Pietro Pomponazzi

Denne artikel eller dette afsnit er forældet Se artiklens diskussionsside eller historik. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.

Pietro Pomponazzi Vestlig filosofi Renæssancen
Personlig information
Pseudonym	Peretto Mantovano
Født	16. september 1462 Mantova
Død	18. maj 1525 (62 år) Bologna
Nationalitet	Italiensk
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Università degli Studi di Padova
Elev af	Francesco da Nardò, Nicoletto Vernia, Pietro Roccabonella
Beskæftigelse	Professor, skribent, filosof
Fagområde	Filosofi
Arbejdsgiver	Università di Bologna, Università degli Studi di Padova, Universitetet i Ferrara
Elever	Marcantonio Zimara, Ludovico Boccadiferro, Giovanni Battista Monte, Girolamo Fracastoro, Lazzaro Bonamico med flere
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Pietro Pomponazzi (latin Petrus Pomponatius) (født 16. september 1462 i Mantua, død 18. maj 1525 i Bologna) var en italiensk filosof.

Pomponazzi tilhørte den kreds af lærde, der navnlig samledes i Padova om studiet af naturfilosofien og deltes i flere stridende retninger efter de forskellige opfattelser af Aristoteles' lære, som var kommet til orde hos den arabiske fortolker Averroes, hos Thomas Aquinas og i de antikke kommentarer, som i renaissancetiden fremdrogs til fornyet studium. Pomponazzi bekæmpede den averroistiske lære om, at den erkendende del af den menneskelige sjæl skulle vende tilbage til verdenssjælen og kun for så vidt være udødelig, men han kunne heller ikke slutte sig til den kirkelige opfattelse, at de enkelte sjæle var udødelige; tværtimod hævdede han, at den rette forståelse af Aristoteles, som han fandt støtte for hos Alexander fra Afrodisias, var den, at de enkelte sjæle var dødelige, og for at undgå konflikt med kirken søgte han at dække sin farlige lære ved påstanden om de to forskellige slags sandhed, den teologiske, som kirkens tro påbyder, og den filosofiske, som erkendelsesarbejdet fører os til. Stod Pomponazzi således i det metafysiske spørgsmål om enkeltsjælens forhold til verdenssjælen helt på tidens grund, så har han fået stor og blivende betydning derved, at han i diskussionen om sjælens væsen kom ind på en selvstændig og indgående behandling af erkendelsens væsen og form samt bevidsthedslivets hele karakter, hvorved han blev en af grundlæggerne af den nyere psykologi. Han fremhæver bevidsthedens enhed og undersøger nøje dens forskellige funktioner, dens form og forholdet til dens stof. Målet er en stadig fremadskriden mod erkendelsen af det gode, et mål, som ligger inden for dette jordiske liv, da noget andet ikke gives; herved lægger Pomponazzi også grunden til en ny opfattelse af det etiske, som ikke er givet af noget højere, men bestemt af det rent menneskelige og erstatter individets fuldkommenhed i en højere tilværelse med slægtens stadige udvikling, en rent humanistisk morallære, som står i den skarpeste modstrid ikke blot med kirkens etik, men også med de nyplatoniske renaissancefilosoffers bestemmelse af livets værd. Såvel ved sin omfattende forfattervirksomhed, som ved sin mundtlige undervisning har Pomponazzi øvet stor indflydelse ved grundlæggelsen af den nyere filosofi, som gennem ham har fået frugtbare impulser fra oldtidens tankeliv.

Kilder

• Pomponazzi, Pietro i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1925)

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.