunde

Fordeling af vindere i første valgrunde på de forskellige valgkredse (blåt=Jarres, rosa: Braun, gråt=Marx, mørkegråt=Held)

Syv kandidater stillede til valg i første runde. Hindenburg var ikke blandt dem, men blev først nomineret i anden runde. Højresidens kandidat var derimod Karl Jarres fra Gustav Stresemanns nationalliberale Deutsche Volkspartei. Jarres var tidligere indenrigsminister, vicekansler og borgmester i Duisburg. Otto Braun, SPDs kandidat og preussisk statsminister, var også en kendt og respekteret politiker. Det katolske Zentrums kandidat, Wilhelm Marx, var partiets formand og tidligere tysk rigskansler.

De andre kandidater var Ernst Thälmann fra kommunistpartiet KPD og Willy Hellpach fra det venstreliberale Deutsche Demokratische Partei (DDP). Den første runde blev afholdt 29. marts, med en valgdeltagelse på 68,9 %.

Anden valgrunde

Fordeling af vindere i anden valgrunde på de forskellige valgkredse (blåt=Hindenburg, gråt=Marx)

Etter første valgrunde trak Jarres sig til fordel for Hindenburg. Den populære general og partiløse konservative monarkist Hindenburg accepterede modstræbende at stille op. Han blev støttet af DVP, DNVP og BVP.

SPD og Det katolske centerparti blev enige om at gøre Marx til deres fælles kandidat. Efter at DZ havde afvist at støtte Braun, trak han sig til fordel for Marx. Det venstreliberale DDP gik også modstræbende med til at tilbagetrække sin kandidat og støtte Marx. Eftersom Marx`s støtter inkluderede både hans eget politiske centrum og den moderate venstreside, blev han anset for at have gode chancer for at vinde. De tre kandidater i anden runde var derfor Hindenburg, Marx og for kommunistpartiet Thälmann. Valget fandt sted 26. april med en valgdeltagelse på 77,6 %. Hindenburg fik flest stemmer, 48,3 % mod Marx' 45,3.

v d r Politiske valg i Tyskland Rigdagsvalg i kejserriget 1871 1874 1877 1878 1881 1884 1887 1890 1893 1898 1903 1907 1912 Rigsdagsvalg i Weimarrepublikken 1919 (Weimar) 1920 1924 (maj) 1924 (dec) 1928 1930 1932 (juli) 1932 (nov) 1933 Valg af rigspræsident Præsidentvalget i Tyskland 1925 Præsidentvalget i Tyskland 1932 Valg til Forbundsdagen 1949 1953 1957 1961 1965 1969 1972 1976 1980 1983 1987 1990 1994 1998 2002 2005 2009 2013 2017 2021 Valg af forbundspræsident 1949 1954 1959 1964 1969 1974 1979 1984 1989 1994 1999 2004 2009 2010 2012 2017 Valg til Europa-Parlamentet 1979 1984 1989 1994 1999 2004 2009 2014 2019 Tyske folkeafstemninger 1926 1928 1929 1933 1934 1936 1938

Spire Denne valgsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.