Præriehirse

Prærie-Hirse
Panicum virgatum.jpg
Videnskabelig klassifikation
RigePlantae (Planter)
DivisionMagnoliophyta (Dækfrøede)
KlasseLiliopsida (Enkimbladede)
OrdenPoales (Græs-ordenen)
FamiliePoaceae (Græs-familien)
SlægtPanicum (Hirse)
ArtP. virgatum
Hjælp til læsning af taksobokse

Prærie-Hirse (Panicum virgatum) eller Staude-Hirse er en løvfældende staude med opret vækst. De enkelte strå er stift oprette, mens bladene er blødt overhængende.

Beskrivelse

Stråene er først lysegrønne og glatte, men senere gulner de noget, og visse sorter får rødbrune strå. Bladene er meget lange, linjeformede og helrandede. Over- og underside er ensartet friskgrønne. I sensommeren og det tidlige efterår farves bladene langsomt rødbrune fra spidserne og ind efter. Blomster- og frøstandene er store, åbne toppe, som sidder på enden af hvert strå. Også de farves rødbrune om efteråret. Frøene modner normalt ikke her i landet.

Frøformerede planter har en tendens til at knække i stråene. Dette kan også forekomme, hvis sorterne bliver gødet for kraftigt med kvælstof.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,50 × 0,75 (150 × 10 cm/år).

Hjemsted

Prærie-Hirse er en ægte præriegræs fra det, man kalder højgræs-prærien. Den vokser på fugtig, humusrig bund sammen med adskillige arter af velkendte stauder som f.eks. Have-Purpursolhat, Krans-Skønhedsøje, Pragtskær, Høst-Floks og Gul Solhat.

Artens udbredelsesområde er dog meget stort, og den når f.eks. helt ud i brakvandssumpene langs USAs østkyst.

I staterne mellem New Hampshire og Delaware findes den i den tørreste del af disse sumpe sammen med bl.a. Amaranthus cannabinus (en Amarant-art), Canadisk Kortlæbe, Carex silicea (en Star-art), Harril, Hibiscus moscheutos, Pennsylvansk Vokspors, Prunus maritima, Schoenoplectus americanus (en Kogleaks-art), Solidago sempervirens (en Gyldenris-art), Spartina patens (en Vadegræs-art) og Ørken-Korsrod[1].

Krav til voksestedet

  • Jorden skal være fugtbevarende, porøs og rig på både humus og gødningsstoffer
  • Planten må ikke tørre ud (sorterne er dog generelt mere tørketålende end arten)
  • Gødsning bør ske ved topdressing med lige dele harpet kompost og filtersand
  • Planten skal have mest mulig lys, men tåler sideskygge fra andre stauder
  • Hold voksestedet fri for ukrudt, især kvikgræs

Formering

Hvis man ønsker at benytte sig af artens naturlige variation, kan man bruge frøkilder fra Canada eller USA’s nordlige stater (Illinois, North Dakota, Nebraska osv.), men bedre er det at dele planter af sorterne. 'Strictum' er udvalgt af Karl Förster og er meget sund, stærk i stråene og smuk. 'Rehbraun' er mere velkendt, men ikke helt stabil. 'Hänse Herms' er den mest farvede om efteråret. Her bliver strå og blade kobberrøde. Deraf navnet Kobber-Hirse.

Anvendelse

Brug Prærie-Hirse mellem andre høje stauder i staudebedet, mellem krydderurter eller sammen med andre græsser. Den kan også gøre god fyldest som solitærstaude.

Pleje

Plant Prærie-Hirse i april eller maj. Vælg et voksested, som kan holdes konstant fugtigt uden dog at være vådt. Tilfør overjorden lige dele filtergrus og harpet kompost, og gød råjorden med P, K og Mg, hvis den skulle være for udpint. Spar på kvælstoffet. Vand grundigt en enkelt gang under længere tørkeperioder. Planten bør stå med de smukke strå og frøstande vinteren over, og nedklipningen må vente til sidst i april, hvor man også kan dele den.


Wikipedia-logo.pngSøsterprojekter med yderligere information:



Note

  1. ^ www.dnr.state.md.us: Maryland Department of Natural Resources: Panicum virgatum – Spartina patens herbaceous vegetation (engelsk)

Kilde

  • Sten Porse: Plantebeskrivelser, DCJ 2003 (CD-Rom).

Medier brugt på denne side

Panicum virgatum.jpg
Switchgrass (Panicum virgatum, Alamo variety) grown at the University of Alabama's test plot close to Auburn, Alabama, USA. – Switchgrass is one of the most promising energy crops in the southern United States of America (USA). Once switchgrass blanketed the prairies, protecting the soil, cleansing the wetlands, and providing shelter and food to wildlife. Now that gasification is being developed to turn feedstocks like switchgrass into electricity, farmers have the option to plant these hardy grasses to restore eroded land and gain flexibility in crop planning and rotation.