Peter 3. af Aragonien

Denne artikel omhandler Peter den Store af Aragonien. For Peter den Store af Rusland, se Peter 1. af Rusland

Peter 3. af Aragonien Peter den Store
Peter 3. afbildet i et fragment af Giovanni Villanis Nuova Cronica (tidligt 14. århundrede)
Konge af Aragonien og Valencia Greve af Barcelona
Kroning	November 1276 Zaragoza
Regerede	27. juli 1276 – 2. november 1285
Forgænger	Jakob 1.
Efterfølger	Alfons 3.
Konge af Sicilien Kroning: 9. november 1282 Palermo Regerede: 4. september 1282 – 2. november 1285 med Constance Forgænger: Karl 1. Efterfølger: Jakob 1.
Ægtefælle	Constance af Sicilien (g. 1262)
Børn	Alfons 3., Konge af Aragonien Jakob 2., Konge af Aragonien Elisabeth, dronning af Portugal Frederik 3., Konge af Sicilien Jolanda, Hertuginde af Calabrien
Hus	Huset Barcelona
Far	Jakob 1. af Aragonien
Mor	Violant af Ungarn
Født	ca. 1239 Valencia, Kongeriget Valencia
Død	2. november 1285 Vilafranca del Penedès, Grevskabet Barcelona
Hvilested	Santes Creus
Religion	Romersk-katolsk
v d r

Peter 3. af Aragonien, kaldet Peter den Store (catalansk: Pere el Gran, aragonsk: Pero lo Gran) (ca. 1239 i Valencia – 2. november 1285) var konge af Aragonien (som Peter 3.), af Valencia (som Peter 1.) og greve af Barcelona (som Peter 2.) fra 1276 til sin død. Han erobrede Sicilien og blev konge der i 1282 gennem sin kone Constance, den eneste datter af Manfred af Sicilien. Peter var en af de største middelalderlige monarker i Aragonien, selv om han kun regerede 9 år.

Peter var ældste søn af Jakob 1. af Aragonien og hans anden kone Violant af Ungarn. I 1260 eller muligvis tidligere blev han trolovet til Eudokia Laskaraina (ca. 1248-ca. 1311), den yngste datter af kejser Theodoros II af Nikæa. Trolovelsen blev dog ophævet, da Eudokias mistede den kejserlige trone i 1261 og Eudokia blev i stedet gift med greven af Tenda. Den 13. juni 1262 blev han gift med Constance, datter af og arving til Manfred af Sicilien. I sin ungdom fik Peter en god del militærerfaring i sin fars krige mod maurerne (Reconquista).^[1]

Da Jakob døde, blev landene under den Aragonske Krone delt. Aragonien og Valencia gik sammen med hovedparten af de catalanske grevskaber til den ældste søn Peter, mens den anden søn, Jakob, fik Kongeriget Mallorca, som omfatted Balearerne, de catalanske grevskaber Rousillon-Vallespir, Conflent og Capcir sammen med landområder i Languedoc (Herskabet Montpellier). Peter og Constance blev kronet i Zaragoza (hovedstaden i Kongeriget Aragonien) i november af ærkebiskoppen af Tarragona. Under denne ceremoni frasagde Peter sig de feudale forpligtelser til paven, som hans farfar Peter 2. havde indgået.

Peters første handling som konge var at færdiggøre den pacificering af det valencianske territorium, som hans far havde påbegyndt. Et oprør brød dog snart ud i Catalonien. Det blev anført af vicegreven af Cardona og støttet af Roger-Bernard 3. af Foix, Arnold Roger 1. af Pallars Sobirà og Ermengol 10. af Urgell.^[1] Oprørerne havde lagt Peter for had for hans hårde fremfærd mod dem allerede i hans fars dage. Nu da han var blevet konge, opponerede de mod, at han ikke sammenkaldte det catalanske råd, corts, og bekræftede dets privilegier.

På samme tid fortsatte en arvefølgekrise i Grevskabet Urgell. Da grev Álvaro døde i 1268, begyndte en lang strid om arven mellem familierne til hans to koner, Constance, en datter af Pedro Moncada af Béarn og Cecilia, en datter af Roger-Bernard 2. af Foix. I mellemtiden var en del af grevskabet blevet erhvervet af Jakob og således arvet af Peter. I 1278 lykkedes det Armengol 10., Álvaros ældste søn, at få kontrollen over det meste af sin tabte arv og han indgik en aftale med Peter, om at han anerkendte hans overherredømme i Urgell.^[1]

I 1280 slog Peter et oprør anført af Roger-Berengar 3. ned efter at have belejret oprørerne i Balaguer i en måned. De fleste af oprørslederne blev fængslet i Lleida indtil 1281, Roger-Bernard dog til 1284.

Da Hafsid emiren i Tunesien, Muhammad 1. al-Mustansir, som havde underkastet sig Peters far, Jakob, døde i 1277, ville Tunesien ikke længere anerkende aragonsk overherredømme.^[2] Peter sendte først en ekspedition til Tunis i 1280 under ledelse af Conrad de Llansa for at genvinde overherredømmet.^[1] I 1281 udrustede han selv en flåde på 140 skibe med 15.000 mænd for at invadere Tunesien på vegne af guvernøren af Constantine.^[3] Flåden landede i Collo i 1282 og tropperne befæstede deres stilling der. Det var disse aragonske tropper, som modtog en siciliansk udsending, der efter den sicilianske vesper den 30. marts anmodede Peter om at tage den sicilianske trone fra Karl 1.

Peter nedstammede direkte fra og var hovedarving til Mafalda, datter af Robert Guiscard, hertug af Apulien, den normanske erobrer og hans kone, Sigelgaita, datter af en lombardisk fyrste, Guaimar IV af Salerno. Da den hertugelige familie af Apulien uddøde med Vilhelm 2. i 1127, blev Mafaldas arvinger (greverne af Barcelona) tilsyneladende de jure arvinger til Guiscard og Sigelgaita. Peter kunne på den måde gøre krav på Syditalien. Mere direkte var han gennem sin kone arving til Manfred, som var konge af Sicilien indtil 1266. I de næste fem århundreder kæmpede de aragonske konger for deres ret til Syditalien.

Den italienske læge Giovanni af Procida handlede på Peters vegne i Sicilien. Giovanni var flygtet til Aragonien efter Karls sejr i slaget ved Tagliacozzo. Giovanni rejste til Sicilien for holde urolighederne i gang til Peters fordel og derefter videre til Konstantinopel for at få støtte fra Michael VIII Palaeologus.^[4] Michael ville ikke hjælpe den aragonske konge uden pavens støtte, så Giovanni rejste videre til Rom, hvor han fik accept af pave Nikolaus 3., der frygtede Karls fremfærd i det sydlige Italien.^[4] Giovanni rejste derefter tilbage til Barcelona, men paven døde umiddelbart efter og blev erstattet af Simon de Brie, en franskmand som var en nær allieret til Karl. Scenen var sat til konflikt.

Efter at have modtaget en delegation fra Palermo i Alcoi ved Valencia, udrustede Peter en flåde og gik i land ved Trapani på Sicilien den 30. august 1282.^[4] Han blev udråbt til konge den 4. september. Karl blev tvunget til at flygte over Messinastrædet og stille sig tilfreds med "Kongeriget Napoli". Simon de Brie, som den nye pave Martin 4., ekskommunikerede 18. november både Peter og den byzantinske kejser for at støtte Peter med 60.000 guldstykker for at invadere Sicilien.^[5]

Peter fortsatte ikke desto mindre sin fremfærd og i februar 1283 havde han erobret størstedelen af Calabriens kystlinje. Karl, som måske var desperat, sendte breve til Peter, hvor han udfordrede ham til at løse konflikten ved en duel. Peter accepterede og Karl returnerede til Frankrig for at arrangere duellen. Begge konger valgte seks riddere til at afklare vilkår og dato. Duellen blev sat til den 1. juni i Bordeaux. Hundrede riddere skulle ledsage hver part og Edvard 1. af England skulle være dommer. Den engelske konge afviste dog at deltage af hensyn til paven. Peter overlod Sicilien til Giovanni af Procida og rejste via Aragonien til Bordeaux, som han gik ind i under forklædning, da han frygtede et fransk baghold. Karl var der dog ikke og duellen fandt aldrig sted. Peter rejste tilbage igen til et meget turbulent Aragonien.^[6]

Mens Peter var tilbage i Aragonien, vandt hans admiral, Ruggiero di Lauria, flere søslag mod Karls flåde og erobrede Malta for Aragonien.

Peter kæmpede med interne uroligheder samtidig med at Frankrig planlagde en invasion. Han tog Albarracín fra den oprørske adelsmand Juan Núñez de Lara og han fornyede sin alliance med Sancho 4. af Kastilien. Han angreb også Tudela i Navarra i et forsøg på forhindre kongen af Navarra, Filip 1., den franske konges søn, at invadere fra den front.

Peter holdt møder i corts i Tarragona og Zaragoza i 1283. Han blev tvunget til tildele Privilegio General til den nydannede og antiroyale Aragonske Union.^[6] Samme år allierede Peters bror, Jakob, sig med Frankrig, anerkendte deres overherredømme over Montpellier og gav dem fri passage gennem Balearerne og Roussillon. I oktober påbegyndte Peter forberedelserne til forsvaret af Catalonien.

I 1284 tildelte pave Martin 4. kongeriget Aragonien til Karl, greve af Valois, som var søn af den franske konge, Filip den Dristige og grandfætter til Karl 1. af Sicilien. Paven sanktionerede en krig — korstog — for at erobre Aragonien på vegne af Karl af Valois.

I 1284 gik den franske hær anført kong Filip og Karl af Valois ind i Roussillon. Hæren omfattede 16.000 kavalerister, 17.000 armbrøstskytter og 100.000 infanterister samt 100 skibe i de sydfranske havne.^[7] Selvom franskmændene havde Jakobs støtte, så rejste lokalbefolkningen sig mod dem. Byen Elne blev hårdnakket forsvaret af den såkaldte bâtard de Roussillon ("bastarden fra Roussillon"), den uægte søn af Nuño Sánchez, tidligere greve af Roussillon (1212–1242). Til sidst faldt byen og katedralen blev nedbrændt og den franske hær fortsatte sydpå.

I 1285 belejrede Filip Girona, som gjorde hård modstand inden den blev indtaget. Karl blev kronet i byen, dog uden en rigtig krone. Frankrig blev dog snart udsat for et tilbageslag, da Ruggiero di Lauria, tilbage fra Italien, slog den franske flåde i Slaget ved Les Formigues. Derudover blev den franske lejr hårdt ramt af dysenteri. Filip selv blev ramt. Arvingen til den franske trone, Filip den Smukke, forhandlede sig til fri passage for den kongelige familie tilbage gennem Pyrenæerne. De franske tropper fik ikke fri passage, men blev tværtimod besejret i Slaget ved Col de Panissars. Den franske konge døde dog i Perpignan, Jakob af Mallorcas hovedstad. Jakob selv var flygtet for ikke at blive konfronteret med Peter. Filip 3. blev begravet i Narbonne.

Peter støttede ligesom sin far kunst og litteratur men i modsætning til ham var han en elsker af lyrik og ikke prosa. Han støttede specielt troubadourer og skrev selv to sirventesos. Den første er en form for dialog mellem Peter og en Peironet, en jonglør. Den anden indgår i en samling af fem kompositioner af Bernat d'Auriac, Peter den Store, Pere Salvatge (måske den samme som Peironet), Roger-Bernard 3. af Foix og en anonym bidrager.

Krigene mod Filip af Frankrig og Jakob af Mallorca gav materiale til nye sirventesos og de blev i denne periode af begge sider brugt til politisk propaganda, hvor man direkte eller allegorisk kunne præsentere sin sag og på den måde hente støtte i befolkningen.

Peter døde af ukendte grunde i Vilafranca del Penedès nær Barcelona den 2. november 1285, samme år som sin kongelige modstander Filip. Han blev begravet i klosteret Santes Creus, hvor hans kødelige rester er bevaret i en sarkofag af porfyr.^[8] På sin dødsseng fik han absolution efter at have erklæret, at hans erobringer havde været en forfølgelse af arvemæssige krav og aldrig mod kirkens krav.

Peter efterlod Aragonien til sin ældste søn Alfons 3. og Sicilien til sin anden søn Jakob 2.. Peters tredje søn, Frederik 2., blev senere, efter sin bror Jakob, regent og konge af Sicilien. Peter efterlod ikke noget til sin uægte søn, Peter (1275 – 25. august 1296), som giftede sig med Constança Mendes da Silva, datter af Soeiro Mendes Petite, guvernør af Santarém i Portugal.

Peter havde også to døtre, Elisabeth, som giftede sig med Dionysius 1. af Portugal og Jolanda (1273 – 1302), som giftede sig med Robert af Anjou.

I den guddommelige komedie beskriver Dante Alighieri, hvordan Peter synger sammen (d'ogni valor portó cinta la corda) med sin gamle rival, Karl 1. af Sicilien uden for indgangen til skærsilden.

• Runciman, Steven. The Sicilian Vespers. 1958. ISBN 0-521-43774-1
• Chaytor, H. J. A History of Aragon and Catalonia. London: Methuen, 1933.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Peter 3. af Aragonien