Philipp Otto Runge

Denne artikel eller dette afsnit er forældet Se artiklens diskussionsside eller historik. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.

Philipp Otto Runge
Personlig information
Født	23. juli 1777 Wolgast
Død	2. december 1810 (33 år) Hamborg
Dødsårsag	Tuberkulose
Gravsted	Friedhof Ohlsdorf, Hamborg
Nationalitet	Tysk
Far	Daniel Nikolaus Runge
Søskende	Daniel Runge, David Jochim Runge
Ægtefælle	Pauline Runge (fra 1804)
Barn	Otto Sigismund Runge
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Det Kongelige Danske Kunstakademi
Elev af	Jens Juel
Beskæftigelse	Kunstmaler, gravør, tegner, skribent, digter
Arbejdssted	Hamborg, Dresden, København
Kendte værker	Morgenen, Hülsenbeckbørene, Hvile på flugten til Ægypten
Genre	Portræt, landskabsmaleri, historiemaleri
Bevægelse	Tysk romantisme
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Philipp Otto Runge (født 23. juli 1777 i Wolgast, død 2. december 1810 i Hamburg) var en tysk maler.

Runge var elev af Heinrich Joachim Herterich og Gerdt Hardorff den ældre i Hamburg (der mere havde virket ansporende end belærende), for en kort tid af Københavns Akademi (1799—1800) — så kort, at han ikke fik tilegnet sig Jens Juels og Nicolai Abildgaards tekniske anvisninger. Efter dette studerede han i perioden 1801-1804 under Anton Graff i Dresden ved Kunstakademiet, hvor han genoptog kontakten med romantikere, især til Caspar David Friedrich og Johann Gottfried Quistorp. På en rejse til Weimar, mødte han Johann Wolfgang von Goethe og lærte ham at kende.

Han blev ved århundredeskiftet af kunsthistorikere som Alfred Lichtwark draget frem af halv glemsel. Hans betydning er vel større kunsthistorisk end kunstnerisk; i sin korte levetid fik han ikke malet så meget, og der hersker gerne i hans kunst et misforhold mellem hans kunnen — den sikre skoling — og hans højtstræbende ånd, der droges af den weimarske kunstæstetik, Goethe og Runge kom i nært forhold til hinanden. Når man har villet gøre ham til en forløber for impressionismen, ligger berettigelsen hertil væsentlig i hans egne udtalelser om lys og farver, mindre i hans egen kunst, hvor der højest spores en stræben, i retning af frilys-maleri. En stærk romantisk naturstemning træder frem i hans store tegninger af dagens tider (kun Morgen blev delvis til maleri). En mængde ses nu i Hamburger Kunsthalle: det udmærkede portræt af kunstneren med familie, den karakteristiske allegoriske komposition Morgen, de hülsenbeckske børn og mange andre, en ærlig kunst, der synes mærkelig uberørt og umaniereret. Den umiddelbare og naive naturiagttagelse, der titter frem i Runges kunst midt i den datidige malerkunsts akademiske cadence, fik en tid ikke så ringe betydning for hamburgsk kunst.

I sine skrifter (udgave 1 2 bind. 1840, Philipp Otto Runge’s Schriften in Auswahl, Berlin, 1915, Philipp Otto Runge. Bilder und Bekenntnisse. Herausgegeben und eingeleitet von Gustav Pauli. Furche-Verlag, Berlin, 1918) giver han sine kunstneriske reformkrav et skarpere og mere bevidst udtryk; han skrev også et farveteoretisk værk: Farbenkugel, 1810.

Litteratur

• Andreas Aubert, Runge og Romantikken, Oslo, 1911
• G. Pauli, Philipp Otto Runges Zeichnung und Steinschnitte, Berlin, 1916

Eksterne henvisninger og kilder

• Philipp Otto Runge på gravsted.dk
• Runge, Philipp Otto i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1926), bind 20, side 531, skrevet af amtsforvalter Axel Holck
• Philipp Otto Runge på Kunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Philipp Otto Runge