Pierre Hadot

Pierre Hadot
Personlig information
Født	21. februar 1922 Paris, Frankrig
Død	25. april 2010 (88 år) Orsay, Frankrig
Ægtefælle	Ilsetraut Hadot
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Paris Universitet, École pratique des hautes études
Medlem af	Bayerische Akademie der Wissenschaften (fra 1972)
Beskæftigelse	Professor, forsker, historiker, katolsk præst (1942-1952), forfatter, filosof
Arbejdsgiver	Collège de France (1982-1991), École pratique des hautes études (1961-1985), CNRS (1949-1964)
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Grand prix de philosophie (1999), médaille d'argent du CNRS (1978, 1979), médaille de bronze du CNRS (1960), Æresdoktor ved Université Laval, æresdoktor ved universitetet i Neuchâtel (1985)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Pierre Hadot (1. februar 1922-24. april 2010) var en fransk filosof og filosofihistoriker, der specialiserede sig i antik filosofi, især neoplatonisme^[1].^[2][3][4]

Baggrund

Hadot blev født den 1. februar 1922 i Reims. Han blev oprindeligt uddannet præst, men endte med at fungere som professor i hellenistisk og romersk filosofi ved Collège de France fra 1982 til 1991.^[5] Han blev pensioneret i 1991 og døde 88 år gammel i 2010 i Orsay. Han var gift med Ilsetraut Hadot.

Filosofisk arbejde

Pierre Hadot var tidligt optaget af den senere Ludwig Wittgensteins sprogfilosofi^[6]. Han var blandt de første til at introducere Wittgenstein i Frankrig.^[7] Hadot hævdede, at formen og indholdet hang meget tæt sammen i Wittgensteins bog Filosofiske undersøgelser.^[8]

Pierre Hadot blev dog især kendt for at vise, at antikkens filosofi var en praksis i modsætning til den moderne akademiske fagfilosofi^[9][10][11].^[12] Hadot var i den forbindelse ikke mindst optaget af filosoffer som Sokrates og Plotin.^[13] Hadot understregede, at antikkens filosofi ikke blot var en intellektuel disciplin, men en livsform^[9]. Han argumenterede for, at filosoffer som stoikerne og neoplatonisterne praktiserede filosofi som et middel til at transformere dem selv, snarere end blot som en intellektuel stræben^[14]. Hadot fremhævede herunder det vigtige i spirituelle øvelser inden for filosofien, såsom selvrefleksion, meditation og etiske praksisser, der var beregnet til at lede individer til større selvbevidsthed og indre transformation^[15].

Hadot fik stor betydning for den franske idehistoriker Michel Foucaults sene arbejde med antikken^[9]. Det gjaldt ikke mindst Foucaults andet og tredje bind om seksualitetens historie.^[16][17]

Udgivelser

• Traités théologiques sur la Trinité, Cerf 1960 (Sources Chrétiennes nos. 68 & 69)
• Porphyre et Victorinus. Paris, Institut d'Etudes augustiniennes, 1968. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 32–33)
• Marius Victorinus: recherches sur sa vie et ses oeuvres, 1971. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 44)
• Exercices spirituels et philosophie antique. Paris, Etudes augustiniennes, 1981. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 88). ISBN 2-85121-039-4
• La citadelle intérieure. Introduction aux Pensées de Marc Aurèle. Paris, Fayard, 1992. ISBN 2-213-02984-9
• Qu'est-ce que la philosophie antique? Paris, Gallimard, 1995. (Folio essais ; 280). ISBN 2-07-032760-4
• Plotin ou la simplicité du regard; 4. udg. Paris, Gallimard, 1997. (Folio esais ; 302). ISBN 2-07-032965-8
• Etudes de philosophie ancienne. Paris, Les Belles Lettres, 1998. (L'âne d'or ; 8). IBSN 2-251-42007-X
• Marc Aurèle. Tekster oversat af Pierre Hadot, med Concetta Luna, 1. udg. Paris, Collection Budé, 1998 IBSN 2-251-00472-6
• Plotin, Porphyre: Études néoplatoniciennes. Paris, Les Belles Lettres, 1999. (L'âne d'or ; 10). ISBN 2-251-42010-X
• La philosophie comme manière de vivre. Paris, Albin Michel, 2002. ISBN 2-226-12261-3
• Exercices spirituels et philosophie antique, nouvelle éd. Paris, Albin Michel, 2002. (Bibliothèque de l'évolution de l'humanité). ISBN 2-226-13485-9
• Le voile d'Isis: Essai sur l'histoire de l'idée de nature. Paris, Gallimard, 2004. ISBN 2-07-073088-3
• Wittgenstein et les limites du langage. Paris, J. Vrin, 2004. (Bibliothèque d'histoire de la philosophie). ISBN 2-7116-1704-1
• Apprendre à philosopher dans l'antiquité. L'enseignement du Manuel d'Epictète et son commentaire néoplatonicien (med Ilsetraut Hadot). Paris, LGF, 2004. (Le livre de poche ; 603). ISBN 2-253-10935-5

Sekundærlitteratur

• Bosch-Veciana, Antoni (2013). El moviment lector de Pierre Hadot. De l'antiguitat clàssica a la contemporaneïtat de la vida filosòfica. Barcelona
• Busellato, S. (2021). The nietzschean interpretation of Pierre Hadot. Cadernos Nietzsche, 42, 253-274.
• Davidson, Arnold et F. Worms (dir.)(2010). Pierre Hadot, l'enseignement des antiques, l'enseignement des modernes, Paris, Rue d'Ulm
• González Hinojosa, R. A., & López Santana, L. E. (2016). Pierre Hadot: el cuidado de sí y la mayéutica socrática como ejercicio espiritual. CIENCIA ergo-sum: revista científica multidisciplinaria de la Universidad Autónoma del Estado de México, 23(1), 26-34.
• Goulet, R. (2010). Pierre Hadot 1922-2010. The International Journal of the Platonic Tradition, 4(2), 109-113.
• Hoffmann, Philippe (2012), « Pierre Hadot (1922-2010) », Annuaire de l'École pratique des hautes études (EPHE), Section des sciences religieuses, 119 |
• Hutter, H. (2009). Ad Pierre Hadot. New Nietzsche Studies, 8(1/2), i-vii.
• Oliveira, L. (2016). Dossiê Pierre Hadot:: a filosofia como modo de vida. Revista Archai, (18), 285-285.
• Paquot, Thierry (2010). Pierre Hadot (1922-2010) : La philosophie comme "art de vivre. Hermès, La Revue, vol. 57, n^o 2,‎ 2010, p. 187-191
• Weber, Michel (2008), L’Épreuve de la philosophie. Essai sur les fondements de la praxis philosophique, Louvain-la-Neuve, Les Éditions Chromatika

Kilder