Polanere

(c) Krzysztoflew, CC BY-SA 3.0

Polanerne (polsk: Polanie; latin: Polani, Polanos), også kendt som polanere eller vestlige polanere (polsk: Polanie Zachodni ; latin: Polani Occidentis ) var en vestslavisk og lekitisk stamme, der beboede ved floden Warta i den historiske region Storpolen fra det 6. århundrede.^[1] De var en af hovedstammerne i Centraleuropa og var nært beslægtet med vistulanerne, masoverne, tjekkerne og slovakkerne.

Historie

I det 9. århundrede forenede polanerne flere vestslaviske (lekitiske) grupper nord for Stormæhren. Unionen, der blev ledet af Piast-dynastiet udviklede sig til hertugdømmet Polen, hvis navn stammer fra polanerne.^[2]

De tidligste polske herskere der kendes, er de legendariske Piast Hjulmageren og Popiel (8.–9. århundrede). Den første historiske hersker var Mieszko 1. (960-992), som udvidede territoriet, der senere blev navngivet Polen ved at inkorporere Masovien og erobre Schlesien og de vistulanske landområder i Lillepolen.^[3]

Dagome iudex-dokumentet fra 991 omtaler Polen under Mieszkos regeringstid som Civitas Schinesghe (Gniezno-staten). Dokumentet beskriver, at landet strækker sig mellem Oder og Rus og mellem Lillepolen ("Craccoa"/"Alemure") og Østersøen.

Arkæologiske fund afslører fire store højborge eller gorder (polsk gród ) i den tidlige polanske stat:

• Giecz - stedet, hvorfra piasterne fik kontrol over andre grupper af polanere.^[4]
• Poznań – den største og sandsynligvis den vigtigste højborg i staten.^[4]
• Gniezno - sandsynligvis statens religiøse centrum, selvom arkæologiske fund, der beviser dette, ikke er blevet udgravet indtil videre.^[4]
• Ostrów Lednicki – mindre højborg halvvejs mellem Poznań og Gniezno.^[4]

Vestpolanerne blev første gang nævnt omkring år 1000 e.Kr. Poljanere (østlige), en tilsvarende navngivet østslavisk stamme, som levede nær nutidens Kiev, blev sidst dokumenteret i 944 e.Kr.

Referencer