Pendulord

Et pendulord (eller vendeord) er et ord, der har flere modsatrettede betydninger, således at ordet i en periode bruges af (især ældre) dele af befolkningen med én betydning, som disse regner for den eneste korrekte, medens andre (især yngre) dele af befolkningen bruger ordet med en modsatrettet betydning.[1][2]

Pendulord er ofte kendetegnet ved, at en given bruger af ordet kun kender og anvender ordet i én af dets betydninger, hvorfor ordet kan give anledninger til misforståelser brugere imellem. Heraf opstår penduleffekten – ordet svinger frem og tilbage mellem to betydninger på samme tid – og den ene betydning udelukker den anden betydning. Ordet kan ikke "være to steder på en gang".

Pendulord falder ind under betegnelsen "homonymer" (ord med samme form, men forskellige betydninger). Det kan være svært eller umuligt at konkludere ud fra konteksten, hvilken betydning et pendulord bruges i. I denne henseende adskiller pendulord sig fra andre homonymer – som for eksempel "må" (have lov til) og "må" (være nødt til), hvor betydningen typisk fremgår tydeligt af konteksten.

Udover "pendulord" er udtrykkene "skizonym", "dionym"[3], "antagonym", "kontronym" og "dobbeltord" også blevet anvendt om fænomenet. Hverken terminologi eller definition ligger helt fast.

Eksempler på pendulord ses nedenfor.[4] Det er dog omdiskuteret, om det mest berømte eksempel på et pendulord, nemlig bjørnetjeneste, overhovedet lever op til kriterierne for pendulord, da der kun er ganske få dokumenterede eksempler på aktiv brug af den nye betydning. Den angiveligt nye betydning synes stort set altid at optræde i metasprog, hvor den nye og den gamle betydning selv er det emne, der omtales i situationen (og hvor afsenderen i øvrigt selv anvender den angiveligt gamle betydning). Det udelukker dog ikke, at den passive forståelse af ordet hos folk, der ikke bruger ordet aktivt, kan svare til den gamle betydning. Misforståelsen kan være opstået ved reference til et enkeltstående tilfælde fra Søndagsavisen 1992, som omtales i Den Danske Ordbog.[5]

Liste over mulige pendulord

OrdOprindelig betydningNy betydning
BjørnetjenesteEn skadelig tjenesteEn stor og god tjeneste
KlamphuggerGod håndværker der arbejder på klamp (øjemål)Dårlig håndværker
ForfordeltAt få mindre end andre (blive snydt)At få mere end andre (blive favoriseret)
Godt (og vel)Lidt overLidt under
KnapLidt underLidt over
LapsPyntet påklædt (lidt for fin)Sjusket påklædt
Op ad bakke[6]At noget giver gode resultaterAt noget er svært eller hårdt
Menneskealder70 år (levetid)30 år (generation)
GenistregIronisk om noget der ikke ret godtGlimrende (ret godt)
StrømerVagabondPolitibetjent
Patetisk[7]Højtidelig, med patosYnkelig
Rimelig[8][9]PassendeTemmelig eller meget
UdmærketGodtGennemsnitligt
AngiveligSom anvises som årsagPåviselig, som kan bevises
VirakHyldestUro, ballade, postyr
Forrige gangSidste gangGangen før sidste gang
ImødegåModsige, afværgeKomme venligt i møde
LemfældigMild, lempeligSkødesløs
OverhøreUndlade at høre eller lade som om, man ikke hører efter.Høre noget ved et tilfælde
OverståAt komme igennem noget vanskeligtAt blive færdig (neutralt)
OverseGennemse, undersøge, tilseved en fejltagelse eller med vilje undgå at lægge mærke til; se bort fra
OdørDuftHørm
Med hiv og svingLiv og lystMed stor anstrengelse og besvær
Skud for bovenAdvarselGrundskud
UlvetimenTimen mellem nat og gryTimen om eftermiddagen før aftensmad
Underlægge sigLægge under sig, erobreLægge sig under, blive erobret

Nedenstående liste er set, men ikke udbredt:

OrdOprindelig betydningNy betydning
SkråsikkerHelt sikkerTvivlende

Eksterne henvisninger

Kilder

  1. ^ Erik Hansen: Rigtigt dansk, 2. udg., 1993, s. 80-88.
  2. ^ 'Pendulord' i Den Danske Ordbog (på ordnet.dk)
  3. ^ OSS (FAQ) for dk.kultur.sprog.dk: Hvad er et dionym? Arkiveret 24. april 2009 hos Wayback Machine
  4. ^ Forfordele, bjørnetjeneste, laps, godt, rimelig mv. — Dansk Sprognævn (Webside ikke længere tilgængelig)
  5. ^ Er bjørnetjenesten en and? Sprogminuttet 3. december 2010 [1] Arkiveret 24. september 2015 hos Wayback Machine
  6. ^ Hva' f : Op og ned ad bakke?! | fyens.dk
  7. ^ fremmedord.dk om Patetisk
  8. ^ OSS (FAQ) for dk.kultur.sprog.dk: Kan "rimelig" betyde "temmelig"? Arkiveret 24. april 2009 hos Wayback Machine
  9. ^ Dansk sprognævn: Forfordele, bjørnetjeneste, laps, godt, rimelig mv. Arkiveret 18. februar 2010 hos Wayback Machine