Only God Forgives

Only God Forgives
Overblik
GenreThriller
Instrueret afNicolas Winding Refn
Manuskript afNicolas Winding Refn
MedvirkendeRyan Gosling
Kristin Scott Thomas
FotograferingLarry Smith
KlipMatthew Newman
Musik afCliff Martinez
Produceret afLene Børglum
DistributørRadius-TWC (USA)[1]
Lionsgate UK (Storbritannien)
Udgivelsesdato30. maj 2013 (Danmark)
Længde90 min. Rediger på Wikidata
OprindelseslandFrankrig
Danmark
SprogEngelsk
Budget3,5 millioner $[2]
Links
på IMDb
på scope.dk Rediger på Wikidata
i DFI's filmdatabase
i SFDb Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Only God Forgives er en thrillerfilm fra 2013, skrevet og instrueret af Nicolas Winding Refn og med skuespillerne Ryan Gosling og Kristin Scott Thomas i hovedrollerne. Filmen blev optaget i Bangkok i Thailand.[3]

Handling

Ifølge produktions synopsis, følger filmen Julian (Ryan Gosling), der driver en thailandsk bokseklub som frontorganisation for sin families narkosmuglings drift, da han tvinges af sin mor Jenna til at finde og dræbe den enkelte ansvarlige for sin brors nylige død.[4]

Medvirkende

SkuespillerRolleNoter
Ryan GoslingJulianEn englænder, der bor i Bangkok og "er en respekteret figur i den kriminelle underverden" – ifølge filmens synopsis.[5] Gosling havde trænet thaiboxing som forberedelse til rollen. Gosling og Refn havde arbejdet sammen på filmen Drive (2011).
Kristin Scott ThomasCrystalJulians mor, der i filmens synopsis er beskrevet som "en nådesløs og skræmmende mafia gudmor." Scott Thomas blev castet til rollen i maj 2011.[6]
Tom BurkeBillyJulians bror
Rathar Phongam (Yaya-Ying)MaiEn prostitueret som er i forbindelse med Julian
Vithaya PansringarmChang
Sahajak BoonthanakitPol Col KIM
Gordon BrownGordonGordon Brown har tidligere haft cameoroller i Refns film Bronson (2008) og Valhalla Rising (2009).
Joe Cummingsbargæst
Oak Keeratiportør

Produktion

Nicolas Winding Refn har udtalt, at "[han] fra begyndelsen, havde ideen om en thriller fremstillet som en westernfilm i Fjernøsten og med en moderne cowboy helt." Han planlagde oprindeligt at instruere Only God Forgives direkte efter Valhalla Rising (2009), men han accepterede Goslings anmodning om at instruere Drive (2011) i stedet.[7] Gosling har beskrevet manuskriptet af Only God Forgives som "det mærkeligste, jeg nogensinde har læst." Ligesom Drive er Only God Forgives stort set optaget kronologisk og scener blev ofte redigeret den dag, de blev optaget.

Optagelser fra en scene af filmen blev vist ved Filmfestivalen i Cannes i 2012.[8] Nicolas Winding Refn henledte en forbindelse mellem Only God Forgives og Drive, da han udtalte, at "[Only God Forgives] er meget en fortsættelse af dette sprog"—"det er baseret på virkelige følelser, men sat i en forstærket realitet. Det er et eventyr."

Referencer

  1. ^ Jeff Labrecque (1. marts 2012). "Ryan Gosling's Thailand gangster film goes to Radius-TWC". Entertainment Weekly.
  2. ^ KEVIN JAGERNAUTH (30. marts 2012). "Nicolas Winding Refn Talks Making 'Only God Forgives' & Considers Tokyo Setting For Horror 'I Walk With The Dead'". Indiewire. Arkiveret fra originalen 23. juni 2012. Hentet 16. januar 2013.
  3. ^ "Hard Drive". Bangkok Post. 21. oktober 2011.
  4. ^ JEFF OTTO (26. september 2011). "Ryan Gosling Calls Upcoming Project 'Only God Forgives' The "Strangest Thing" He's Ever Read". Indiewire. Arkiveret fra originalen 25. august 2013. Hentet 16. januar 2013.
  5. ^ Matt Goldberg (2. november 2011). "First Synopsis for Nicolas Winding Refn's ONLY GOD FORGIVES Starring Kristin Scott Thomas and Ryan Gosling". Collider.com.
  6. ^ Russ Fischer (2. maj 2011). "Nicolas Winding Refn Casts Luke Evans and Kristin Scott-Thomas in Thai Western 'Only God Forgives'". Slashfilm.com.
  7. ^ Kevin P. Sullivan (25. juni 2012). "'Only God Forgives' Will Share The 'Language' Of 'Drive'". Moviesblog.MTV. Arkiveret fra originalen 29. juni 2012. Hentet 16. januar 2013.
  8. ^ Kevin P. Sullivan (25. maj 2012). "Ryan Gosling's 'Only God Forgives' Debuts Footage At Cannes". Moviesblog.MTV. Arkiveret fra originalen 28. maj 2012. Hentet 16. januar 2013.

Eksterne henvisninger