Otto von Bismarck

Otto von Bismarck
(c) Bundesarchiv, Bild 183-R15449 / CC-BY-SA 3.0 Otto von Bismarck 1862
1. Kansler af det Tyske Kejserrige
Embedsperiode 21. marts 1871 – 20. marts 1890
Monark	Wilhelm I (1871–1888) Frederik III (1888) Wilhelm II (1888–1890)
Foregående	(Oprettede embedet)
Efterfulgt af	Leo von Caprivi
9. Ministerpræsident af Preussen
Embedsperiode 23. september 1862 – 1. januar 1873
Monark	Wilhelm I
Foregående	Adolf zu Hohenlohe-Ingelfingen
Efterfulgt af	Albrecht von Roon
11. Ministerpræsident af Preussen
Embedsperiode 9. november 1873 – 20. marts 1890
Monark	Wilhelm I (1873–1888) Frederik III (1888) Wilhelm II (1888–1890)
Foregående	Albrecht von Roon
Efterfulgt af	Leo von Caprivi
Kansler af Det nordtyske forbund
Embedsperiode 1867–1871
Præsident	Wilhelm I
Foregående	Forbundet blev etableret
Efterfulgt af	Tyske Kejserrige
23. Preussens udenrigsminister
Embedsperiode 1862–1890
Monark	Wilhelm I (1862–1888) Frederik III (1888) Wilhelm II (1888–1890)
Foregående	Albrecht von Bernstorff
Efterfulgt af	Leo von Caprivi
Personlige detaljer
Født	1. april 1815(1815-04-01) Schönhausen, Kongeriget Preussen
Død	30. juli 1898 (83 år) Friedrichsruh, Tyske Kejserrige
Dødsårsag	Lungenlähmung[1]
Gravsted	Bismarck-Mausoleum
Politisk parti	Intet
Ægtefælle(r)	Johanna von Puttkamer
Mor	Wilhelmine Luise Mencken
Far	Ferdinand von Bismarck
Uddannelses­sted	Plamannsche Erziehungsanstalt Friedrich-Wilhelms-Gymnasium Georg-August-Universität Göttingen Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin Königliche Staats- und landwirtschaftliche Akademie Eldena Gymnasium zum Grauen Kloster
Religion	Lutheranisme
Underskrift
Informationen kan være hentet fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Otto Eduard Leopold von Bismarck-Schönhausen (fra 1865 Graf, fra 1871 Fürst von Bismarck, fra 1890 Herzog von Lauenburg^[2], født 1. april 1815 i Schönhausen, død 30. juli 1898 i Friedrichsruh ved Hamborg) var fra 1862 til 1890 – undtagen 1873 – preussisk ministerpræsident og tillige fra 1867 til 1871 forbundskansler i Det nordtyske Forbund. Fra 1871 til 1890 var han den første rigskansler i det tyske kejserrige, hvis skabelse han afgørende bidrog til.

Som preussisk politiker vandt Bismarck sig i første omgang et navn blandt de konservative som fortaler for junkernes interesser, og i reaktionsperioden fra 1851 til 1862 var han diplomat. I 1862 blev han udnævnt til preussisk ministerpræsident. I den preussiske forfatningskonflikt kæmpede han mod de liberale og for monarkiets fortrinsstilling. Som udenrigsminister gennemtrumfede han i den dansk-tyske krig 1864 og i den preussisk-østrigske krig 1866 Preussens politiske dominans i Tyskland. I den tysk-franske krig 1870-71 medvirkede han som den drivende kraft dels ved gennemførelsen af den lilletyske løsning på det tyske spørgsmål, dvs. en løsning uden Østrig, dels ved grundlæggelsen af det tyske kejserrige.

Som rigskansler og som preussisk ministerpræsident havde Bismarck – til han blev afskediget i 1890 – en afgørende indflydelse på det nye kejserriges politik, hvilket i folkemunde og i den populære historieskrivningen gav ham tilnavnet „Jernkansleren“. Udenrigspolitisk satsede han på at opretholde ligevægt mellem de europæiske stater ved hjælp af sin alliancepolitik.

Portræt af Otto von Bismarck. N.Repik

Indenrigspolitisk kan Bismarcks regeringsperiode fra 1866 opdeles i to faser. I første fase indgik han en alliance med de moderate liberale, hvilket førte til talrige indenrigspolitiske reformer, herunder indførelse af borgerlig vielse. I den såkaldte kulturkamp nedkæmpede Bismarck den romersk-katolske kirkes modstand med drastiske midler.

I anden fase fra slutningen af 1870´erne vendte Bismarck sig i tiltagende grad bort fra de liberale. I denne fase falder overgangen til beskyttelsestoldpolitikken og til statsinterventionistiske forholdsregler. Hertil hører især skabelsen af socialforsikring. Indenrigspolitisk var 1880´erne præget af de repressive socialistlove. I 1890 førte meningsforskelle mellem Bismarck og kejser Wilhelm 2., som havde været ved magten i knap to år, til at Bismarck blev afskediget.

Bismarck Lydoptagelse med Otto von BIsmarck fra 1889. Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (engelsk)

De næste år spillede Bismarck fortsat en vis politisk rolle som kritiker af sine efterfølgere. Især gennem sine meget læste memoirer, Gedanken und Errinnerungen, medvirkede han afgørende og varigt til at danne billedet af sig selv i den tyske offentlighed.

I tysk historieskrivning dominerede til midt i det tyvende århundrede en udpræget positiv bedømmelse af Bismarcks rolle, en bedømmelse som i nogen grad bar præg af en nationalistisk idealisering. Efter anden verdenskrig var der dog et tiltagende antal kritiske røster, som lagde ansvaret for det tyske demokratis fallit på Bismarck, og som opfattede det kejserrige og den øvrighedsstat, som han havde skabt, som en fejlkonstruktion. Denne skarpe modsætning i bedømmelsen af ham er man i de fleste nyere historiske fremstillinger kommet ud over, så man nu mere ligeligt betoner den bismarckske politiks præstationer og mangler og i højere grad ser disse forhold som et udtryk for den tids politiske strukturer og processer.^{[kilde mangler]}

Noter

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Se også

• Bismarck (flertydig)
• Bismarck-tårn
• Slagskib Bismarck
• Tyske kanslere
• Tysklands historie

Eksterne henvisninger

• Otto von Bismarck på gravsted.dk

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Otto von Bismarck
• Leksikon.org – artikel i Leksikon for det 21. århundrede

v d r Tysklands historie Frankerne (indtil 962) Merovinger Karolingerne Det tysk-romerske Rige (962-1806) Tysk kolonisering i middelalderen Fyrstbiskop Tysk-romersk kejser Freden i Basel (1499) Münster-oprøret Den hellige liga (1684) Freden i Breslau Rhinforbundet (1806-1814) Fristaden Danzig (1807-1814) Det tyske forbund (1815–1866) Wienerkongressen Martsrevolutionen Frankfurterparlamentet Frederik Wilhelm 4. af Preussen 2. Slesvigske Krig Den preussisk-østrigske krig Slaget ved Königgrätz Det nordtyske forbund (1866–1871) Frederik 3. af Tyskland Novemberaftalerne Det Tyske Kejserrige (1871–1918) Guldmark Freden i Frankfurt Det Tyske Riges forfatning af 1871 Det tyske kejserriges hær Tysklands højindustrialisering Bund der Industriellen Socialistloven Kyffhäuserbund Tysk kejser Wilhelm 2. af Tyskland Otto von Bismarck Helmuth Karl Bernhard von Moltke Tyskland under 1. verdenskrig (1914-1918) 1. verdenskrig Tripelalliancen Vestfronten i 1. Verdenskrig Østfronten under 1. verdenskrig Weimarrepublikken (1918–1933) Versailles-freden Kappkuppet Ølkælderkuppet Weimarforfatningen Rapallotraktaten Friedrich Ebert Paul von Hindenburg Erich Ludendorff Franz von Papen Gustav Stresemann Dolkestødslegenden Det tredje rige (1933–1945) Adolf Hitler Heinrich Himmler Hermann Göring RSHA NSDAP Sturmabteilung Schutzstaffel Gestapo Nazisme Rigsdagsbranden Nürnberglovene De lange knives nat Krystalnatten Tysklands oprustning i 1930'erne Tysk-polske ikke-angrebspagt Münchenaftalen Anschluss Sudetenkrisen Det delte Tyskland (1945–1990) Potsdamkonferencen Fordrivelsen af tyskere efter 2. verdenskrig Det allierede kontrolråd Besættelseszoner i Tyskland efter 2. verdenskrig Grundgesetz Vesttyskland Østtyskland Blokaden af Berlin Berlinmuren Konrad Adenauer Wirtschaftswunder Hallsteindoktrinen Tysklands genforening (omkr. 1990) Helmut Kohl Die Wende To plus fire-aftalen Efter genforeningen (siden 1990) - Se også: Tyskland

Spire Denne biografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.