Ozonlaget

Ozonmængder i Dobsonenheder (DU) i forskellige højder (eng. Altitude) og jordens atmosfæres blokering/absorbering af ultraviolet stråling.
UV energiniveauer ved forskellige atmosfærehøjder. Den blå kurve viser DNA følsomheden. Den røde kurve viser energiniveauet ved havets overflade, hvor ozonlagets ozonmængde er mindsket 10%. UVB er i intervallet 320 nm - 290 nm og UVC i 290 nm - 100 nm.

Ozonlaget er en betegnelse for det lag af atmosfæren, der befinder sig 15-25 km over jordens overflade, hvor 90% af gasarten ozon er. Den højeste koncentration finder vi ved ca. 20 km’s højde, her efter falder ozonkoncentrationen med stigende højde, og man kan stadig måle det i 50 km’s højde. Højere oppe er der kraftig uv-stråling fra solen til dannelse af ozon, dog ikke meget ilt. Mens der under ozonlaget er rimeligt med ilt, dog ikke meget uv-stråling – da ozonlaget har absorberet meget af det. Dette lag spiller en meget vigtig rolle i jordens miljø, da ozonlaget er en slags solcreme mod farlige uv-stråler.

I dette lag opfanges den skadelige UVD og UVC stråling, samt meget af UVB og lidt af UVA. Dette sker i en proces, hvor strålingen spalter ozon til iltmolekyler og -atomer og samtidig spalter iltmolekyler til atomer, der reagerer og danner ozon.

I mange år har man talt om huller i ozonlaget, forårsaget af øget forurening og udledning af CFC-gasser. Disse huller betyder at større mængder stråling kan trænge ned til jorden, hvilket er skadeligt for livet her. Med vedtagelsen af Montreal-protokollen har man derfor forsøgt at standse brugen af CFC-gasser. 2020 ser ud til at blive det år, hvor hullet i ozonlaget var størst.[1][2]

Der har været en tendens til at forveksle ozonlagsproblematikken og drivhuseffekten. Dette er forkert, da de to problemer er vidt forskellige, også selvom de måske begge udspringer af øget forurening.

Ozonlaget er en del af jordens atmosfære i ca. 10-50 km højde. Ozonlaget beskytter det biologiske liv ved jordens overflade imod ultravioletstråling (uv) fra solen. På en klar solskinsdag, med solen i zenit, er UVB solstrålingseffekten ca. 0,32 W/m², når sollyset har passeret hvad der svarer til et 3 mm tykt lag ozon. [3]

Se også

Kilder/referencer

Eksterne henvisninger

Medier brugt på denne side

Ozone altitude UV graph.svg
Levels of ozone at various altitudes (DU/km), and related blocking of several types of ultraviolet radiation. The ozone concentrations shown are very small, typically only a few molecules wide O3 per million molecules of air. But these ozone molecules are vitally important to life because they absorb the biologically harmful ultraviolet radiation from the Sun. There are three different types of ultraviolet (UV) radiation, based on the wavelength of the radiation. These are referred to as UV-a, UV-b, and UV-c. The figure also shows how far into the atmosphere each of these three types of UV radiation penetrates. We see that UV-c (red) is entirely screened out by ozone around 35 km altitude. On the other hand, we see that most UV-a (blue) reaches the surface, but it is not as genetically damaging, so we don't worry about it too much. It is the UV-b (green) radiation that can cause sunburn and that can also cause genetic damage, resulting in things like skin cancer, if exposure to it is prolonged. Ozone screens out most UV-b, but some reaches the surface. Were the ozone layer to decrease, more UV-b radiation would reach the surface, causing increased genetic damage to living things.