Pierre Hadot

Pierre Hadot
Personlig information
Født21. februar 1922 Rediger på Wikidata
Paris, Frankrig Rediger på Wikidata
Død25. april 2010 (88 år) Rediger på Wikidata
Orsay, Frankrig Rediger på Wikidata
ÆgtefælleIlsetraut Hadot Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedParis Universitet,
École pratique des hautes études Rediger på Wikidata
Medlem afBayerische Akademie der Wissenschaften (fra 1972) Rediger på Wikidata
BeskæftigelseProfessor, forsker, historiker, katolsk præst (1942-1952), forfatter, filosof Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverCollège de France (1982-1991), École pratique des hautes études (1961-1985), CNRS (1949-1964) Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserGrand prix de philosophie (1999),
médaille d'argent du CNRS (1978, 1979),
médaille de bronze du CNRS (1960),
Æresdoktor ved Université Laval,
æresdoktor ved universitetet i Neuchâtel (1985) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Pierre Hadot (1. februar 1922-24. april 2010) var en fransk filosof og filosofihistoriker, der specialiserede sig i antik filosofi, især neoplatonisme[1].[2][3][4]

Baggrund

Hadot blev født den 1. februar 1922 i Reims. Han blev oprindeligt uddannet præst, men endte med at fungere som professor i hellenistisk og romersk filosofi ved Collège de France fra 1982 til 1991.[5] Han blev pensioneret i 1991 og døde 88 år gammel i 2010 i Orsay. Han var gift med Ilsetraut Hadot.

Filosofisk arbejde

Pierre Hadot var tidligt optaget af den senere Ludwig Wittgensteins sprogfilosofi[6]. Han var blandt de første til at introducere Wittgenstein i Frankrig.[7] Hadot hævdede, at formen og indholdet hang meget tæt sammen i Wittgensteins bog Filosofiske undersøgelser.[8]

Pierre Hadot blev dog især kendt for at vise, at antikkens filosofi var en praksis i modsætning til den moderne akademiske fagfilosofi[9][10][11].[5] Hadot var i den forbindelse ikke mindst optaget af filosoffer som Sokrates og Plotin.[12] Hadot understregede, at antikkens filosofi ikke blot var en intellektuel disciplin, men en livsform[9]. Han argumenterede for, at filosoffer som stoikerne og neoplatonisterne praktiserede filosofi som et middel til at transformere dem selv, snarere end blot som en intellektuel stræben[13]. Hadot fremhævede herunder det vigtige i spirituelle øvelser inden for filosofien, såsom selvrefleksion, meditation og etiske praksisser, der var beregnet til at lede individer til større selvbevidsthed og indre transformation[14].

Hadot fik stor betydning for den franske idehistoriker Michel Foucaults sene arbejde med antikken[9]. Det gjaldt ikke mindst Foucaults andet og tredje bind om seksualitetens historie.[15][16]

Udgivelser

  • Traités théologiques sur la Trinité, Cerf 1960 (Sources Chrétiennes nos. 68 & 69)
  • Porphyre et Victorinus. Paris, Institut d'Etudes augustiniennes, 1968. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 32–33)
  • Marius Victorinus: recherches sur sa vie et ses oeuvres, 1971. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 44)
  • Exercices spirituels et philosophie antique. Paris, Etudes augustiniennes, 1981. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 88). ISBN 2-85121-039-4
  • La citadelle intérieure. Introduction aux Pensées de Marc Aurèle. Paris, Fayard, 1992. ISBN 2-213-02984-9
  • Qu'est-ce que la philosophie antique? Paris, Gallimard, 1995. (Folio essais ; 280). ISBN 2-07-032760-4
  • Plotin ou la simplicité du regard; 4. udg. Paris, Gallimard, 1997. (Folio esais ; 302). ISBN 2-07-032965-8
  • Etudes de philosophie ancienne. Paris, Les Belles Lettres, 1998. (L'âne d'or ; 8). IBSN 2-251-42007-X
  • Marc Aurèle. Tekster oversat af Pierre Hadot, med Concetta Luna, 1. udg. Paris, Collection Budé, 1998 IBSN 2-251-00472-6
  • Plotin, Porphyre: Études néoplatoniciennes. Paris, Les Belles Lettres, 1999. (L'âne d'or ; 10). ISBN 2-251-42010-X
  • La philosophie comme manière de vivre. Paris, Albin Michel, 2002. ISBN 2-226-12261-3
  • Exercices spirituels et philosophie antique, nouvelle éd. Paris, Albin Michel, 2002. (Bibliothèque de l'évolution de l'humanité). ISBN 2-226-13485-9
  • Le voile d'Isis: Essai sur l'histoire de l'idée de nature. Paris, Gallimard, 2004. ISBN 2-07-073088-3
  • Wittgenstein et les limites du langage. Paris, J. Vrin, 2004. (Bibliothèque d'histoire de la philosophie). ISBN 2-7116-1704-1
  • Apprendre à philosopher dans l'antiquité. L'enseignement du Manuel d'Epictète et son commentaire néoplatonicien (med Ilsetraut Hadot). Paris, LGF, 2004. (Le livre de poche ; 603). ISBN 2-253-10935-5

Sekundærlitteratur

  • Bosch-Veciana, Antoni (2013). El moviment lector de Pierre Hadot. De l'antiguitat clàssica a la contemporaneïtat de la vida filosòfica. Barcelona
  • Busellato, S. (2021). The nietzschean interpretation of Pierre Hadot. Cadernos Nietzsche, 42, 253-274.
  • Davidson, Arnold et F. Worms (dir.)(2010). Pierre Hadot, l'enseignement des antiques, l'enseignement des modernes, Paris, Rue d'Ulm
  • González Hinojosa, R. A., & López Santana, L. E. (2016). Pierre Hadot: el cuidado de sí y la mayéutica socrática como ejercicio espiritual. CIENCIA ergo-sum: revista científica multidisciplinaria de la Universidad Autónoma del Estado de México, 23(1), 26-34.
  • Goulet, R. (2010). Pierre Hadot 1922-2010. The International Journal of the Platonic Tradition, 4(2), 109-113.
  • Hoffmann, Philippe (2012), « Pierre Hadot (1922-2010) », Annuaire de l'École pratique des hautes études (EPHE), Section des sciences religieuses, 119 |
  • Hutter, H. (2009). Ad Pierre Hadot. New Nietzsche Studies, 8(1/2), i-vii.
  • Oliveira, L. (2016). Dossiê Pierre Hadot:: a filosofia como modo de vida. Revista Archai, (18), 285-285.
  • Paquot, Thierry (2010). Pierre Hadot (1922-2010) : La philosophie comme "art de vivre. Hermès, La Revue, vol. 57, no 2, 2010, p. 187-191
  • Weber, Michel (2008), L’Épreuve de la philosophie. Essai sur les fondements de la praxis philosophique, Louvain-la-Neuve, Les Éditions Chromatika

Kilder

  1. ^ Apprendre à philosopher dans l'antiquité. L'enseignement du Manuel d'Epictète et son commentaire néoplatonicien (with Ilsetraut Hadot). Paris, LGF, 2004. (Le livre de poche ; 603). ISBN 2-253-10935-5
  2. ^ Goulet 2010
  3. ^ Davidson 2010
  4. ^ Hoffmann 2012
  5. ^ a b Hadot 1981
  6. ^ Wittgenstein et les limites du langage. Paris, J. Vrin, 2004. (Bibliothèque d'histoire de la philosophie). ISBN 2-7116-1704-1.
  7. ^ Davidson, A.I. (1995), Pierre Hadot and the Spiritual Phenomenon of Ancient Philosophy, in Philosophy as a Way of Life, Hadot, P., Oxford Blackwells
  8. ^ Davidson, A.I. (1995), pp17-18
  9. ^ a b c Filosofisk livskunst. Statsbiblioteket, 2016. ISBN 978-87-7507-373-3
  10. ^ Paquot 2010
  11. ^ Gonzales 2016
  12. ^ Hadot 1997
  13. ^ Hadot 2002
  14. ^ Hadot 1995
  15. ^ Michel Foucault: L'Usage des plaisirs, Paris, Éditions Gallimard, 1984
  16. ^ Michel Foucault: Le Souci de soi, Paris, Éditions Gallimard, 1984

Medier brugt på denne side

PierreHadot.jpg
Forfatter/Opretter: © Despatin & Gobeli ( tous droits réservés), Licens: CC0
Picture of Pierre Hadot in Paris