Operaer af Georg Friedrich Händel

Operahuset på Haymarket der først var kendt som Queen's Theatre og senere som King's Theatre har været ramme om mange førsteopførelser af Händels værker. Illustration af William Capon.

Georg Friedrich Händels operaer omfatter 42 musikalske sceneværker skrevet mellem 1705 og 1741 i forskellige genrer. Han begyndte at komponere operaer i Tyskland og fortsatte en tid i Italien med begrænset succes. Det var imidlertid ikke før han kom til England, at han fik rigtig succes med genren. Hans første opera i England, Rinaldo (1711), fik en entusiastisk modtagelse af publikum, og adskillige italienske operaer fulgte snart. Händels position som en central operakomponist i det 18. århundredes England blev imidlertid først cementeret, da han begyndte at skrive store værker til engelsksproget tekst. Selv om de fleste af hans engelske værker teknisk set er oratorier og ikke operaer, er adskillige af dem, som fx Semele (1743), blevet en betydningsfuld del af operarepertoiret.

I løbet af de 36 år, han hovedsagelig beskæftigede sig med opera, bekendte Händel sig til genrens typiske udformning i perioden med fokus på solosang og scenebygning; kulisseskift foregik, mens publikum så på, og tæppet blev ikke sænket før stykkets afslutning. Recitativer vekslede med arier, der som regel havde da capo-form (omend genoptagelsen af hovedstykket ofte blev forkortet), og hver scene indledtes gerne med flere personer på scenen, hvorefter hver sang en arie og gik ud. Den sidste scene endte gerne med et kor sunget af operaens solister; ensembler var derudover ikke gængs forekommende med undtagelse af scener, hvori der forekom en fælles fejring af noget. Händels operaer er i disse henseender fuldt sammenlignelige med samtidige komponisters operaer; hvad der adskiller dem, er musikkens kvalitet, som præcist reflekterer personernes følelser i forhold til den dramatiske situation.

Overblik

Første udgave af manuskriptet til Händels Giulio Cesare in Egitto (1724).

Händels tidligste operaer var i den lettere genre, omend der er undtagelser som fx fængselsscenen fra Almira (1705), der er meget dramatisk. Händels musik i de første operaer, han skrev i England, byggede ofte på ideer og et tonesprog, han havde udviklet i sine kantater og andre værker, han havde skrevet i den tid, han havde opholdt sig i Italien (1706-1709). Den karakteristiske harmoniske struktur i Agrippina (1709) er fx en gentagelse af ideer fra hans italienske periode. Generelt set var orkestreringen i Händels tidlige operaer mere varieret end i senere værker, idet han fx brugte et instrument som fagotten til at opnå forskellige tonefarver. I Rinaldo (1711) benyttes fire trompeter, et valg Händel ikke skulle gentage i andre operaer.

Ottone (1722) var den første af flere operaer, som Händel komponerede for Royal Academy of Music i løbet af 1720'erne. Med undtagelse af Flavio (1723) er operaerne fra denne periode mere seriøse i deres tone, og det musikalske udtryk er mere skarpt tilpasset den historie, operaen formidler, end i hans tidligere værker. Af særlig vigtighed fra denne periode er Giulio Cesare in Egitto (1724), som indeholder noget af Händels mest udtryksfulde og følelsesmæssigt mest kraftfulde musik. De drevne personkarakteristikker, man finder i dette værk, har gjort det til en af de hyppigst genopførte af Händels operaer i det 20. og 21. århundrede. Tamerlano (1724) og Rodelinda (1725) med deres fremtrædende tenorroller, som Händel skrev særligt til Francesco Borosini, kan også fremhæves. De senere operaer, Händel skrev for akademiet, fik ikke så megen succes som de tidligere. Akademiets to førende sopraner lå i intens, intern konkurrence, og Händel måtte tage hensyn til dem begge, da han skrev disse værker. Med undtagelse af Admeto (1727) blev forsøget på at opnå balance mellem to hovedroller for sopran inden for en og samme opera en hæmsko for værkerne, såvel musikalsk som dramatisk.

Ludovico Ariostos (1474-1533) episke digt Orlando furioso var kilde til Händels operaer Orlando, Alcina og Ariodante.

I løbet af 1730'erne vendte Händel tilbage til at skrive komiske og fantastiske operaer, primært fordi han ikke længere behøvede at tage hensyn til smagen på akademiet, når han skulle vælge en libretto. Disse værker som fx Partenope (1730), Orlando (1733) og Alcina (1735) var påvirket af Leonardo Vinci og Leonardo Leos værker og skrevet i en præ-klassisk stil. I denne periode begyndte Händel at benytte scena'en i sine værker, og omkring midten af 1730'erne skrev han nogle af sine dramatisk mest bevægede arier som vanvidsscenen i Orlando og afslutningen på anden akt til Alcina. Orkestret var vokset i størrelse i disse værker, hvor Händel typisk benyttede 12 violiner, 8 bratscher, 6 celloer, 4 kontrabasser og to cembaloer samt fire fagotter og et antal andre blæseinstrumenter. I operaer som Oreste (1734) forsøgte Händel at skabe en syntese mellem italiensk og fransk opera med dansesekvenser og korsatser, men han eksperimenterede kun videre med det i de operaer, han skrev i årene 1734 og 1735. To af operaerne fra denne periode, Ariodante (1735) og Atalanta (1736), afveg fra den traditionelle heltelibretto med fokus på en mere realistisk, romantisk intimsfære.

Ved afslutningen af 1730'erne var Händels interesse begyndt at vige fra operagenren til fordel for det engelske oratorium. Flere af hans operaer fra 1737 besidder måske af den grund ikke den samme kvalitet som de tidligere værker. Ikke desto mindre indeholder operaerne Giustino (1737) og Serse (1738) megen fin musik. Serse er også værd at fremhæve for den vellykkede blanding af komedie og effektfuld tragedie til et velskrevet plot, en blanding der ikke lykkedes helt så godt i Imeneo (1740). Händels sidste italienske opera, Deidamia, blev opført i 1741 og fik ikke en særligt god modtagelse, da englændernes smag for italiensk opera var aftaget. Händel vendte dog tilbage til teatermusikken med semioperaen Alceste fra 1750.

Liste over operaværker

Den følgende liste er en komplet liste over Händels operaværker. Alle er i opera seria-genren og har tre akter, hvis ikke andet er anført.

Se også

• Værker af Georg Friedrich Händel

Henvisninger

• Hicks, Anthony (1992): 'Handel, George Frideric' in The New Grove Dictionary of Opera, ed. Stanley Sadie (London) ISBN 0-333-73432-7
• Warrack, John and West, Ewan (1992): The Oxford Dictionary of Opera, ISBN 0-19-869164-5