Potsdamkonferencen

Potsdamkonferencen

Konference, traktat

Placering	Cecilienhof
Geog­ra­fisk belig­gen­hed	Potsdam
Koor­di­na­ter	52°25′9″N 13°4′15″E
Kronologi	• Jaltakonferencen • Potsdamkonferencen
	• Fredsaftalerne i Paris
Start­tids­punkt	17. juli 1945
Slut­tids­punkt	2. august 1945
Tids­pe­rio­de	2. verdenskrig
Deltager	Storbritannien, USA, Sovjetunionen
Undersk­ri­ver	Clement Attlee, Harry S. Truman, Josef Stalin

Potsdam-konferencen var en konference mellem Sovjetunionen, USA og Storbritannien, der fandt sted umiddelbart efter afslutningen af kamphandlingerne på det europæiske kontinent. Frankrig var ikke til stede, men underskrev som besættelsesmagt slutdokumentet. Konferencen fandt sted fra d. 17. juli til 2. august 1945 på slottet Cecilienhof i Potsdam sydvest for Berlin. Deltagerne på konferencen var lederne af de tre lande, Josef Stalin, Harry Truman og Winston Churchill samt deres udenrigsministre. Den 27. juli måtte Churchill træde tilbage som britisk premierminister som følge af et valgnederlag og blev afløst i Potsdam af Labour-lederen Clement Attlee.

Under konferencen udfærdigede de tre lande de nærmere retningslinjer for den politik, der skulle føres under okkupationen og genopbygningen af Tyskland i efterkrigstiden. I tillæg hertil blev der udfærdiget en erklæring, som omfattede en advarsel til Japan om komplet overgivelse eller total ødelæggelse.

Det færdige dokument^[1] indeholdt bestemmelser, som de fire besættelsesmagter skulle efterleve, og understregede, at de fire tilstræbte en samlet styring af Tyskland, og at de ville dele ansvaret.

Forhistorie

De Allierede var allerede ved Casablanca-konferencen i januar 1943 blevet enige om at kræve en betingelsesløs kapitulation af Tyskland. Med Teherankonferencen i december 1943 havde de Allierede dog gjort sig flere og grundigere tanker om, hvad de skulle gøre med de tyske områder, når Tyskland var besejret. Nogle faste retningslinjer for besættelsespolitikken i de tyske områder blev dog ikke fastlagt; til gengæld var denne konference ikke afvisende over for ideer om en opsplitning af Tyskland i forskellige selvstændige nationer.

Ved Jaltakonferencen i februar 1945, hvor Tysklands nederlag var tydeligt, opnåedes enighed om de præcise grænser for de Allieredes besættelseszoner. Det blev besluttet at oprette en fælles centralkommission, der skulle standardisere styringen af de forskellige besættelseszoner. Med dette skridt var ideen opgivet om et Tyskland opsplittet i forskellige uafhængige nationer .

Med ophøret af Stortyskland ved landets betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945 trådte bestemmelserne fra de tidlige konferencer i kraft. De fire besluttede at holde et møde, der skulle præcisere fælles retningslinjer for besættelsespolitikken i besættelseszonerne.

Retningslinjer for besættelsespolitikken i det besejrede Tyskland

Resultatet af konferencen var enighed om fælles retningslinjer for den politik, de sejrende magter skulle føre i deres respektive besættelseszoner. Konferencens resultat er de fem hovedpunkter, der undertiden også kaldes de fem D'er på engelsk:

Denazificering

Denazificeringen (på tysk kaldet Entnazifizierung) var de Allieredes løfte til hinanden om gennem forskellige processer, sanktioner og forholdsregler at fjerne alle nazistiske elementer fra presse, kultur, administration, domstolene og politiske områder. Det gjaldt også om gennem undervisningsprogrammer at opdrage og forklare tyskerne om de forbrydelser, deres land havde forøvet. Afnazificeringen blev praktiseret meget forskelligt i de fire besættelseszoner.

Demilitarisering

Ved Potsdam-konferencen blev det besluttet at opløse de tyske væbnede styrker og fjerne alle våben og våbeninstallationer, for at fjerne risikoen for alle former for tysk angreb. Demilitariseringen blev også tolket forskelligt i de forskellige zoner. Under den kolde krig i midten af 1950'erne fik både Vesttyskland og Østtyskland egne militære styrker.

Demokratisering

For at Tyskland ikke skulle blive en totalitær stat igen, var der interesse i at skabe en demokratisk tradition, der i Tyskland havde lidt nederlag under Weimarrepublikken. USSR, USA og Storbritannien forpligtede sig i Potsdam til at opbygge stabile, demokratiske institutioner i deres zoner og til at fremelske demokratiske traditioner i presse, skoler og samfund. Uddannelsessystemet skulle indrettes, så elever lærte noget om demokratiet, og demokratiske partier skulle tillades og hjælpes over hele det besatte Tyskland.

Demontering

Især Sovjetunionen havde lidt under 2. verdenskrig, og konferencen besluttede at kompensere landet ved at lade det modtage enorme mængder materiel og udstyr fra især tysk industri. Et andet sigte med demonteringen var at svække muligheden for en ny tysk stormagt.

Dette punkt er omdiskuteret, fordi det stred mod ønsket om at skabe stabile og demokratiske forhold i det besatte Tyskland.

Decentralisering

Konferencen så en stor del af grunden til Hitlers succes i den centralisering, han havde gennemtrumfet. Den håbede ved fremelskelsen af en regional, føderal struktur at kunne undgå endnu en tysk, centralistisk storstat.

Tyske østområder

Allerede umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning begyndte Sovjetunionens indlemmelse af de tidligere tyske østprovinser, en indlemmelse de Allierede på sovjetisk initiativ var blevet enige om ved andre konferencer. Ved Potsdam-konferencen blev de polske og sovjetiske anneksioner af tidligere tysk land accepteret af USA og Storbritannien, og Oder-Neisse-linjen blev fastlagt som Tysklands fremtidige østlige grænse.

Bestemmelserne om krav til Japan

Japan havde endnu ikke overgivet sig, og konferencen besluttede at udfærdige et fælles krav til Japan om at overgive sig betingelsesløst. Dette fælles krav kendes også under navnet Potsdam-deklarationen^[2]. Sovjetunionen er ikke medunderskriver på denne del af erklæringen – og blev ikke taget med på råd i formuleringen.

Implementering

Enigheden om Potsdam-konferencens hovedpunkter blev relativt hurtigt overskygget af de modsætninger mellem Sovjetunionen og de tre Vestallierede, som betegnes den kolde krig. En del af de aftalte bestemmelser blev aldrig ført ud i livet, bl.a. fordi fortolkningen af ordet demokrati var anderledes i Sovjetunionen end blandt de tre andre allierede.

v d r Sovjetunionens historie Revolutionerne og NEP Den russiske borgerkrig Den Russiske Revolution 1917 Oktoberrevolutionen Den polsk-sovjetiske krig Brest-Litovsk-freden NEP Bund Tjekaen Sovjetunionen i mellemkrigstiden Traktaten om dannelse af Unionen af socialistiske sovjetrepublikker Freden i Tartu (Sovjetunionen–Finland) Riga-freden Japansk-russiske traktat 1925 Komintern Moskvaprocesserne Den store udrensning Gulag Den finsk-sovjetiske ikke-angrebspagt af 1932 Fransk-sovjetiske gensidige bistandspagt af maj 1935 GPU NKVD Sovjetunionen under 2. verdenskrig Sovjetisk-japanske grænsekonflikt Molotov-Ribbentrop-pagten Stavka Østfronten under 2. verdenskrig Katynmassakren Slaget om Moskva Slaget om Stalingrad Operation Uranus Teherankonferencen Jaltakonferencen Potsdamkonferencen Moskvadeklarationen Det tredje slag om Kharkov Operation Bagration Sovjetunionen under den kolde krig Den kolde krig Østblokken Kominform Afstalinisering Det kinesisk-sovjetiske brud Cubakrisen Minsk-aftalen KGB Sovjetunionens fald Sovjetunionens imperialisme Fjernøstlige Republik Holodomor Beskydningen ved Mainila Karelsk-finske SSR Sovjetunionens invasion af Polen i 1939 Vinterkrigen Fredstraktaten i Moskva Fortsættelseskrigen Vyborg–Petrozavodsk-offensiven Slaget i Vyborgbugten (1944) Finske Demokratiske Republik Petsamo Slaget om Petsamo Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande Bombardementet af Tallinn under 2. verdenskrig Junideportationer Martsdeportationer DDR Blokaden af Berlin Folkeopstanden 17. juni 1953 Berlinmuren Opstanden i Ungarn Brezjnevdoktrinen Foråret i Prag Den afghansk-sovjetiske krig Den baltiske kæde Comecon Comecon Warszawapagten Warszawapagten Den Røde Hær Sovjetiske kommunister Jurij Andropov Inessa Armand Lavrentij Pavlovitj Berija Leonid Bresjnev Nikolaj Bukharin Pavel Dybenko Felix Dzerzjinskij Mikhail Gorbatjov Andrej Gromyko Genrikh Jagoda Gennadij Janajev Adolf Joffe Lazar Kaganovitj Mikhail Kalinin Lev Kamenev Nikita Khrusjtjov Sergej Kirov Alexandra Kollontai Nadezjda Krupskaja Otto Ville Kuusinen Vladimir Lenin Georgij Malenkov Vjatjeslav Molotov Boris Pugo Jan Rudzutak Aleksej Rykov Eduard Sjevardnadse Josef Stalin Pēteris Stučka Semjon Timosjenko Konstantin Tjernenko Lev Trotskij Aleksandr Vasiljevskij Andrej Vysjinskij Grigorij Zinovjev Andrej Zjdanov Georgij Zjukov Generalsekretærer i Sovjetunionens kommunistiske parti Patriotiske antikommunister Russiske befrielseshær (ROA) Komitéen til befrielse af folkene i Rusland Andrej Vlasov Sovjetiske kunstnere Dmitrij Sjostakovitj Sergej Prokofjev Aram Khatjaturjan Se også: Sovjetunionen

Noter

v d r Tysklands historie Frankerne (indtil 962) Merovinger Karolingerne Det tysk-romerske Rige (962-1806) Tysk kolonisering i middelalderen Fyrstbiskop Tysk-romersk kejser Freden i Basel (1499) Münster-oprøret Den hellige liga (1684) Freden i Breslau Rhinforbundet (1806-1814) Fristaden Danzig (1807-1814) Det tyske forbund (1815–1866) Wienerkongressen Martsrevolutionen Frankfurterparlamentet Frederik Wilhelm 4. af Preussen 2. Slesvigske Krig Den preussisk-østrigske krig Slaget ved Königgrätz Det nordtyske forbund (1866–1871) Frederik 3. af Tyskland Novemberaftalerne Det Tyske Kejserrige (1871–1918) Guldmark Freden i Frankfurt Det Tyske Riges forfatning af 1871 Det tyske kejserriges hær Tysklands højindustrialisering Bund der Industriellen Socialistloven Kyffhäuserbund Tysk kejser Wilhelm 2. af Tyskland Otto von Bismarck Helmuth Karl Bernhard von Moltke Tyskland under 1. verdenskrig (1914-1918) 1. verdenskrig Tripelalliancen Vestfronten i 1. Verdenskrig Østfronten under 1. verdenskrig Weimarrepublikken (1918–1933) Versailles-freden Kappkuppet Ølkælderkuppet Weimarforfatningen Rapallotraktaten Friedrich Ebert Paul von Hindenburg Erich Ludendorff Franz von Papen Gustav Stresemann Dolkestødslegenden Det tredje rige (1933–1945) Adolf Hitler Heinrich Himmler Hermann Göring RSHA NSDAP Sturmabteilung Schutzstaffel Gestapo Nazisme Rigsdagsbranden Nürnberglovene De lange knives nat Krystalnatten Tysklands oprustning i 1930'erne Tysk-polske ikke-angrebspagt Münchenaftalen Anschluss Sudetenkrisen Det delte Tyskland (1945–1990) Potsdamkonferencen Fordrivelsen af tyskere efter 2. verdenskrig Det allierede kontrolråd Besættelseszoner i Tyskland efter 2. verdenskrig Grundgesetz Vesttyskland Østtyskland Blokaden af Berlin Berlinmuren Konrad Adenauer Wirtschaftswunder Hallsteindoktrinen Tysklands genforening (omkr. 1990) Helmut Kohl Die Wende To plus fire-aftalen Efter genforeningen (siden 1990) - Se også: Tyskland

Koordinater: 52°25′09″N 13°04′15″Ø / 52.419169°N 13.070831°Ø / 52.419169; 13.070831