Pelham von Donop
Oberstløjtnant Pelham George von Donop (28. april 1851 i Southsea, Hampshire, Storbritannien[1] – 7. november 1921 i South Kensington, London, Storbritannien) var officer i Royal Engineers og senere Chief Inspecting Officer of Railways. Han spillede fodbold for Royal Engineers AFC, deltog i to FA Cup-finaler (hvoraf han vandt den ene) og spillede to landskampe for Englands fodboldlandshold.
Karriere
Tidlige liv
Pelhan von Donop var den ældste af kommandør (senere viceadmiral) Edward Pelham Brenton von Donops fire sønner (og tre døtre).[2]
Han blev uddannet på Royal Somersetshire College i Bath, hvorefter han i 1869 blev optaget på Royal Military Academy i Woolwich.[3] Han repræsenterede akademiet i den årlige cricketkamp mod Sandhurst på Lord's den 23. – 24. maj 1870[4] og spillede mod Marylebone Cricket Club på Lord's det efterfølgende år.[5] Han blev udnævnt til løjtnant i Royal Engineers den 15. december 1871, og blev i april måned det følgende år udstationeret på School of Military Engineering i Chatham, Kent. Von Donop fortsatte med at spille cricket mens han arbejdede for Royal Engineers: i en kamp mod Harlequins i Chatham i juni 1884 scorede han 91 runs ud af sit hold i alt 224.[6]
Fodboldkarriere
Von Donop blev snart udtaget til også at repræsentere sit regiment som fodboldspiller,[7] og var med på det Royal Engineers AFC-hold, som nåede FA Cup-finalen i 1874. I finalen på Kennington Oval den 14. marts 1874 spillede von Donop inside left. Holdet tabte 2–0 til Oxford University AFC.[8] Året efter besejrede Royal Engineers Oxford University i FA Cup-semifinalen og kvalificerede sig dermed til finalen for andet år i træk. Denne gang hed modstanderen Old Etonians FC, og kampen blev spillet på Kennington Oval den 13. marts 1875. Ved den lejlighed spillede von Donop i forsvaret. Kampen endte 0-0, men omkampen samme sted tre dage senere blev vundet af Royal Engineers med 2-0.[9]
Von Donop opnåede også to landskampe for Englands fodboldlandshold i venskabskampe mod Skotland.[1] Han debuterede den 8. marts 1873 i den anden officielle landskamp mellem de to lande, som England vandt 4-2. Von Donop, der spillede i midterforsvaret, blev beskrevet som "stalwart of the Royal Engineers team" (dansk: "kraftkarlen på Royal Engineers-holdet".[10] To år senere, den 6. marts 1875, spillede han sin anden landskamp, der endte 2-2.
Von Donop fortsatte med at spille for Royal Engineers AFC til han var midt i 30'erne. I november 1886 scorede han tre mål i en kamp mod Royal Military Academy.[11]
Senere karriere
Von Donop blev forfremmet til kaptajn i december 1883. I september 1884, blev han som medlem af Royal Engineers' 8th Railway Corps Company udsendt til Egypten for at deltage i Nilekspeditionen. Under ophold i Sudan anlagde hans kompagni 87⅓ miles jernbanesport fra Sarras til Akasha for at fremme transport af forsyninger og depoter til fronten. Han vendte hjem fra Egypten i juni 1886.[12] Fra januar 1889 til februar 1894, arbejdede han som Inspector of Submarine Defences i Bombay, Indien,[13][14] hvor han den 15. marts 1890 giftede sig med Ethel Farran Orr, der var datter af en lokal advokat.[15] I maj 1890 blev han forfremmet til major[16] og i december 1897 til oberstløjtnant.[17]
Han fortsatte med at spille cricket på klubniveau, og i januar 1890 spillede han to kampe for G F Vernon's XI mod lokale hold på Gymkhana Ground i Bombay.[18]
I 1899 forlod von Donop Royal Engineers for i stedet at blive Inspecting Officer of Railways i Board of Trade's Railway Inspectorate. Han blev forfremmet til Chief Inspecting Officer i juli 1913, en stilling han besad til sin pensionering i 1916. I perioden i Board of Trade efterforskede han adskillige jernbaneulykker, f.eks. dem i Witham, Essex i 1905[19] og i Ilford, Essex i 1915,[20] og han udførte også sikkerhedsinspektioner af sporvogne.
Von Donop var gudfader til forfatteren P.G. Wodehouse, som blev opkaldt efter ham.[21]
Han døde den 7. november 1921 og er begravet i Mortlake.[22]
Familie
Hans yngste bror, Stanley, tjente i Royal Artillery og opnåede folkelig anerkendelse, da han ledte en kolonne soldater under den Anden Boerkrig. Tjente derudover som Master-General of the Ordnance (det fjerde medlem af Army Board) og som 'Colonel Commandant' i Royal Regiment of Artillery, og han endte sin karriere som generalmajor Sir Stanley Brenton Von Donop KCB KCMG.[23]
Kilder / eksterne henvisninger
- Englandstats – Lieutenant-Colonel Pelham George von Donop (engelsk)
- England Football Career – Pelham Von Donop Arkiveret 16. oktober 2007 hos Wayback Machine (engelsk)
Noter
- ^ a b Player Report: Pelham George von Donop, 2008, hentet 11. januar 2008
- ^ "British Upheld by German Court", New York Times, 26. maj 1917
- ^ "Royal Military College", The Times, 26. juli 1869
- ^ "Cricket: Woolwich v Sandhurst", The Times, 25. maj 1870
- ^ "Cricket: Marylebone Club v Royal Military Academy, Woolwich", The Times, 26. maj 1871
- ^ "Cricket: Royal Engineers v Harlequins", The Times, 30. juni 1884
- ^ Betts, Graham (2006), England: Player by player, Green Umbrella Publishing, s. 247, ISBN 1-905009-63-1
- ^ Gibbons, Philip (2001), Association Football in Victorian England – A History of the Game from 1863 to 1900, Upfront Publishing, s. 41-42, ISBN 1-84426-035-6
- ^ Association Football in Victorian England – A History of the Game from 1863 to 1900, s. 44-45
- ^ Association Football in Victorian England – A History of the Game from 1863 to 1900, s. 37-38
- ^ "Football: Royal Engineers v Royal Military academy, Woolwich", The Times, 19. november 1886
- ^ "The Royal Engineers", The Times, 16. juni 1886
- ^ "Naval and Military Intelligence", The Times, 3. januar 1889
- ^ "Naval and Military Intelligence", The Times, 6. februar 1894
- ^ "Marriages", The Times, 16. april 1890
- ^ "From the London Gazette", The Times, 10. maj 1890
- ^ "From the London Gazette", The Times, 15. december 1897
- ^ "Other matches played by Von Donop". cricketarchive.com. Arkiveret fra originalen 22. maj 2011. Hentet 23. januar 2008.
- ^ "The Witham Railway Accident", The Times, 15. december 1905
- ^ "Ilford Collision Inquiry", The Times, 5. januar 1915
- ^ Phelps, Barry (1992), P G Wodehouse: Man and Myth, London: Constable, s. 37, ISBN 0-09-471620-X
- ^ "Funeral of Colonel von Donop", The Times, 11. november 1921
- ^ "Maj-Gen Sir Stanley von Donop", The Times, 18. oktober 1941