Palestro-klassen

Palestro-klassen
Palestro og Varese deltog begge i slaget ved Lissa i 1866
Klasseoversigt
Type	Panserskibe
Bruger(e)	Italien
Værft(er)	La Seyne, ved Toulon, Frankrig
Byggeperiode	1864-66.
Byggede enheder	2
Tekniske data
Deplacement	2.165 t
Længde	61,8 m
Bredde	13,0 m
Dybgang	4,3 m
Fremdrift	930 HK
Fart	8,0 knob
Besætning	216-252
Artilleri	4 styk 20,3 cm riflede 1 styk 16,4 cm riflet
Panser	120 mm smedejern i vandlinjen

Palestro-klassen omfattede to italienske panserskibe, og blev bestilt til den nye italienske marine, der blev skabt, da Italien blev samlet i 1861. Værftskapaciteten i Italien var begrænset, så marinen måtte gøre brug af udenlandske værfter. De to skibe blev derfor bygget i Frankrig, der var et foregangsland for panserskibsbygning, og marinen fik moderne konstruktioner med jernskrog. Begge skibe var opkaldt efter byer i Norditalien, hvor Kongeriget Sardiniens hær vandt sejre over den østrigske hær i 1859.

Skibene

De to skibe Palestro-klassen var mindre end de øvrige italienske panserskibe, men indgik alligevel i admiral Persanos kampformation i slaget ved Lissa på linje med resten af panserskibene.

Palestro

Palestro var under slaget ved Lissa det tredje skib i den centrale italienske 1. division. Denne division blev involveret i de mest omfattende kamphandlinger i slaget, da de syv østrigske panserskibe omkring klokken 11 om formiddagen gennembrød den italienske linje og gik i gang med en serie vædringsforsøg, suppleret med artilleribeskydning. Under denne beskydning udbrød der brand i Palestro omkring klokken 11.30. Folkene om bord på skibet forsøgte at bekæmpe ilden, og det så en overgang ud til at lykkes, men pludselig, klokken 14.30, nåede ilden krudtmagasinerne. Palestro blev sprængt i stumper og stykker, og 230 mand mistede livet.^[1]

Varese

Varese var ved Lissa det sidste skib i linjen, som en del af den italienske 3. division, og bortset fra, at det i forvirringen kolliderede med Ancona, gjorde det sig ikke specielt bemærket.^[2] Efter krigen fik det nye kanoner i 1870, og fra 1886-91 blev det brugt som hospitalsskib. Derefter blev det benyttet som skoleskib og depotskib.

Litteratur

• Roger Chesneau and Eugene M. Kolesnik, ed., Conway's All The Worlds Fighting Ships, 1860-1905, (Conway Maritime Press, London, 1979), ISBN 0-85177-133-5
• Otto Lybeck, Allmän Sjökrigshistoria, Bind 1: 1853-1914, Stockholm 1919.

Noter