Poul G. Mortensen
Poul G. Mortensen | |
---|---|
Medlem af Folketinget | |
Embedsperiode 1. februar 1978 – 5. juli 1980 | |
Foregående | Orla Møller |
Efterfulgt af | Ole Stavad |
Valgkreds | Nordjyllands Amtskreds |
Embedsperiode 4. december 1973 – 15. februar 1977 | |
Valgkreds | Nordjyllands Amtskreds |
Sognerådsformand i Hadsund Kommune | |
Embedsperiode 1. april 1966 – 31. marts 1970 | |
Personlige detaljer | |
Født | 9. maj 1922 |
Død | 5. juli 1980 (58 år) |
Politisk parti | Socialdemokratiet |
Links | |
Biografi på folketinget.dk | |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Poul G. Mortensen (født 9. maj 1922 i Visborg, død 5. juli 1980 i Hadsund) var en dansk murer og politiker. Han var medlem af Folketinget valgt for Socialdemokratiet fra 1973 til 1977 og igen fra 1978 til sin død i 1980.[1]
Mortensen var søn af arbejdsmand Anton Mortensen og Nielsine Dorthea Mortensen og voksede op i små kår i en søskendeflok på 11. Han blev tjenestedreng på landet som 11-årig og var allerede politisk aktiv som 13-årig ved folketingsvalget 1935. Mortensen gik på Håndværkerhøjskolen 1941-1942 og var udlært murer.[2][1]
Han blev valgt til Hadsund Sogneråd som 36-årig og var sognerådsformand 1965-1970. Han fortsatte i kommunalbestyrelsen i Hadsund Kommune efter kommunalreformen i 1970 og var viceborgmester i kommunen ved sin død.[2]
Mortensen havde også række tillidserhverv i Hadsund og omegn:[1]
- Formand for Hadsund Boldklub 1953-68
- Formand for boligselskabet Lejerbos Hadsund afdeling fra 1962
- Formand for Børneværnet i Hadsund fra 1965
- Medlem af bestyrelsen og næstformand i Murernes Fagforening Hadsund afdeling fra 1958
- Medlem af bestyrelsen for Hadsunds Erhvervsråd fra 1960
- Medlem af bestyrelser for Hadsund Erhvervsbygninger fra 1960
- Medlem af repræsentantskabet for Nordjyllands Erhvervsråd fra 1965
- Vurderingsformand i Hadsund Kommune fra 1958
- Medlem af skyldrådet for Nordjyllands Amts Søndre Skyldkreds fra 1960
- Næstformand i Hadsund Elværk fra 1971
Han blev folketingskandidat for Socialdemokratiet i Hobrokredsen i 1972 og valgt til Folketinget ved jordskredsvalget i 1973 og genvalgt i valget i 1975. Han opnåede ikke genvalg ved folketingsvalget i 1977, men indtrådte alligevel i Folketinget i valgperioden den 1. februar 1978 som afløser for Orla Møller som havde nedlagt sit nedlagt. Ved det næste valg i 1979 blev han igen valgt direkte til Folketinget. I 1977 var Mortensen ved tre lejligheder midlertidigt folketingsmedlem: to gange som stedfortræder for Orla Møller og en gang som stedfortræder for Poul Dalsager.[1]
Mortensen døde 5. juli 1980 som 58-årig af strubekræft efter et langt sygeforløb.[2] Ole Stavad overtog pladsen i Folketinget efter hans død.[3] Mortensen ligger begravet på Hadsund Kirkegård.[4]
Referencer
- ^ a b c d Poul Mortensen (S), Folketinget, 1. juni 2022, hentet 23. januar 2023
- ^ a b c K.B. Andersen (7. oktober 1980), "Mindetale i Folketinget", Folketingstidende 1980-81, spalte 55-56
- ^ "Folketingsvalget den 8. december 1981", Statiske meddelelser, Danmarks Statistik, no. 7, s. 256, 1982
- ^ findgravsted.brandsoft.dk - Hadsund Kirkegård