Peter Fischer-Møller
Peter Fischer-Møller | |
---|---|
Foto: Martin Munch/Roskilde Stift | |
7. biskop over Roskilde Stift | |
Embedsperiode 1. maj 2008 – 31. august 2022 | |
Foregående | Jan Lindhardt |
Efterfulgt af | Ulla Thorbjørn Hansen |
Personlige detaljer | |
Født | 29. juni 1955 (67 år) Charlottenlund, Danmark |
Fulde navn | Peter Fischer-Møller |
Ægtefælle(r) | Bente Munk |
Børn | 1 |
Beskæftigelse | Biskop |
Religion | Lutheranisme |
Peter Fischer-Møller (født 29. juni 1955 i Charlottenlund) er en dansk cand.theol. der fra 2008-2022 var den 7. biskop over Roskilde Stift.
Karriere
Uddannelse
Fischer-Møller blev student i 1973 på Øregård Gymnasium, hvor han gik på den matematisk-fysiske linje. Han tog til Oxford for at studere engelsk litteratur. Selv om det lå i kortene at Fischer-Møller skulle være jurist som sin far, valgte han teologistudiet ved Københavns Universitet. I sommeren 1983 blev studiet afsluttet med et 13-tal. Peter Fischer-Møller var cand.theol. med speciale i Grundtvig.[1]
Præst
I 1984 blev Peter Fischer-Møller ordineret som sognepræst i Terslev- og Ørslev Sogne nord for Haslev. Han blev i 1999 provst for Ringsted-Sorø Provsti sideløbende med jobbet som sognepræst.
Samtidig med præstegerningen fungerede Fischer-Møller som underviser på Haslev Seminarium og Præsternes Efteruddannelse.[2]
Biskop
Da biskop for Roskilde Stift Jan Lindhardt skulle pensioneres i 2008, opstillede Peter Fischer-Møller som én af fem kandidater. Ved første valgrunde fik Fischer-Møller og Henrik Wigh-Poulsen, redaktør og leder af Grundtvig-Akademiet, flest stemmer med 562 hver. Poul Joachim Stender fik tolv stemmer mindre og protesterede over valgresultatet, da der var flere stemmekuverter end stemmesedler. Kirkeministeren Birthe Rønn Hornbech gik ind i sagen, og valgbestyrelsen lod valget gå om. Ved omvalget fik Peter Fischer-Møller 693 stemmer og Poul Joachim Stender 669 stemmer. Henrik Wigh-Poulsen fik 625 stemmer, men kun to kandidater gik videre til den afgørende valgrunde. Ved 2. valgrunde fik Fischer-Møller 1174 stemmer mod Poul Joachim Stenders 1055 stemmer.[3]
Den 27. april 2008 blev Peter Fischer-Møller i Roskilde Domkirke viet som Roskilde Stifts 7. biskop siden stiftets oprettelse i 1922. 1. maj 2008 overtog han formelt embedet som biskop efter Jan Lindhardt.[4]
Fischer-Møller gik på pension den 31. august 2022.[5]
1. januar 2010 blev han Ridder af 1. grad af Dannebrog.
Privat
Peter Fischer-Møller voksede op i Charlottenlund nord for København. Faren var jurist og moren var skrædder. Fischer-Møller blev 5. juni 1982 gift med biologen Bente Munk. Sammen har de sønnen Mads.
Referencer
- ^ TV 2 (3. april 2008). "Portræt: Et glimt af Peter Fischer-Møller". Hentet 2012-02-09.
- ^ Vincents, Claus (9. januar 2008). "Menighedsråd og præster skal med på råd". Kristeligt Dagblad. Hentet 2012-02-09.
- ^ Sørensen, Anne M. (27. februar 2008). "Stærkt comeback ved bispevalg". Politiken. Hentet 2012-02-09.
- ^ Vincents, Claus (3. april 2008). "Peter Fischer-Møller er ny biskop". Kristeligt Dagblad. Hentet 2012-02-09.
- ^ Frederikke Dammark (2. marts 2022), Snart skal der vælges ny biskop: - Det er en meget stor ting, TV 2 Øst
Eksterne henvisninger
- Wikimedia Commons har flere filer relateret til Peter Fischer-Møller
- Biskoppen på Roskilde Stifts hjemmeside
|
|
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Martin Munch / Roskilde Stift, Licens: CC BY-SA 2.5 dk
Biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde Stift.