Pharmadanmark

Pharmadanmark
Virksomhedsinformation
SelskabsformForening
BrancheFagforbund
Grundlagt1873
HovedsædeCodanhus, Gl. Kongevej 60, 1850, Frederiksberg C
Eksterne henvisninger
https://www.pharmadanmark.dk/
CVR-nummer65250314
OpenCorporatesdk/65250314 Rediger på Wikidata

Pharmadanmark er en dansk fagforening for ledere og ansatte inden for life science, blandt andet i lægemiddel- og medicoindustrien, på universiteter, på hospitaler, i styrelser og på apoteker. Fagforeningen har også en sektion for studerende inden for uddannelser, der retter sig mod life science-området.

Pharmadanmark har i alt ca. 8.500 medlemmer, heraf 6.000 erhvervsaktive medlemmer. Flertallet er farmaceuter (cand.pharm.er), mens øvrige medlemmer har en anden akademisk baggrund, som f.eks. cand. scient.er i molekylær biomedicin, medicinalkemi, kemi og lægemiddelvidenskab — samt medlemmer med udenlandske uddannelser. 60 procent er ansat på privat-området (lægemiddel-, biotek- og medicoindustrien), 30 procent i det offentlige (sygehuse, universiteter og offentlige myndigheder) og 10 procent på apotek.

Foreningen besluttede i 2023 at udvide optagelsesgrundlaget, således at professionsbachelorer ansat i life science-industrien, for eksempel sygeplejersker, også kan blive medlem.[1]

Pharmadanmark er medlem af centralorganisationen Akademikerne og har bl.a. samarbejdsrelationer til Farmakonomforeningen, Danmarks Apotekerforening og brancheorganisationer inden for life science.

Foreningens formand har siden august 2022 været farmaceut Tanja Villumsen, næstformænd er Dorte Clausen og Stine Mogensen.

Foreningen udgiver medlemsbladet Pharma, som udkommer ni gange om året. Foreningen udsender også et ugentligt nyhedsbrev med nyheder om life science og Pharmadanmark. Det hedder Fredag Formiddag og har cirka 9.000 abonnenter.

Historie

Foreningen blev stiftet 11. oktober 1873 under navnet Pharmaceutisk Medhjælperforening. I 1909 ændredes navnet til Dansk Farmaceutforening for derefter den 1. februar 2007 at skifte til Pharmadanmark. Ved samme lejlighed blev der åbnet for, at andre end farmaceuter og humanbiologer kunne blive medlem.

I marts 2021 annoncerede Pharmadanmark og Den Danske Dyrlægeforening, at de to foreninger ville samle kræfterne i et nyt fællessekretariat, som skulle servicere de to selvstændige foreninger. Intentionen med den nye struktur var at give større mulighed for at udvikle medlemstilbud og give de to foreninger mere robusthed. Året efter stoppede de to foreninger dog samarbejdet igen, fordi det var vurderingen, at de ønskede synergier ikke var blevet opnået.[2]

Kilder

  1. ^ Tanja Villumsen (2023), "Leder", Pharma, Pharmadanmark, vol. 5, s. 2, hentet 18. august 2023
  2. ^ Pressemeddelelse: 3/3 2022: Pharmadanmark og Dyrlægeforeningen opdeler fælles sekretariat. Pharmadanmark.dk, besøgt 30. maj 2022.

Eksterne henvisninger

Koordinater: 55°44′6.56″N 12°33′49.09″Ø / 55.7351556°N 12.5636361°Ø / 55.7351556; 12.5636361