Pfalzgreve
En pfalzgreve (tysk Pfalzgraf, engelsk count palatine, latin comes palatinus: "greve fra paladset") var en høj embedsmand i de frankiske og tyske kongers tjeneste. Han var kongens stedfortræder og forvalter af en pfalz (latin: palatium, palads) dvs. en kongsgård, hvor kongerne fra karolingisk tid opholdt sig og udøvede deres funktion som dommere.
Titlen "pfalzgreve" tilkom senere medlemmer af fyrsteslægten i pfalzgrevskabet ved Rhinen. Pfalzgreverne arvede fra begyndelsen ikke deres værdighed; men da det senere blev tilfældet, blev de efterhånden mere eller mindre mægtige vasaller (i lighed med andre rigsumiddelbare fyrster), medens dommerhvervet gik til jurister.
Pfalzgreverne i Aachen dømte efter frankisk ret, og pfalzgreverne i Magdeburg dømte efter saksisk ret. De opnåede begge tidligt en langt større anseelse end deres kolleger, der forsvandt, efterhånden som deres len opløses. Pfalzgreverne i Aachen gav navn til en hel provins. De bevarede titlen som "Pfalzgreve ved Rhinen" for deres hus (Pfalzgraf bei Rhein) til udgangen af 18. århundrede – selv efter at de var blevet mægtige lensfyrster. Derimod mistede pfalzgreverne i Magdeburg, "de saksiske Pfalzgrever", al betydning omkring 1350 og nævnes ikke siden.
Fra slutningen af Middelalderen blev pfalzgreveværdigheden en tom titel, der kun medførte rettigheder af formel natur (udnævnelse af notarer, uddeling af våbenbreve og lignende), og kejserne skænkede den til retslærde, digtere og andre litterære personer. Til sidst i så stor almindelighed, at ingen brød sig om den.
Pfalzgrever ved Rhinen
I modsætning til livstidstitlen som pfalzgreve blev den arvelige titel som "pfalzgreve ved Rhinen" (tysk: Pfalzgraf bei Rhein) en prestigefyldt titel.
I 1214 blev en prins fra det bayerske fyrstehus Wittelsbach fyrste af Rhinpfalz. Han antog titlen "pfalzgreve ved Rhinen".
Rhinpfalz blev et kurfyrstedømme i 1356. Herefter blev titlen "pfalzgreve ved Rhinen" benyttet både af de pfalziske kurfyrster og af alle andre rhinfalziske prinser.
Med korte afbrydelser regerede Wittelsbacherne i Rhinpfalz indtil 1918. I 1815 blev Rhinpfalz en provins i Kongeriget Bayern. Efter anden verdenskrig afstod Bayern størstedelen af Rhinpfalz til Rheinland-Pfalz, mens en lille del blev overtaget af Saarland.
Oberpfalz, der ligger langt væk fra Rhinen, er stadig en af Bayern. Oberpfalz ligger ved Donau og grænser op til Tjekkiet.
Kilder
- Pfalz i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1925), forfattet af Carl Christian Frederik Ferdinandsen og Hans Martin Harald Jensen
Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
Medier brugt på denne side
The "Seven Prince Electors" electing Henry, Count of Luxembourg as Henry VII, Holy Roman Emperor at Frankfurt on 27 November 1308 (Reigned 29 June 1312 – 24 August 1313). "In Mensa sedet". Pen-and-ink miniature from the picture chronicle of Henry VII (Balduineum). Drawing on parchment from 1341; today at public main federal state record office in Koblenz, Germany. "The seven electors choose Henry, Count of Luxembourg, as King of the Romans at Frankfurt on the 27th day of November." Henry's brother, Baldwin, Archbishop of Trier, won over a number of the electors, including the Archbishop of Cologne, in exchange for some substantial concessions. Consequently, Henry skillfully negotiated his way to the crown, elected with six votes at Frankfurt on 27 November 1308. The only elector who did not support him was Henry, King of Bohemia. Henry was subsequently crowned at Aachen on 6 January 1309. The electoral princes, identified by the coats of arms above their heads, from left to right are:
- 1: Heinrich II of Virneburg, Archbishop of Cologne
- 2: Peter of Aspelt (aka Peter von Aspelt/Aichspelt, Peter von Basel, Peter von Mainz) Archbishop of Mainz
- 3: Baldwin of Luxembourg (Balduin von Luxemburg) Archbishop-Elector of Trier
- 4: Rudolf I, Duke of Bavaria, called "the Stammerer" (German: Rudolf der Stammler; 4 October 1274 – 12 August 1319), a member of the Wittelsbach dynasty, was Duke of Upper Bavaria and Count Palatine of the Rhine.
- 5: Rudolf I, Duke of Saxe-Wittenberg (c.1284-1356) (Sachsen-Wittenberg), a member of the House of Ascania, was Duke of Saxe-Wittenberg from 1298 until his death. By the Golden Bull of 1356 he was acknowledged as Elector of Saxony and Marshal of the Holy Roman Empire.
- 6: Waldemar, Margrave of Brandenburg-Stendal "Waldemar the Great" (c.1280-1319), a member of the House of Ascania, was Margrave of Brandenburg-Stendal from 1308 until his death.
- 7: King Henry of Bohemia "Henry of Gorizia" (c.1265-1335), a member of the House of Gorizia, was Duke of Carinthia and Landgrave of Carniola (as Henry VI) and Count of Tyrol from 1295 until his death, as well as King of Bohemia, Margrave of Moravia and titular King of Poland in 1306 and again from 1307 until 1310.