Open 13
Open 13 | |
---|---|
Arrangement | |
Grundlagt | 1993 |
Spillested | Palais des sports de Marseille |
Værtsby | Marseille, Frankrig |
Underlag | Harcourt (indendørs) |
Website | open13.fr |
ATP Tour | |
Kategori | ATP 250 |
Deltagerfelt | 28S / 16Q / 16D |
Præmiesum | €801.335 (2024) |
Flest titler | |
Herresingle | Marc Rosset (3. titler) Thomas Enqvist (3. titler) |
Herredouble | Martin Damm (3. titler) Arnaud Clément (3. titler) |
Senest opdateret: 23. juni 2024 |
Open 13 er en årlig tennisturnering for mænd, der spilles i Marseille, Frankrig. Turneringen arrangeres af ATP 250-serien af Association of Tennis Professionals. Den afholdes i en uge i februar. Tallet 13 er INSEE-koden for departementet Bouches-du-Rhône, hvor Marseille er hovedstad.
Turneringen spilles på indendørs hårde baner i Palais des sports de Marseille. Center Court har en kapacitet på 5.800 pladser.
Turneringen er en af fire franske begivenheder i ATP Tour 250-serien sammen med Open Sud de France, Moselle Open og Lyon Open . [1] [2]
Historie
Arrangementet blev afholdt første gang i 1993. Det blev oprettet af den tidligere professionelle tennisspiller Jean-François Caujolle, som er turneringsleder den dag i dag.
Den schweiziske spiller Marc Rosset vandt singletitlen ved de første to udgaver af stævnet i 1993 og 1994. Han vandt den også for 3. gang i 2000. Thomas Enqvist og Jo-Wilfried Tsonga har rekorden for flest titler med 3 hver.
Roger Federer spillede sin første ATP-singlefinale ved denne turnering i 2000, hvor han tabte til Marc Rosset. Deres kamp var den første schweiziske finale i en ATP-begivenhed. [3] [4] Federer vandt titlen i 2003. [5]
Andre bemærkelsesværdige vindere inkluderer tidligere verdens nr. 1-rangerede spillere og Grand Slam-mestrene Boris Becker, Yevgeny Kafelnikov, Andy Murray og Juan Martin del Potro. Franske spillere har vundet flest titler ved denne begivenhed, 9 i single og 11 i double. [6]
Tidligere finaler
Singles
Doubles
År | Vinder | Finalist | Score |
---|---|---|---|
1993 | Arnaud Boetsch Olivier Delaître | Ivan Lendl Christo van Rensburg | 6–3, 7–6 |
1994 | Jan Siemerink Daniel Vacek | Martin Damm Yevgeny Kafelnikov | 6–7, 6–4, 6–1 |
1995 | David Adams Andrei Olhovskiy | Jean-Philippe Fleurian Rodolphe Gilbert | 6–1, 6–4 |
1996 | Jean-Philippe Fleurian Guillaume Raoux | Marius Barnard Peter Nyborg | 6–3 6–2 |
1997 | Thomas Enqvist Magnus Larsson | Olivier Delaître Fabrice Santoro | 6–3, 6–4 |
1998 | Donald Johnson Francisco Montana | Mark Keil T. J. Middleton | 6–4, 3–6, 6–3 |
1999 | Max Mirnyi Andrei Olhovskiy (2) | David Adams Pavel Vízner | 7–5, 7–6(9–7) |
2000 | Simon Aspelin Johan Landsberg | Juan Ignacio Carrasco Jairo Velasco, Jr. | 7–6(7–2), 6–4 |
2001 | Julien Boutter Fabrice Santoro | Michael Hill Jeff Tarango | 7–6(9–7), 7–5 |
2002 | Arnaud Clément Nicolas Escudé | Julien Boutter Max Mirnyi | 6–4, 6–3 |
2003 | Sébastien Grosjean Fabrice Santoro (2) | Tomáš Cibulec Pavel Vízner | 6–1, 6–4 |
2004 | Mark Knowles Daniel Nestor | Martin Damm Cyril Suk | 7–5, 6–3 |
2005 | Martin Damm Radek Štěpánek | Mark Knowles Daniel Nestor | 7–6(7–4), 7–6(7–5) |
2006 | Martin Damm (2) Radek Štěpánek (2) | Mark Knowles Daniel Nestor | 6–2, 6–7(4–7), [10–3] |
2007 | Arnaud Clément (2) Michaël Llodra | Mark Knowles Daniel Nestor | 7–5, 4–6, [10–8] |
2008 | Martin Damm (3) Pavel Vízner | Yves Allegro Jeff Coetzee | 7–6(7–0), 7–5 |
2009 | Arnaud Clément (3) Michaël Llodra (2) | Julian Knowle Andy Ram | 3–6, 6–3, [10–8] |
2010 | Julien Benneteau Michaël Llodra (3) | Julian Knowle Robert Lindstedt | 6–4, 6–3 |
2011 | Robin Haase Ken Skupski | Julien Benneteau Jo-Wilfried Tsonga | 6–4, 6–7(4–7), [13–11] |
2012 | Nicolas Mahut Édouard Roger-Vasselin | Dustin Brown Jo-Wilfried Tsonga | 3–6, 6–4, [10–6] |
2013 | Rohan Bopanna Colin Fleming | Aisam-ul-Haq Qureshi Jean-Julien Rojer | 6–4, 7–6(7–3) |
2014 | Julien Benneteau (2) Édouard Roger-Vasselin (2) | Paul Hanley Jonathan Marray | 4–6, 7–6(8–6), [13–11] |
2015 | Marin Draganja Henri Kontinen | Colin Fleming Jonathan Marray | 6–4, 3–6, [10–8] |
2016 | Mate Pavić Michael Venus | Jonathan Erlich Colin Fleming | 6–2, 6–3 |
2017 | Julien Benneteau (3) Nicolas Mahut (2) | Robin Haase Dominic Inglot | 6–4, 6–7(9–11), [10–5] |
2018 | Raven Klaasen Michael Venus (2) | Marcus Daniell Dominic Inglot | 6–7(2–7), 6–3, [10–4] |
2019 | Jérémy Chardy Fabrice Martin | Ben McLachlan Matwé Middelkoop | 6–3, 6–7(4–7), [10–3] |
2020 | Nicolas Mahut (3) Vasek Pospisil | Wesley Koolhof Nikola Mektić | 6–3, 6–4 |
2021 | Lloyd Glasspool Harri Heliövaara | Sander Arends David Pel | 7–5, 7–6(7–4) |
2022 | Denys Molchanov Andrey Rublev | Raven Klaasen Ben McLachlan | 4–6, 7–5, [10–7] |
2023 | Santiago González Édouard Roger-Vasselin | Nicolas Mahut Fabrice Martin | 4–6, 7–6(7–4), [10–7] |
2024 | Tomáš Macháč | Emil Ruusuvuori | 6–3, 6–4 |
Referencer
- ^ "Montpellier To Host ATP World Tour 250 Event". ATP. 4. maj 2010. Hentet 5. maj 2010.
- ^ "ARENA Animation Video". Enjoy Montpellier. Hentet 5. maj 2010.
- ^ "PLUS: TENNIS -- MARSEILLE OPEN; Rosset Wins All-Swiss Final". The New York Times.
- ^ "FEDERER'S FIRST FINAL – 10 YEARS AGO". worldtennismagazine.com.
- ^ "Federer takes Marseille title". BBC.
- ^ "Past Champions". open13.fr.
Medier brugt på denne side
Det er let at give dette billede en kant
Det er let at give dette billede en kant
Flag of Canada introduced in 1965, using Pantone colors. This design replaced the Canadian Red Ensign design.
Used color: National flag | South African Government and Pantone Color Picker
grøn | rendered as RGB 0 119 73 | Pantone 3415 C |
gul | rendered as RGB 255 184 28 | Pantone 1235 C |
rød | rendered as RGB 224 60 49 | Pantone 179 C |
blå | rendered as RGB 0 20 137 | Pantone Reflex Blue C |
hvid | rendered as RGB 255 255 255 | |
sort | rendered as RGB 0 0 0 |
Flag of Austria with the red in the Austrian national colours which was official ordered within the Austrian Armed Forces (Bundesheer) in the characteristic “Pantone 032 C” (since May 2018 the Red is ordered in the characteristic “Pantone 186 C”.)
Finlands flag