Paul Fenneberg

Paul Fenneberg
Født25. november 1907 Rediger på Wikidata
Død21. september 1982 (74 år) Rediger på Wikidata
GravstedLyngby Parkkirkegård Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Paul Fenneberg (født 25. november 1907, død 21. september 1982) var en dansk lektor og politiker, der var konservativ borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune 1952-1972.

Fenneberg var søn af grosserer Hans Martin Hannibal Fenneberg og Hilma Kjølhede-Larsen. Han blev gift første gang i 1941 med Ella Martine Emilie Jacobsen og anden gang i 1958 med skuespillerinden Nina Kalckar.[1]

Fenneberg var i perioden 1928-1933 lektor i skandinaviske sprog ved Universitet Jagielloński i Kraków. I perioden 1935-1939 var han redaktør for Københavns Amts Avis, og 1946-1950 var han sekretær for Turistforeningen for København og Omegn.

I 1937 blev Fenneberg medlem af Lyngby-Taarbæk Sogneråd, og i 1950 blev han sognerådsformand. Da sognerådet i 1952 blev omdannet til Lyngby-Taarbæk Kommune blev Fenneberg udnævnt som kommunens borgmester, en position han beklædte frem til 1972. I perioden 1970-1974 var han næstformand for KL.[2]

I 1952 var Paul Fenneberg medstifter af Lyngby Kunstforening, som var blandt de første der tog initiativ til at præsentere en række udstillinger af samtidskunst udenfor Hovedstaden. I 1954 kunne Lyngby Kunstforening således præsentere landets første udstilling med værker af Picasso - takket være formandens personlige besøg hos kunstneren i Vallauris, Provence [3].

I 1969 købte Paul Fenneberg Cobra-loftet for 10.000 kr. af egen lomme, og lod det, stadig i privat eje, efter omfattende restaurering installere i staldbygningen ved Sophienholm. Paul Fenneberg var Lyngby Kunstforenings formand frem til sin død i 1982, hvor han testamenterede sit bo til Lyngby Kunstforening. En buste, skabt af kunstneren Aksel Hoffmann i 1976, kan ses ved Sophienholm, Kgs. Lyngby. [4]

Paul Fenneberg har også udgivet en række lærebøger i dansk for udlændinge.

Udvalgt bibliografi

  • Dänische Umgangssprache (1934)
  • Mein fröhliches Kopenhagen (1934)
  • Speak Danish (1938)
  • The Danish Phrase Book (1945)
  • This Copenhagen (1946)
  • København og Omegn (1947)
  • Parlez Danois (1950)
  • Dänisch fur Ausländer (1953)

Kilder

Referencer

  1. ^ Borgerlige vielser i Gentofte Kommune, ("1957 5 15-1958 8 16"; opslag 279) på Arkivalieronline, Statens Arkiver
  2. ^ "Fortegnelse over KL's bestyrelse fra 1970" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 13. april 2016. Hentet 2. august 2015.
  3. ^ ”Lyngby Kunstforening 50 år” fortæller foreningens historie med fokus på årene 1952-2002. (64 sider, ill. 2002)
  4. ^ Lyngby Kunstforening 70 år. Bogen fortæller foreningens historie med fokus på årene 2002-2022. (56 sider, rigt ill., 2022). Foto side 45.
  5. ^ Kraks Blå Bog 1957

Eksterne henvisninger