Pave Clemens 1.
| Pave Clemens 1. | |||
|---|---|---|---|
 1000'erne | |||
| Født | 1. århundrede  Rom | ||
| Valgt | 92 | ||
| Død | 99 Chersonesos | ||
| Dødsårsag | henrettet ved drukning | ||
| Hvilested | San Clemente al Laterano | ||
| Festdag | 23. november | ||
| |||
 | |||
Sankt Clemens, også kendt som Clemens Romanus, var en romersk presbyter, der som Clemens 1. var pave år 90-97; angiveligt Roms fjerde pave.
Som forfatter til 1. Clemensbrev fra omkring 96 regnes han til "De apostolske Fædre". Brevet er i hvert fald forfattet af et eller flere medlemmer af menigheden i Rom. I brevet hentydes der til kristenforfølgelser, både tidligere (dvs. under kejser Nero) og mens brevet blev skrevet (dvs. under kejser Domitian).[1]
Virke
Clemens blev født i Rom omkring midten af 1. århundrede, ifølge overleveringen som søn af en Faustinus. I sit brev til korintherne citerer han Det gamle testamente på en måde, som har fået mange til at mene, at han har været af jødisk æt. Clemens voksede op som hedning, men efter at have hørt apostlen Barnabas prædike, skal han være blevet omvendt. Efter at være døbt skal han have fulgt med Barnabas hen til Peter, som angivelig udnævnte ham til sin efterfølger. I enkelte tidlige pavelister nævnes han som den anden pave, men i dag regnes han som den fjerde.[2]
Nogle kirkefædre identificerede ham med den Clemens, som nævnes af Paulus i Filipperbrevet, men sandsynligvis er der tale om en anden. Intet tyder på, at Clemens nogensinde var i Filippi. I 1800-tallet blev han identificeret med konsul Titus Flavius Clemens, en fætter af kejser Domitian, som i 95/96 blev henrettet for "ateisme", dvs. jødisk eller kristen tro; men de ældste kilder kender ikke noget til dette, og Clemens levede angiveligt også 1-2 år længere. Der er heller intet belæg for, at han skulle være i familie med kejseren.
Ifølge både Tertullian og Hieronymus blev Clemens ordineret af Peter. Ifølge et af sine egne breve afslog han paveembedet efter Peters død, og derfor blev pave Linus Peters efterfølger. Først i 88 gik Clemens med til at udnævnes til biskop af Rom, dvs. pave.
Legenden
Pga forvekslingen med konsul Clemens blev pave Clemens efterhånden regnet som martyr. Han døde da også i eksil. En legende fra 300-tallet fortæller, at han blev dømt til tvangsarbejde i marmorbruddene ved Hersonissos på Krimhalvøen, hvor han skal have udført en række mirakler. Til sidst blev han bundet til et anker og smidt i havet, hvor han druknede og derved led martyrdøden. Legenden har intet historisk belæg, men har ført til, at han er skytshelgen for blandt andre søfolk og arbejdere.
Skytshelgen
En del nordiske kirker er indviet til Clemens. Han er Aarhus' skytshelgen, og det er muligvis ham, der er afbildet med et anker i Aarhus' byvåben.
Nidarosdomens vestfront
En skulptur forestillende Clemens 1., udført af Dyre Vaa,[3] pryder Nidarosdomens vestlige facade. Skulpturens ansigtstræk er lånt fra Olav Aukrust. På sokkelen ses Klemenskirken, som ifølge legenden blev rejst af engle og kom til syne hvert år på Clemensdagen, før havet igen lukkede sig over den.[4]
Noter
- ^ http://centerforhistorieformidling.dk/senantikken-kristendommen/1clemensbrev-nero-domitian.html
- ^ Liber Pontificalis & kap. 4.
- ^ https://snl.no/Dyre_Vaa
- ^ Torgeir Suul: Nidarosdomen - vestfrontens skulpturer (s. 8), 1999, ISBN 82-7693-036-0
Se også
- Pseudoklementinerne
Eksterne henvisninger
- Sankt Johanneslogen St. Clemens Arkiveret 18. august 2004 hos Wayback Machine
| Efterfulgte: Anaklet | Pave 88 – 97 | Efterfulgtes af: Evaristus |
|
Medier brugt på denne side
Emblem of the Papacy: Triple Tiara and Keys
Clemens I, the Pope of Rome. Mosaic from St. Sophia of Kyiv, 11th c. In places of loss (lower part of the composition) — oil painting of the 18th c.
Forfatter/Opretter: E. Dreier, Licens: CC BY-SA 3.0
Sculpture from the screenfront of Nidarosdomen, Trondheim, Norway. Lower row, no.3 from left. St. Klemens. 2005.
El personaje ha sido identificado como San Clemente, papa y mártir del siglo I (92-101), de origen judío, que fue convertido al cristianismo por San Pedro y que, según la tradición, sufrió el martirio siendo arrojado al Mar Negro con un ancla al cuello. La propagación de su culto se debe a los santos Cirilo y Metodio, que en el año 867 trasladaron sus restos a Roma. Se le representa siempre de pontifical, como en esta obra, en la que viste alba, estola y capa pluvial de color rojo y forro verde con orla y broche de pedrería, que cruza por delante y sujeta bajo el brazo. Va nimbado con una fina aureola circular y cubre su cabeza con la tiara papal de triple corona, de la que cuelgan las ínfulas. En las manos, enguantadas, luce sendos anillos de oro y rubíes; bendice con la derecha y porta en la izquierda una cruz patriarcal de triple travesaño. No le acompañan en esta ocasión ninguno de sus atributos característicos, con los que suele aparecer a partir de la Edad Media, que son el ancla, símbolo del martirio, una capilla rodeada de agua, en recuerdo de la que le construyeron los ángeles en el fondo del mar, y un Agnus Dei, en referencia a uno de sus milagros. El santo está efigiado de pie, en posición frontal, sobre un suelo terroso. Al fondo se divisa un paisaje montañoso con una ciudad de edificios clásicos de planta circular y poligonal, a la manera habitual del pintor. La composición remata en semicírculo; las enjutas no van decoradas y en origen irían cubiertas. La figura está dotada de cierto carácter escultórico. Su marcada frontalidad se ve compensada por el suave movimiento del cuerpo y los plegados de sus vestiduras, por la disposición en diagonal de sus brazos, en línea con la estola cruzada, y por la leve desviación lateral de su mirada (Texto extractado de Cortes Hernández, S.; Ocaña Rodríguez, E. en: Juan Correa de Vivar, c. 1510-1566. Maestro del Renacimiento español, 2010).