Pave Gregor 1.

Pave Gregor 1.
1100-tallet
Født540, 540 Rediger på Wikidata
Rom
Valgt3. september 590 Rediger på Wikidata
Død12. marts 604 Rediger på Wikidata
Rom Rediger på Wikidata
HvilestedPeterskirken Rediger på Wikidata
Festdag12. marts, 25. marts, 3. september Rediger på Wikidata
Forgænger
Pelagius 2.		Efterfølger
Sabinianus

Gregor 1.

Pave Gregor 1. (ca. 540 – 12. marts 604) var pave fra 590. Han er også kendt som Gregor den Store. Han fremstår som en af de mest indflydelsesrige og betydelige paver i historien.

Gregor 1. stammede fra en gammel romersk patricierslægt og blev tidligt udnævnt til praefectus urbi (præfekt i Rom). Senere gik han i kloster og blev pavelig legat i Konstantinopel 578-585. Med sin stærke personlighed blev han i september 590 indsat som pave efter forlangende af befolkningen i det østgotiske rige.

I den periode var pavestolen en markant politisk faktor, og Gregor var primus motor i våbenstilstanden med langobarderne samt Italiens genrejsning efter Romerrigets sammenbrud. På det religiøse plan var han organisator af Kirkens forvaltning og mission i de vestlige lande, med blandt andet målrettet indsats med udsendelse af munke til Britannien. Desuden skrev han teologiske lærebøger. Han regnes som en af de storekirkefædre) og reformerede liturgien. Han grundlagde en skole for kirkemusikere, og den gregorianske kirkesang er opkaldt efter ham.[1]

Baggrund

Gregor 1. arvede store ejendomme efter sin far, senator Gordianus, både på Sicilien og centralt i Rom på Celio-højen, et af Roms fornemme villastrøg lige overfor Palatinerhøjen.[2] Han grundlagde på sine sicilianske ejendomme seks klostre, mens hans hjem på Celio-højen blev ombygget til et kloster (viet til Skt. Andreas), som han selv søgte tilflugt i fra 574.[3] Hans mor Silvia blev senere helgenkåret; ligeledes hans to fastre Trasilla og Emiliana. Gregor var tipoldesøn af pave Felix 3., der sagdes at have vist sig for sin efterkommer Trasilla og bedt hende til himlen, før hun døde juleaften.[4]

Gregor havde studeret jura og blev omkring 573 udnævnt af kejseren til bypræfekt i Rom. Livet i klostret beskrev han som sine lykkeligste år; men i 578 sendte pave Pelagius 2. ham i stedet til Konstantinopel som nuntius ved det kejserlige hof i syv år. Da han omsider vendte hjem til Rom, blev han rådgiver for pave Pelagius, der var søn af en goter, og valgt og indviet uden godkendelse fra kejseren.[5] I den tid var Rom hjemsøgt både af truslen om en langobardisk invasion, af sult og pestepidemier; og Pelagius 2. døde som så mange andre, da der igen udbrød pest i byen i 590. I september blev Gregor valgt til hans efterfølger og angiveligt indsat mod sin vilje - det sagdes ofte om de tidlige kirkefædre for at styrke troen på deres fromhed og egnethed.[6]

Gregor og hans due, Corpus Christi College, Cambridge. Ms 389.

Ligesom i sin tid pave Leo 1., blev Gregor administrator for det centrale Italien fordi der ikke var nogen anden til opgaven. Da langobarderne indtog landet, organiserede han Roms forsvar mod dem, og underskrev senere fredsaftalen med dem. Ved madmangel indførte og fordelte han korn fra Sicilien.[7]

Teolog

I sin bog om Jobs Bog skrev Gregor en liste over de syv dødssynder. (Listen blev senere modificeret, og var inspireret av tidligere skrifter af Evagrius Ponticus og Johannes Cassianus.) [8] Gregor 1. fik gennemslag for indføring af cølibat for hele gejstligheden. Ved ordination af præster måtte de love at afstå fra alt samvær med kvinder.[9] Han var meget streng mod klostre, hvor munkene åbenlyst tog sig af børn, de havde fået. Det sagdes, at Gregor senere blev klar over, at hans forbud var skyld i mange børns død, efter at deres gejstlige fædre blev tvunget til at forstøde dem. Ifølge et brev fra biskop Huldric til pave Nikolaus 1., havde Gregor fået sine tjenere til at tømme en fiskedam. På bunden fandt man angiveligt skeletter efter 6.000 børn, druknet eller på andet vis dræbt.[10]

Han udgav en bog om italienske helgener og relikviekult, som lagde grundlaget for middelalderens folkefromhed med helgener, engle og relikvier. Hans udlægninger om de dødes sjæle lagde grundlaget for senere teologiske udlægninger om skærsilden. 21. september 591 holdt han en prædiken, kendt som "homilie 33", i San Clemente-kirken i Rom. Her skabte han et nyt billede af Maria Magdalene som skøge og synder, idet han påstod, at Jesu discipel Maria fra Magdala (Markusevangeliet kap. 16:9) var den samme kvinde som Lazarus' søster Maria fra Betania og den navnløse kvinde, der vasker Jesu fødder ved banketten hos Simon Farisæeren (Lukasevangeliet kap. 7:37-50). Uden noget bibelsk belæg slog Gregor tre forskellige kvinder sammen til én skikkelse.[11]

Gregor 1., duen og Engelsborg

En due er Gregors særlige emblem, baseret på to historier. Da han først blev valgt til pave, fortæller legenden, at han gemte sig i en vintønde og senere i en grotte, men hele tiden blev røbet af et himmelsk lys. En hvid due fløj foran dem, der ledte efter ham, og røbede hans gemmested.[10] En anden legende beretter, at da Gregor dikterede sine homilier om Ezekiel, blev et slør trukket mellem ham og hans sekretær. Da paven forholdt sig tavs, skar tjeneren et hul i sløret og kiggede ind til Gregor, som viste sig at have en due siddende på sit hoved. Duen holdt sit næb mellem Gregors læber. Når duen trak næbbet tilbage, talte paven, og sekretæren skrev efter hans diktat; men når han tav, kiggede tjeneren ind igen og så duen sidde med næbbet mellem hans læber.[12]

Da Gregor var nyindsat pave, hærgede pesten voldsomt, og dødsfaldene ville ingen ende tage. Gregor prædikede anger og omvendelse, og ledede folket i optog med bøn og sang. Legenden fortæller, at da optoget krydsede en bro over Tiberen, så de ærkeenglen Mikael stå over kejser Hadrians mausoleum og stikke sit flammesværd i skeden som tegn på, at pesten var overstået. Hadrians mausoleum blev derefter kaldt Castel d'angelo - Engelsborg.[10]

Gregor i Peterskirken

Efter sin død blev han bragt til Peterskirken, hvor hans relikvier blev flyttet rundt på flere gange. Beda den Ærværdige oplyser, at Gregor på sin gravsten blev benævnt consul Dei - Guds konsul.[13]

Referencer

  1. ^ "He founded a school for the training of church musicians, and Gregorian chant (plainchant) is named for him," hentet fra: http://justus.anglican.org/resources/bio/120.html
  2. ^ "Rome, Venice, Florence - Dana Facaros, Michael Pauls - Google Books". Arkiveret fra originalen 4. marts 2016. Hentet 28. juli 2015.
  3. ^ "His Sicilian estates were given up to found six monasteries there, and his home on the Caelian Hill was converted into another under the patronage of St. Andrew," hentet fra: http://www.newadvent.org/cathen/06780a.htm
  4. ^ "After many years in the service of God, St. Felix III, an ancestor, appeared to Trasilla and bade her enter her abode of glory. On the eve of Christmas she died," http://www.newadvent.org/cathen/15026a.htm
  5. ^ "Pelagius 2, pave 579–90, sønn av en goter. Han ble valgt og viet uten keiserens godkjennelse", hentet fra: https://snl.no/Pelagius_2
  6. ^ Kristin B. Johansen: Maria Magdalena (s. 182-3), forlaget Aschehoug, Oslo 2014, ISBN 978-82-03-29461-7
  7. ^ "Like Leo before him, he became practical governor of central Italy, because the job needed to be done and there was no one else to do it. When the Lombards invaded, he organized the defense of Rome against them, and the eventual signing of a treaty with them. When there was a shortage of food, he organized the importation and distribution of grain from Sicily," hentet fra: http://justus.anglican.org/resources/bio/120.html
  8. ^ "In his ad 590 book, Morals on the Book of Job, Gregor gave his shortlist for the deadliest sins...he refined previous efforts of the monks Evagrius Ponticus and John Cassian," hentet fra: https://books.google.no/books?id=OCifBAAAQBAJ&pg=PT6&lpg=PT6&dq=pope+gregory+1.+job+book+sins&source=bl&ots=ZiHwQK9HGT&sig=zsmXQN7OLrw4FGmMZBtzv7jh174&hl=en&sa=X&ved=0CEgQ6AEwCGoVChMIi53v4rj9xgIVho8sCh1xbAIN#v=onepage&q=pope%20gregory%201.%20job%20book%20sins&f=false
  9. ^ Kristin B. Johansen: Maria Magdalena (s. 183)
  10. ^ a b c Den hellige pave Gregor I den Store (~540-604) — Den katolske kirke
  11. ^ "Gregory collapsed into one individual the identities of three distinct women described in the gospels," citeret fra: https://books.google.no/books?id=tAxSQ7O4WogC&pg=PA32&lpg=PA32&dq=san+clemente+rome+pope+gregory+mary+magdale&source=bl&ots=FkbAjshN_0&sig=MFcCLyd-yorPMcFb-cyBmwLYWvw&hl=en&sa=X&ved=0CB8Q6AEwAGoVChMI_LPmoa79xgIVywUsCh1fSgCw#v=onepage&q&f=false (s. 32-3)
  12. ^ "A dove is his special emblem, in allusion to the well-known story recorded by Peter the Deacon (Vita, xxviii)," hentet fra: http://nobility.org/2012/09/03/gregory-the-great/
  13. ^ September 3 - All the principles of Catholicism can be found in his life - Nobility and Analogous Traditional Elites

Eksterne henvisninger

Autoritetsdata

Medier brugt på denne side

Emblem of the Papacy SE.svg
Emblem of the Papacy: Triple Tiara and Keys
Man writing Corpus Christi College Cambridge MS. 389.jpg
Tonsured and beardless St. Jerome in a green robe, writing with a pen in the right hand and a knife in the left hand; a dove at his ear. Full-page drawing, folio 1v of a Latin and Old English manuscript of the Lives of the Hermits Paul and Guthlac. This *not* Beda Venerabilis, please see the discussion page.
Pope Gregory I.jpg
Gregory I became pope in 590 and effected great changes in the Catholic Church. He used the office to govern and provide pastoral care to a large area during a time of little civil administration. He also reformed church liturgy, introducing Gregorian chant. Gregory's writings about saints, including Saint Benedict, helped the growth of Benedictine monasteries in the Middle Ages.