Phi Phi

Koh Phi Phi Don, den største ø i øgruppen, er beboet.
Geografisk placering

Phi Phi-øerne (Thai: หมู่เกาะพีพ eller Koh Phi Phi) er en øgruppe i det sydlige Thailand mellem den større ø Phuket og fastlandet. Øerne hører administrativt under Krabi. Den største af øerne er Phi Phi Don, som er beboet.

I turistsæsonen er der fast færgeforbindelse fra Phi Phi Don til Phuket, Ko Lanta og Krabi.

Phi Phi øerne er den mest profitable nationalpark i Thailand, med en årsindtægt på 669 mio. baht (ca. 130 mio. DKK) i sæson 2016-2017.[1]

Tsunamien 2004

Den 26. december 2004 blev Phi Phi-øerne ramt af en kraftig tsunami, udløst af et jordskælv i Det Indiske Ocean og det meste af Phi Phi Don blev ødelagt. Efter tsunamien var cirka 70 % af bygninger på øen ødelagt. I slutning af juli 2005 var dødstallet opgjort til ca. 850 personer, og omkring 1200 var fortsat savnet. Af Phi Phi Dons fastboende mistede 104 børn enten en eller begge forældre.

Den 31. oktober, 2005, foreslog vice premierminister, Pinit Jarusombat, at man skulle forbyde hoteller og restauranter på Phi Phi Don, og indføre en grænse for hvor mange turister, der skulle kunne opholde sig samtidigt på øen, dette blev dog ikke gennemført. Fra den 6. december, 2005, havde øen 1500 hotelværelser, og et tsunami-alarmsystem blev installeret af den thailandske regering med hjælp fra frivillige.

Maya Bay stranden

(c) Diego Delso, CC BY-SA 3.0
Maya Beach på Phi Phi Leh, kendt som Stranden.

På den næststørste ø, i øgruppen Phi Phi Leh, er filmen The Beach (dansk Stranden), med Leonardo DiCaprio fra 2000 optaget, baseret på en roman af samme navn. Romanens hovedperson talte om den fælde, som backpackere (rygsæksrejsende), ligesom ham selv, falder i, når de rejser rundt i Thailand. Alle besøger de samme steder, fra Bangkoks Khao San Road og den 46 meter liggende Buddha-figur i Wat Po-templet til fuldmånefesterKoh Samui (egentligt Koh Phangan). Han får en håndtegnet kort over en hemmelig idyllisk ø beliggende i Ang Thong-marineparken, som han i stedet beslutter sig for at finde. Filmskaberne var ikke klar over, at de, ved at benytte Maya Bay på dengang nærmest ukendte Phi Phi til optagelserne, ville få stedets turisme til at eksplodere med op til 6.000 besøgende om dagen.[2]

Maya Beach blev i 2024 placeret som nummer tre på Lonely Planets liste over verdens 20 bedste strande.[3]

Den cirka 250 meter lange og op til 15 meter dybe[4], 4,8 hektar store Maya Bay, bugten med Stranden i filmen, blev efterfølgende en så stor turistattraktion, at miljøet tog alvorligt skade. 80 % af bugtens koraller døde grundet dagligt besøg i højsæsonen af op til 600 long-tailbåde og speedbåde med omkring 5.000 turister, på årsbasis cirka 1 million besøgende. De lokale myndigheder besluttede derfor i september 2017, at Maya Bay fremover skulle være lukket i turistsæsonen, fra juni til september.[5][6] Fra januar 2018 besluttede myndighederne i Krabi at begrænse antallet af daglige besøgende til stranden: "Når dagskvoten er fuld må bådoperatørerne bede yderlige gæster vente til næste dag".[7][8]

Koraller fra området ved Phi Phi og Koh Lanta, 2010.

I september 2018 kunne marinbiologer konstatere, at korallerne på Maya Beach var i en sund forbedring. Det blev overvejet at etablere en flydende landgangsbro på den modsatte side af øen, så bådene fremover ikke skulle ind i bugten og kaste anker, når de ankom med besøgende turister.[9][8] Thailands Department of National Parks, Wildlife and Plant Conservation (DNP) besluttede imidlertid, at Maya-stranden ikke skulle genåbnes som planlagt den 30. september, men forblive lukket på ubestemt tid, indtil naturen blev genetableret til det oprindelige stade.[10] Den højeste koncentration af levende koraller i oktober var på 19,93 %, en stigning på 0,65 % siden lukningen, mens det mest beskadigede strandområde kun havde 2,83 % tilbage, trods en forøgelse på 0,93%. I det tredje område, som bugten blev inddelt i, var bestanden af levende koraller kun forøget med 0,18 %. Med en koraltilvækst på mindre end en procent mente National Park, Wildlife and Plant Conservation Department (DNP) at bugten behøvede længere tid til genopretning, men at vækstraten ville gradvist øges over tid, og koralrevet derved kunne restituere sig selv, hvis det fik ro.[11] Total lukning af "stranden" forventedes at vare i fire til fem år.[12]

En simpel metode til at forbedre koralvæksten i Maya-bugten, viste sig at være lim. Man kunne lime afrevne korallers døde ende på klipperne og efter en uges tid begyndte korallerne selv at få fat. Limen opløstes efterfølgende af vandet. Hårde koraller gror mellem en og tre centimeter om året. Koralrev er basen i det maritime økosystem og giver føde og ly for mange arter af marine liv. Når koraller er sunde flytter marine liv ind, og fisk, blæksprutter og skildpadder kan komme tilbage.[4]

Maya-stranden genåbnede for turisme i januar 2022, dog med begrænsninger. Både blev ikke tilladt at sejle ind i bugten og højst otte speedbåde kan ankre op udenfor. Besøgstallet maksimeredes til 300 persone ad gangen.[13][14]

Retssag om miljøskader

I september 2022 beordrede Thailands højesteret Skovbrugsministeriet til at genoprette Maya Bay, som blev miljøskadet under optagelserne af den berømte Hollywood-film The Beach i 1998. Sagen blev rejst af Krabi Provincial Administration Organisation sammen med 17 andre sagsøgere, der oprindeligt anlagde en civil miljøsag mod landbrugsministeren, der i 1998 var Skovbrugsministeriet. Der var blandt andet påstande om økologisk hærværk, da importerede palmer blev plantet, for at gøre den "perfekte" strand endnu mere perfekt. Området blev dog senere også beskadiget af tsunamien i 2004. Skovbrugsministeriet havde givet tilladelse til filmskaberen Twentieth Century-Fox og deres thailandske agent Santa International Film Production, som indvilgede i at betale 10 millioner baht (cirka 2 millioner kroner) til naturfredning.[15]

Viking Cave (Vikingegrotten)

(c) Diego Delso, CC BY-SA 3.0
Viking Cave på Phi Phi Ley øen (2013).

Viking Cave (thai: Tham Phaya Nak), er en grotte på den nordøstlige side af øen Phi Phi Leh, overfor den berømte Maya Bay. Hulens thailandske navn Tham Pya Nak blev givet af kong Rama IX (1927-2016), da han besøgte Viking Cave i 1972. Der er en sten i hulen, som ligner hovedet på en stor slange i buddhismen, Nagaen, og kongen opkaldte hulen efter denne.[16]

Viking Cave indeholder vægmalerier af elefanter og forskellige både, blandt andre europæiske, arabiske og kinesiske sejlskibe. Efter al sandsynlighed er malerierne ret nylige og sandsynligvis lavet af såkaldte Sea Gypsies (havsigøjnere), mere korrekt Urak Lawoi, eller pirater, som stoppede i hulen for at søge ly under uvejr, eller for at overføre last og reparere både. Navnet "Vikingegrotten" skyldes at nogle af bådmalerierne ligner vikingeskibe med dragehoved ("Scandinavian drakkar"). Vikinghulen er, for at beskytte malerier og fuglereder anvendt til Bird Nest Soup (fuglereddesuppe), kun delvis åben for turisme. Bambus-stilladserne (som kan skimtes på billedet) anvendes til at høste de kostbare spiselige fuglereder, der har en værdi omkring 2.500 USD (ca. 15.000 DKK) pr. kilo.[16][17][18]

Henvisninger

MAYA BAY: Closed indefinitely, engelsksproget Youtube video fra det thailandske nyhedsmedie The Thaiger om Maya Bay fra filmen "Stranden" og turismen, der medførte lukning.

Noter og referencer

  1. ^ Koh Phi Phi – Thailand’s most profitable national park. Phuket Gazette, 10-10-2017, hentet 11-10-2017.
  2. ^ Phoebe Smith (16. maj 2022). "Thailand cove made famous in The Beach reopens to visitors after four-year closure". The Guardian (engelsk). Hentet 17. maj 2022.
  3. ^ "Discover 20 of the world's best beaches". Lonely Planet (engelsk). 30. januar 2024. Hentet 5. februar 2024.
  4. ^ a b (engelsk)Annabel Fenwick Elliott (25. april 2019). "How an unlikely household item is fixing the coral reef at Thailand's most famous beach". The Telegraph. Hentet 28. april 2019.
  5. ^ (thai)"เตรียมปิดอ่าวหยา4เดือนให้ธรรมชาติฟื้นตัว... อ่านต่อที่". Daily News. 28. september 2017. Hentet 29. september 2017.
  6. ^ (english)"Krabi residents agree with closure of Maya Bay to rehabilitate coral". The Nation (Thailand). 6. marts 2018. Arkiveret fra originalen 6. marts 2018. Hentet 7. marts 2018.
  7. ^ (english)"Krabi officials to limit the number of tourists to Maya Bay". The Thaiger. 17. januar 2018. Hentet 18. januar 2018.
  8. ^ a b (engelsk)"Leave Maya Bay alone: experts". The Nation (Thailand). 8. oktober 2018. {{cite news}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp); Teksten "http://www.nationmultimedia.com/detail/national/30355994" ignoreret (hjælp)
  9. ^ (english)Tanyaluk Sakoot (8. september 2018). "Maya Bay reopening muddled in clarity, as corals show signs of life". Phuket News. Hentet 8. september 2018.
  10. ^ (english)"Koh Phi Phi's famous Maya Bay and beach to be closed to tourists indefinitely". Thai Travel News & Events. 2. oktober 2018. Arkiveret fra originalen 2. oktober 2018. Hentet 2. oktober 2018.
  11. ^ (engelsk)PRATCH RUJIVANAROM (9. oktober 2018). "Corals in Maya Bay far from ready for tourism pressure, say experts". The Nation (Thailand). Arkiveret fra originalen 8. oktober 2018. Hentet 9. oktober 2018.
  12. ^ (engelsk)Teeranai Charuvastra (17. april 2019). "MAYA BAY TO STAY CLOSED FOR '4-5 YEARS'". Khaosod English. Hentet 17. april 2017.
  13. ^ "Good news for tourists: Phi Phi's famed Maya Bay to reopen in January - but restrictions apply". ASEAN NOW (engelsk). 15. november 2021. Hentet 15. november 2021.
  14. ^ Karla Cripps (5. januar 2022). "Thailand bay made famous by 'The Beach' finally reopens". CNN (engelsk). Hentet 17. maj 2022.
  15. ^ "Supreme Court orders Forestry Dept to restore Maya Bay". Bangkok Post (engelsk). 13. september 2022. Hentet 13. september 2022.
  16. ^ a b The Viking Cave – Phi Phi Islands Arkiveret 24. marts 2018 hos Wayback Machine. Siam Adventure World, 28-07-2013, hentet 24-03-2018.
  17. ^ Viking Cave (Krabi) Arkiveret 24. marts 2018 hos Wayback Machine. AOT Phuket, 14-02-2016, hentet 24-03-2018
  18. ^ Viking Cave in Phi Phi Island. Phi Phi Island, udateret, hentet 24-03-2018.

Koordinater: 7°44′00″N 98°46′00″Ø / 7.7333333333333°N 98.766666666667°Ø / 7.7333333333333; 98.766666666667

Medier brugt på denne side

Phi Phi Islands.png
Forfatter/Opretter: , Licens: CC BY-SA 3.0
Location of the Phi Phi islands in Thailand.
Ko Phi Phi Island.jpg
Forfatter/Opretter: Paul Brockmeyer from Chicago, USA, Licens: CC BY 2.0
Island
2010 Thailand Koh Phi Phi & Lanta scuba diving3.jpg
Forfatter/Opretter: Ilse Reijs and Jan-Noud Hutten, Licens: CC BY 2.0
2010 Thailand Koh Phi Phi & Lanta scuba diving
Isla Phi Phi Lay, Tailandia, 2013-08-19, DD 10.JPG
(c) Diego Delso, CC BY-SA 3.0
Phi Phi Lay Island, Thailand