Peter Debye

Peter Debye
Personlig information
Født	Petrus Josephus Wilhelmus Debije 24. marts 1884 Maastricht, Holland
Død	2. november 1966 (82 år) Ithaca, New York, USA
Dødsårsag	Hjerteanfald
Nationalitet	Nederlandsk
Ægtefælle	Mathilde Alberer
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	RWTH Aachen (1901-1905), Ludwig-Maximilians-Universität München (fra 1906)
Elev af	Arnold Sommerfeld
Medlem af	Royal Society (fra 1933), Koninklijke Vlaamse Academie van België voor Wetenschappen en Kunsten, Indian National Science Academy, Sovjetunionens videnskabsakademi, Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi med flere
Beskæftigelse	Professor, kristallograf, universitetslærer, forsker, fysiker, teoretisk fysiker, kemiker, ingeniør, videnskabsmand
Fagområde	Fysisk kemi, teoretisk kemi, røntgenstråling, fysik
Deltog i	Cinquè Congrés Solvay
Arbejdsgiver	Eidgenössische Technische Hochschule Zürich (fra 1911), Humboldt-Universität zu Berlin (fra 1934), Georg-August-Universität Göttingen (fra 1914), Leipzig Universitet (fra 1927), Universität Zürich (fra 1920), Utrecht Universitet (1912-1914), Kejser-Wilhelm-Institut for fysik, Cornell University (fra 1940), Ludwig-Maximilians-Universität München (fra 1906)
Arbejdssted	Leipzig
Elever	Oskar Georg Harnapp, Lars Onsager
Kendte værker	Debye-længde, Debye-Hückel-ligningen
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Den Nederlandske Løves Orden, Foreign Member of the Royal Society (1933), Faraday Lectureship Prize (1933), Mendel-medaljen (1940), Rumfordmedaljen (1930) med flere
Nobelpris	Kemi 1936
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Petrus Josephus Wilhelmus Debije (født 24. marts 1884, død 2. november 1966) var en hollandsk fysisk kemiker. Han ændrede senere lovmæssigt sit navn til Peter Debye.

Peter Debye modtog Nobelprisen i kemi i 1936 for sine bidrag til vores viden om molekylære strukturer gennem undersøgelser af dipolmomenter og røntgen- og elektrondiffraktion i gasser.

Tidligt liv

Peter "Pie" Debye blev født i Maastricht, og efter at have gået i de lokale folkeskoler begyndte han i 1901 at studere på universitetet i Aachen, Tyskland, kun 30 km fra Maastricht. Han læste matematik og klassisk fysik, og modtog i 1905 en grad i elektronik og ingeniørvidenskab. I 1907 fik han udgivet sin første artikel, en matematisk løsning af et problem som omhandlede eddystrømme. I Aachen studerede han hos den teoretiske fysiker Arnold Sommerfeld, som senere hævdede at hans vigtigste opdagelse var Peter Debye.

I 1906 fik Sommerfeld en stilling i München og tog Debye med sig som sin assistent. Han fik en phd-grad med en afhandling om stålingstryk i 1908. I 1910 udledte han Plancks lov om stråling ved brug af en metode som Max Planck senere anerkendte som værende mere simpel end hans egen metode.

Da Albert Einstein i 1911 blev professor i Prag, overtog Debye hans gamle professorstilling i Zürich. Derefter flyttede han til Utrecht i 1912, Göttingen i 1913, tilbage til Zürich in 1920, til Leipzig i 1927 og til Berlin i 1934, hvor ham blev leder af fysikafdelingen på Kaiser Wilhelm Institut. I 1935 blev han tildelt Lorentzmedaljen. Fra 1935 til 1937 var han formand for Deutsche Physikalische Gesellschaft.

I 1913 blev han gift med Mathilde Alberer, med hvem han fik en søn (Peter Paul Rupprecht, født 1916) og en datter (Mathilde Maria, født 1921). Deres søn blev fysiker og samarbejdede med faderen i en del af hans forskning.

Videnskabelige bidrag

• Hans første større bidrag til videnskaben var brugen af dipolmomentkonceptet ved ladningsfordeling i assymmetriske molekyler. Han udviklede ligninger som beskrev sammenhængen mellem dipolmoment og temperatur, dielektricitetskonstant, debyerelaksation osv. Dipolmomenter måles nu i enheden debye opkaldt efter ham.
• I 1912 udvidede han Albert Einsteins teori om specifik varme til også at omfatte lave temperaturer.
• I 1913 udvidede han Niels Bohrs teori om atomets struktur, ved at introducere elliptiske elektronbaner, et koncept som også var introduceret af Arnold Sommerfeld.
• I 1914-1915 beregnede han temperaturens effekt på røntgendiffraktionsmønstre i krystallinske stoffer sammen med Paul Scherrer.
• I 1923 udviklede han, sammen med sin assistent Erich Hückel en forbedring af Svante Arrhenius' teori om elektrisk ledningsevne i elektrolytter og udledte den karakteristiske Debye-længde.^[1] Selvom Debye-Hückel-ligningen i 1926 blev forbedret af Lars Onsager, regnes denne teori stadig for at være et stort skridt imod en forståelse af elektrolytter.
• I 1923 udviklede han også en teori der forklarede Comptoneffekten; røntgenstrålers frekvensskifte ved vekselvirkning med elektroner.
• I 1936 modtog Debye Nobelprisen i Kemi.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Peter Debye
• Biografi på Nobelpriskomiteens hjemmeside

Kildehenvisninger