Pawneernes jagt- og krigerselskaber

Pawneernes jagt- og krigerselskaber var 10 forskellige sammenslutninger eller klubber for mænd i pawnee stammen dannet med bestemte formål for øje. En anden betegnelse brugt om dem var lanse-selskaber.[1]
Generelt om selskaberne
De fleste af de 10 selskaber var mytologisk begrundet og på en eller anden måde tilknyttet et af stammens hellige, overordnede bundter.[1] Derved nød selskaberne ikke kun folkets, men især de højere magters velvilje.[1]
Et selskab havde typisk fire ledere, og titlen gik i arv. Lederne søgte hele tiden efter egnede, nye medlemmer. Der var ingen øvre aldersgrænse for kandidaterne, og folk kunne være medlem af flere selskaber på én gang. Selskaber, der havde gjort sig godt bemærket, tiltrak mange frivillige ansøgere. Lederne bestemte, hvem de ville optage. Et medlemskab varede livet ud, og ved død forventedes det at en slægtning overtog den tomme plads. Selskabet bød nye medlemmer velkommen ved en optagelsesceremoni, efter at de havde bestået en udholdenheds-prøve.[1]
Hvert selskab kunne identificeres på bl.a. kendetegnende lanser. Om foråret fornyede sædvanligvis fire af et selskabs medlemmer selskabslanserne i en ceremoni, efter at den indledende Thunder-ceremoni var afsluttet. De gamle lanser blev enten kasseret[1] eller gemt og begravet med fremtrædende krigere.[1] Når lejlighed bød sig, lavede et selskab en livlig parade rundt i byen, hvorunder bl.a. lanserne blev vist frem.[1]
I forbindelse med en sommer- eller vinterjagt fik et af stammens jagtselskaber ansvaret for dens succesfulde gennemførelse. I tilfælde af angreb eller interne konflikter kunne en høvding bede et eller flere selskaber om at gribe ind og forsvare folket eller opretholde ro og orden.[1] Under kamp skulle lansebærerne stille sig i forreste linje. Her kunne de eventuelt plante lansen i jorden som et signal til selskabets medlemmer om at samles om den og ikke vige for fjenden.[1]
Mens lanse-selskaberne visselig arbejdede for alles bedste, søgte den enkelte pawnee om optagelse for at få lejlighed til at markere sig som et individ og skabe sig en position i samfundet.[1]
Kun visse af stammens 10 selskaber var repræsenteret i hver enkelt pawnee division og - by.[1]
De 10 selskaber
Two Lance selskabet
Two Lance selskabet hed tidligere Horse selskabet.[1] Det var både et jagt- og krigerselskab.[1] Dets forlæg var myten om giganten Paruxti, som skaberen Tirawahut og et råd af himlens stjerner sendte på en jordisk mission, inden kloden var beboet af mennesker.[1]
Selskabets to lige lanser bestod af træ[1] fra blyant-ener.[2] De var skiftevis dekoreret med fem krage- og fem svanefjer[1] (eller måske gåsefjer) påsat et stykke rødt stof, der næsten dækkede lansen i hele dens længde på ca. 2,4 meter.[1]
Kun pawneernes skidi - og chawi division havde dette selskab.[1]
Wolf Lance selskabet
Dette var et krigerselskab, der var unikt for skidierne i den autonome by Wolves Standing In Water.[1] Medlemmerne malede sig med hvidt ler på kroppen under møder. Selskabet kunne organisere krigstogter som en samlet gruppe. I kontrast til normen vendte indgangen i selskabets mudderhytte mod vest og ikke øst.[1]
Selskabets kendetegn var to lige lanser med en jernspids. Skaftet var omviklet med ulveskind.[1] To andre insignier var skjolde af ulveskind.[1]
Thunderbird selskabet
Thunderbird selskabet var skabt til kamp, både forsvar og angreb. Selskabet eksisterede i skidi konføderationen og også i den uanhængige Squash Vine skidi by.[1]
De krogede lanser i Squash Vine var omviklet med hammen af en lom, mens de øvrige byer brugte svaneham. Lanserne var forsynet med spidser af flint, da disse sten mentes at være frembragt af lynnedslag.[1]
Crow Lance selskabet
En pawnee oprettede Crow Lance krigerselskabet efter anvisninger givet ham i visioner af bl.a. en solsort.[1] Et folkeligt navn for selskabet var ”Efternølerne”, da selskabet altid udgjorde bagtroppen under lejrflytninger og jagtekspeditioner, var det sidste til at forny den enlige selskabslanse osv.[1]
Den krogede lanse af ask var omviklet med bisonkalveskind påsmurt hvidt ler og med kragefjer hængende i hele lansens længde, som instrueret af solsorten.[1] (Illustreret øverst på siden)
Selskabets medlemmer dansede med et fyldt, kombineret kogger/bueetui på højre skulder.[1] Både stammens South Bands og skidi konføderationen havde selskabet.[1] Et særkende for skidierne var, at Crow Lance medlemmerne var løst bundet sammen med et langt reb fastgjort til hver enkelts bælte under dans, byparader[1] og tilmed i kamp.[1]
Skidiernes selskab blev engang angrebet bagfra på vej ud til jagtmarkerne, og alle de sammenbundne medlemmer mistede livet. Et forsøg på at rekonstruere selskabet endte med en ung jægers død, og ingen prøvede siden at genskabe det.[1]

Red Lance selskabet (skidi)
Selskabet gik også under navnet Otter Lance selskabet, og det fungerede som et krigerselskab. Den ene af selskabets to krogede lanser var beviklet med rødligt skind, mens den anden var omviklet med odderskind.[1] En sten fastgjort midt på snoren, der holdt toppen af lansen bundet ned i en bueform, symboliserede hver deres af to beskyttende stjerner omkring solen. Ved tørkeperioder kunne lansen med odderskind bruges som et kommunikationsmiddel, der viderebragte pawneernes bønner om regn til universets herskende kræfter.[1]
Ved siden af skidi konføderationen fandtes dette selskab kun i den uafhængige Wolves Standing In Water skidi by.[1]
Red Lance selskabet (South Bands)
Dette jagtselskab eksisterede i alle South Bands tre divisioner, kitkahahki, chawi og pitahawirata, men det var specielt knyttet til et pitahawirata bundt. Kun efterkommere af høvdinge fik adgang.[1] Selskabet var ofte det foretrukne til at lede en sommer- eller vinterjagt.[1]
Dets to krogede lanser var omviklet med svaneham,[1] men den ene var forsynet med sorte, løsthængende fjer fire steder fra skaftet, mens hvide fjer hang fra den anden.[1]
Brave Raven selskabet
Selskabet indtog højst en ordinær plads i skidi konføderationen, mens det var det vigtigste selskab i chawi divisionen. Det var både et jagt- og krigerselskab.[1] Blandt chawierne havde selskabet en ekstra funktion, idet det bragte lykke og velstand til folket, ved at lederen en forårsdag løb gennem hele byen iført et dekoreret selskabsbælte med bl.a. ulvehaler, lange vedhæng af kragefjer og nogle få bjælder.[1]
Lansen var af ask og kroget. Den var helt besat med kragefjer doneret af selskabets medlemmer og deres små sønner igennem længere tid og gemt i et helligt bundt indtil brug. På lansens nedadvendte buespids sad skindet af en krage med hovedet vendt ned mod jorden.[1]
Fighting Lance selskabet

Pawneernes South Bands var ene om at have dette krigerselskab.[1] Det bestod af høvdinge, krigere samt mænd, der på et tidspunkt havde helliggjort en ørn. Ved bestemte lejligheder opregnede krigerne deres sejre og viste, hvordan de havde overmandet deres fjender.[1]
Selskabet kunne kendes på de krogede lanser med en metalspids øverst, der var halvt skjult af ørne- og uglefjer samlet i en krone. Skaftet var omviklet med svaneham, og der hang løse snore med to, små ørnefjer fra det fire steder. Grebet på den ene lanse var rødt, det andet sort.[1]
Black Heads selskabet
Et selskab kun i South Bands kitkahahki division. Selskabet havde tilsyneladende oprindelse i et mistet, helligt bundt med sorte fjer.[3] Medlemmerne kunne dels sørge for disciplin under en fælles bisonjagt og dels bistå folket i kamp.[1]
Der var kun en enkelt, kroget lanse i selskabet, som var omviklet med svaneham. En stor fjerkrone af kragefjer var fastgjort øverst, mens der hang en bisonhale fra den krogede ende af lansen.[1]
Knife Lance selskabet
Et krigerselskab som South Bands var alene om at have.
Dets lige lanser havde en jernspids øverst halvt skjult i en fjerkrone af ørne- og uglefjer. Til det meste af skaftets længde var der fastgjort et bredt stykke stof inddelt i store, skiftevis sorte og røde kvadrater.[1]
Referencer
- ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å aa ab ac ad ae af ag ah ai aj ak al am an ao ap aq ar as Murie, James R.: Pawnee Indian Societies. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. XI, Part VII. New York. 1914.
- ^ Jens, Arne Hans, Folmer Arnklit og Jørgen Jensen: Anbefalede plantenavne. Recommended Scientific and Danish Plant Names. Gylling, 2003.
- ^ Murie, James R.: Ceremonies of the Pawnee. Part II: The South Bands. Smithsonian Contibutions to Anthropology. Number 27. City of Washington, 1981.
Medier brugt på denne side
Den krogede Crow lanse brugt af skidi pawnee divisionens Hatuhka selskab. Lavet af asketræ, omviklet med skind fra en bisontyre-kalv og besat med kragefjer. Påført hvidt ler til sidst. Lansen blev skabt som forklaret i en en vision.
Den lige lanse brugt af Knife Lance krigerselskabet i pawneernes tre South Bands divisioner. Metalspidsen var delvis gemt i en fjerkrone af ugle- og ørnefjer. Et stykke stof med skiftevis røde og sorte kvadrater var påsat skaftet.
En kroget lanse brugt i skidi pawnee divisionens Red Lance selskab. Ved metalspidsen var der et bundt uglefjer med ørnefjer omkring. En sten sad midt på snoren, der holdt den krogede ende i form, og var symbol for en stjerne eller ovenjordisk kraft. Skaftet var omviklet med odderskind, mens selve det korte greb var omviklet med tørret bjørnetarm. Under sejrsdanse overtog kvinderne lanserne på et tidspunkt og dansede med dem.