Palæstinensiske eksodus 1948

Ruinerne af den palæstinensiske landsby Suba nær Jerusalem, med udsigt over Kibbutz Zova, som er bygget på landsbyens jord

Den palæstinensiske eksodus 1948 (arabisk: الهجرة الفلسطينية al-Hijra al-Filasteeniya) også kendt som Nakba, refererer til den flugt som palæstinensere foretog under den arabisk-israelske krig 1948.[1]

FN's endelige vurdering af antallet af palæstinensiske flygtninge uden for Israel efter 1948-krigen var 711.000 i 1951.[2] Omkring en fjerdedel af de cirka 160.000 arabiske palæstinensere, som blev tilbage i Israel, var interne flygtninge. I dag regner man med, at de palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere tæller mere end 4 millioner.

Denne første eksodus og den nuværende situation for de palæstinensiske flygtninge er et betændt område af største vigtighed for alle parter i den arabisk-israelske konflikt.

Baggrund

Ruinerne af den tidligere arabisk landsby Bayt Jibrin, vest for den Grønne Linje, vest for Hebron.

Historien om den palæstinensiske eksodus er tæt knyttet til krigen om Palæstina, som varede fra 1947 til 1949. Mange faktorer spillede en rolle for at det skete.

Se også

Noter

  1. ^ A History of the Modern Middle East by William L. Cleaveland, 2004, p. 270 The term "Nakba" emerged after an influential Arab commentary on the self-examination of the social and political bases of Arab life in the wake of the 1948 War by Constantine Zureiq. The term became quite popular and widespread that it made the term "disaster" synonymous with the Arab defeat in that war.
  2. ^ United Nations General Assembly (1951-08-23). "General Progress Report and Supplementary Report of the United Nations Conciliation Commission for Palestine". Arkiveret fra originalen (OpenDocument) 6. juni 2007. Hentet 2007-05-03.

Medier brugt på denne side

SubaRuins.jpg
Forfatter/Opretter: User:Doron, Licens: CC BY-SA 3.0
Ruins of the Palestinian village of Suba, near Jerusalem, overlooking Kibbutz Zova.
BaytJibrin.jpg
The ruins of Bayt Jibrin, 2005