Paul R. Ehrlich
- Denne artikel omhandler økologen Paul R. Ehrlich. Opslagsordet har også en anden betydning, se Paul Ehrlich.
Paul R. Ehrlich Dr. | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 29. maj 1932 Philadelphia, USA |
Nationalitet | amerikansk |
Ægtefælle | Anne Ehrlich |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | entomologi |
Profession | entomolog |
Berømt for | The Population Bomb (bog, 1968), økolog, advarsler om overbefolkning |
Paul Ralph Ehrlich (født 29. maj 1932 i Philadelphia, USA) er en amerikansk biolog og pædagog, der er Bing professor i befolkningsstudier ved Stanford University og formand for Stanfords Center for Conservation Biology. Han er en entomolog med specialitet i Lepidoptera (sommerfugle), men han er bedre kendt som en økolog, specielt for sine advarsler om ubegrænset befolkningstilvækst og begrænsede ressourcer. Ehrlich blev kendt efter offentliggørelsen af sin kontroversielle bog The Population Bomb ("Befolkningsbomben") i 1968.[1] Han er også kendt for det berømte Simon-Ehrlich-væddemål, et væddemål om udviklingen i priserne på fem forskellige metaller (krom, kobber, nikkel, tin og wolfram) over tiåret 1980-90, som Ehrlich indgik i 1980 med økonomen Julian Simon. Ehrlich tabte væddemålet: I modsætning til hans forudsigelse faldt priserne på samtlige fem mineraler i løbet af perioden. På trods af den betydelige globale befolkningsvækst i perioden var der altså ikke kommet større knaphed på råstofferne. En senere undersøgelse har vist, at Ehrlich snarere var uheldig med sin timing: Ved at lave simulationer for råstofpris-udviklingen i hver eneste tiårs-periode fra 1900 til 2008 sås det, at Ehrlich ville have fået ret i 63 % af tilfældene.[2]
Paul R. Ehrlich tog bacheloruddannelse i zoologi i 1953 ved University of Pennsylvania og kandidatgrad i 1955 og Ph.D. i 1957 ved University of Kansas. Han er en kendt entomolog (insektbiolog) med sommerfugle som speciale. Han kom til Stanford i 1959, blev professor i biologi i 1966 og fik Bing-professoratet i 1977.
Ehrlich blev kendt i 1968 med sin bog The Population Bomb. Ehrlich forudsagde, at massehungersnød ville bryde ud mellem 1970 og 1985, og at hundreder af millioner af mennesker ville sulte til døde i 1970– og 1980'erne. Årsagen til den forudsagte sult var, at befolkningstilvæksten ville overstige de disponible ressourcer. Ehrlich mente, at dette ville ske, uanset hvilke foranstaltninger der blev indledt.
Ehrlichs forudsigelser var kontroversielle, og han fik både positiv opmærksomhed (først og fremmest ved udgangen af 1960– og begyndelsen af 1970'erne) og blev stærkt kritiseret. Hans ideer blev set af kritikere som malthusianske. Da hans forudsigelser ikke holdt stik,[3] blev kritikken efterhånden mere dominerende. Hans teorier er blevet kritiseret for at være overdrevent pessimistiske. Nogle af hans foreslåede løsninger, for eksempel afskæring af fødevarehjælp til de mest "håbløse" lande, er blevet stærkt kritiseret.[4] I sine senere skrifter var Paul R. Ehrlich betydeligt mere forsigtig og mindre kategorisk i sine udtalelser. Men han mener stadig, at hans teorier for det meste var korrekte. Han skrev i 2009 om befolkningsbomben, at "måske den mest alvorlige fejl var, [at bogen] var alt for optimistisk om fremtiden."[5]
Ehrlich, og andre,[6] mener, at han fik timingen forkert, men at katastrofen stadig vil komme. Menneskeheden har udskudt tidspunktet for katastrofen ved brug af mere intensive landbrugsteknikker, der blev indført under den grønne revolution, som i sidste ende vil føre til en miljømæssig og social katastrofe. De siger at den stigende befolkning og velstand lægger mere og mere pres på det globale miljø på mange forskellige områder, fra tab af biodiversitet, overfiskeri, global opvarmning, urbanisering, kemisk forurening og konkurrence om råvarer. Ehrlich hævder, at på baggrund af den voksende globale velstand er det vigtigt at reducere den samlede befolkning og forbruget for at beskytte miljøet og bevare levestandarden.[7] Han fastholder stadig, at de nuværende vækstrater er for høje for en bæredygtig fremtid.[8]
Royal Academy tildelte ham i 1990 Crafoordprisen inden for Life Sciences. Han delte prisen med Edward O. Wilson.
Se også
Kilder
- ^ Karina Schultz. "Bangladesh: BEFOLKNINGEN VOKSER, OG LANDET SKRUMPER". Arkiveret fra originalen 28. december 2013. Hentet 2011-02-20.
- ^ Sunstein, Cass R. (2013): The Battle of Two Hedgehogs. Boganmeldelse af The Bet: Paul Ehrlich, Julian Simon and Our Gamble Over Earth's Future skrevet af Paul Sabin. Bragt i The New York Review of Books, LX (19), 5.-18. december 2013.
- ^ Brendan O'Neill (27. december 2009). "For mange mennesker? Nej, for mange dommedagsprofeter". information.dk. Hentet 2011-02-20.
- ^ Bjørn Lomborg (1998). Verdens sande tilstand. Centrum.
- ^ Paul R. Ehrlich; Anne H. Ehrlich (2009). "The Population Bomb Revisited" (PDF). Electronic Journal of Sustainable Development. 1(3): 63-71. Arkiveret fra originalen (PDF) 20. juli 2011. Hentet 2010-02-01.
- ^ Colin Fraser (3. februar 2008). "http://www.theage.com.au/articles/2008/02/02/1201801097280.html". The Age.
{{cite news}}
: Ekstern henvisning i
(hjælp)|title=
- ^ Patt Morrison (12. februar 2011). "Paul R. Ehrlich: Saving Earth". Los Angeles Times. Arkiveret fra originalen 18. februar 2011. Hentet 21. februar 2011.
- ^ Cristina Luiggi (2010). "Still Ticking". The Scientist. 24 (12): 26. Arkiveret fra originalen 1. januar 2011. Hentet 21. februar 2011.
|
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Paul R. Ehrlich, Licens: CC BY 2.5
Paul Ralph Ehrlich is an American biologist, educator and the president of Stanford's Center for Conservation Biology. He is also a prominent ecologist and demographer.