Lydord

Lydord (sjældent Onomatopoietikon) er en betegnelse for et ord, som er dannet ved efterligning af naturlig lyd. Eksempelvis er dyrelydene "muh" og "øf" onomatopoietika, ligesom "pip", "vov" eller "mæh"^[1]. Desuden ses det i orddannelser såsom "plask", "splat" "bøvs" og "bang".^{[kilde mangler]}

Et lydord kaldes sjældent ^[2] et Onomatopoietikon (flertal: Onomatopoietika), af græsk: onoma, "navn" eller "ord", og poiein, "skabe").^{[kilde mangler]}

Der er ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet (marts 2020) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Eksistensen af lydord har ofte været brugt som argument imod strukturalisme, der hævder at verbalsproget er tilfældigt konstrueret. Dette tilbagevises dog af Ferdinand de Saussure i hans tekst Lingvistikkens objekt.

Der er ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet (marts 2020) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Lydord er ikke universelle, men afhænger af sprog. Eksempelvis er lydordet for en kats lyd "miav" på dansk, "meow" på engelsk og "nyan" på japansk.

• Saussure, Ferdinand: "Lingvistikkens objekt", Strukturalisme. En antologi, København 1970, s. 21
• Sprogpsykologi. Udvalgte kerneemner, Museum Tusculanums Forlag, 2004

Se Wiktionarys definition på ordet: Lydord

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Lydord