Peder Koefoed
- Der er flere personer med dette navn, se Peter Kofod.
Peder Koefoed | |
---|---|
Født | 8. februar 1728 |
Død | 1760 |
Nationalitet | Dansk |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Kartograf |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Peder Koefoed (8. februar 1728 i Langesund i Norge- august 1760) var en dansk-norsk kartograf.
Faderen, Hans Pedersen Koefoed, var tolder i Langesund. Efter faderens død i 1731 rejste moderen, Cathrine Susanne (født Brandenborg), til København. Peder blev senere sat i Odense Skole, hvorfra han dimitteredes 1749. Efter at have taget teologisk embedseksamen blev han alumne på Borchs Kollegium, hvor han lagde sig efter matematik og kartografi. Han kom i forbindelse med generalbygmesteren Laurids de Thurah og udarbejdede et smukt kort til dennes "Beskrivelse over Bornholm".
I 1757 sendte han Videnskabernes Selskab en memorial, hvori han tilbød at udarbejde specialkort over alle danske provinser imod at blive professor designatus matheseos[1] ved Odense Skole, og dette skridt gav anledning til selskabets senere højst betydningsfulde kartografiske virksomhed. Samme år erholdte Koefoed bestalling som designeret professor i Odense imod at forpligte sig til årligt, efter den ham af selskabet opgivne plan, at indlevere 1 eller 2 specialkort over Danmark. I 1758 fuldendte han sit prøveblad over Københavns Amt, men under fortsatte opmålingsarbejder i Nordsjælland døde han allerede i august 1760. Ingen af hans senere kort er trykte, og det blev andre mænd, der kom til at føre hans frugtbare tanke ud i livet.
Kilder
- Koefoed, Peder i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 9, 1895), forfattet af P. Lauridsen
- ^ μαθέσεως = af læring ~ udpeget læringsprofessor