Politiinspektør Battle

Politiinspektør Battle
Information
Skabt afAgatha Christie Rediger på Wikidata
Spillet afHarry Andrews Rediger på Wikidata
ArbejdeOpdager Rediger på Wikidata
StatsborgerskabStorbritannien Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Battle er en fiktiv politiinspektør [1] fra Scotland Yard, som optræder i fem romaner af Agatha Christie, hvoraf Kortene på bordet har Hercule Poirot i rollen som privatdetektiv.

I Brevet der dræbte og De syv urskiver efterforsker han sager med tilknytning til spionage, mens han i Mord er let og Mod nulpunktet udfører traditionelt efterforskningsarbejde i mordsager.

Kendetegn

Battle er kraftig og firskåren med et træagtigt ansigtsudtryk.[2] Han bærer en velplejet moustache, som selv Hercule Poirot omtaler med beundring.[3].

Battle er gift og har fem børn. Han præsenteres som "en af Scotland Yards store kanoner, hvis arbejdsmetoder aftvinger respekt". [4] Under afhøringer kan han virke sløv, indtil han pludselig sætter den mistænkte i forlegenhed med skarpe spørgsmål.[5]

I Brevet der dræbte udviser han stor indsigt i aristokratiets vaner og levevis, hvilket hjælper ham under indsamlingen af beviser, selv om det ikke er ham, men en af de mistænkte, der finder løsningen på kriminalgåden.[6]

I De syv urskiver overrasker han hovedpersonen, Bundle, da han pludselig tilkendegiver, at "halvdelen af de mennesker, der spilder tiden med at undgå at blive kørt ned af busser, burde hellere blive kørt ned og bragt sikkert ud af denne verden. De er intet bevendt." [7]

Denne holdning deler han bl.a. med Major Despard i Kortene på bordet og Michael Rogers i Endeløs nat, så det er nærliggende at tro, at disse tre på dette punkt er talerør for forfatteren.

Noter

  1. ^ Før politireformen 2007 betegnet som kriminalinspektør
  2. ^ Hart (2004), s. 220
  3. ^ Hart (2004), s. 221
  4. ^ Kortene på bordet, 1999 udgave, s. 13.
  5. ^ Hart (2004), s.221
  6. ^ Osborne (1982), s. 33
  7. ^ Osborne (1982), s. 48

Litteratur

  • Barnard, Robert (1980): A Talent to Decieve, Fontana/Collins
  • Hart, Anne (2004): Agatha Christie's Poirot: The Life and Times of Hercule Poirot, 4. udgave, Harper And Collins (London)
  • Osborne, Charles (1982): The Life and Crimes of Agatha Christie♠, Collins (London)

Medier brugt på denne side