Ondskab

Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet (marts 2018) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Ondskab som begreb bringes ofte på banen i forbindelse med handlinger og hændelser som forfølgelse, krig, massakrer, mord, terror, tortur, vold og lignende. Der er gennem tiden gjort mange forsøg på at forklare dels hvad ondskaben egentlig er, dels hvorfor den overhovedet er mulig.

Ondskab er et begreb eller fænomen, som kan forstås på flere måder. Mange forskellige måder. Generelt forstår man dog ondskab, som noget, som er ondt. Nogle mener, at en ting kan være ond, ved at begå onde handlinger. Det kan så veksle, hvad man forstår ved en ond handling, men nogle mener, at en ond handling er en bevidst handling, der skader andre eller en selv.

I en socialpsykologisk forståelsesramme kan ondskab beskrives som et almenmenneskeligt potentiale for at udføre handlinger mod andre mennesker, som af karakter er grænseoverskridende i forhold til den sociale og kulturelle kontekst, de udføres i, og som har til formål at reducere andres livskvalitet (fysisk og/eller psykisk) samt som på gerningstidspunktet udføres uden medfølelse (empati) for dem, det går ud over.

Af den bestemmelse følger bl.a., at ondskab ikke er umenneskeligt men en type af handling, som det principielt er muligt for ethvert menneske at udføre. Det der er acceptabelt på ét tidspunkt kan betragtes som rendyrket ondskab på et andet tidspunkt (forskelle i forhold til tid). En handling der ét sted opfattes som ond kan på samme tidspunkt sagtens opfattes som acceptabel et andet sted (kulturelle forskelle). Intentionen er helt afgørende; man kan ikke komme til at udføre en ond handling. Vigtigst er dog (den eventuelt kun midlertidige) suspendering af evnen for medfølelse.

Det er nemt at falde for fristelsen til at forenkle sammenhængene i forhold til ondskab, men man bør vogte sig for forenklende og generaliserende forklaringsmodeller. Problemet med dem er ikke, at de forskellige enkeltårsager ikke kan være vigtige brikker til klarlæggelsen af årsagerne til det enkelte tilfælde. Problemet er, at de ikke kan stå alene, og at de ikke er entydige. Finder man en hjernesvulst i hovedet på en, som har udsat andre for bestialske handlinger, så kan det godt være en del af forklaringen på, at han gjorde som han gjorde, men det vil sjældent være hovedårsagen, og det betyder heller ikke, at hjernesvulster som sådan altid får de angrebne til at udføre ondskabsfulde handlinger. Så stopper man ved svulsten som forklaring, så risikerer man at overse det.

Fra listen over monokausale forklaringsmodeller kan nævnes:

• Den patologiske forklaring, hvor den onde handling begrundes med en biologisk, fysiologisk eller neurologisk defekt.
• Ideen om at mennesket er iboende ondt (Sigmund Freud kaldet mennesket en morderisk rotte).
• Den opfattelse at ondskab konsekvent har sit udspring i autoritær opdragelse.
• posttraumatsike belastningsreaktioner som er den forklaring, der ofte trækkes af stalden, når krigsveteraner begår onde handlinger i fredstid.
• Svigt i barndommen.
• Det træk at tilskrive en hel nation psykopatalogiske træk a la "alle tyskere, serbere, hutu'er/tutsi'er [indsæt selv folk der skal lægges for had] lider af vrangforestillinger, forfølgesesvandvid, mistænksomhed og misundelse, så det ligger i deres natur at være onde".

Indenfor den filosofiske tilgang fokuserer man især på en skelnen imellem en relativ og absolut brug af begrebet ondskab. En forståelse af, at der eksisterer disse to ondskab-begreber, er især vigtig, da det ofte ikke markeres, hvilket begreb der i en given sammenhæng bruges.

Når ondskabs-begrebet bruges relativt, kan det betegne en handling eller en serie af handlinger, som man bedømmer som umoralske i en eller anden grad. Hvis ordet bruges løst, kan 'ondskab' være lig med ganske almindelig dårlig opførsel, ud fra en given kulturs eller subkulturs standarder. Ofte vil ordet dog betegne en form for ekstrem umoralitet. Pointen er dog, at "ondskab" her udelukkende bruges om handlinger, der er værre end andre, som man fx ville betegne som 'slemme', 'forkerte' eller lignende. Forskellen på relativ ondskab og andre negative moralske vurderinger er altså kun en kvantitativ forskel.

Den absolutte brug af ondskabsbegrebet er i modsætning til den relative brug kompromisløs. Her benyttes "ondskab" om noget, som man påstår kvalitativt adskiller sig fra noget godt. En ond handling vil i denne betydning aldrig være andet end ond – uanset sammenhæng eller tidsalder. Brugt på mennesker vil et 'ondt menneske' heller aldrig kunne blive (eller have været) andet end ondt. Hvis der altså med "ondskab" menes absolut ondskab, så kan denne per definition ikke kureres, kun bekæmpes – hvilket i praksis betyder at man kun kan enten uskadeliggøre eller udslette ondskaben.

Fordelen ved en absolut brug af ondskabsbegrebet er især at et moralsk kodeks nu kan fremstilles meget mere simpelt, samt at mange grå områder, der kan føre til moralsk handlingslammelse, forsvinder.

Et problem er omvendt, at en overgang mellem absolut ondskab og absolut godhed umiddelbart synes umulig. Dette på trods af, at man i den virkelige verden ofte kan have brug for at etablere forbindelse med tidligere "onde" personer. Eller omvendt fordømme som onde, mennesker som man ikke tidligere ville have betegnet som onde.

Et absolut ondskabsbegreb kræver imidlertid, at man indfører eller finder en instans, der kan gøre det umulige muligt og overskride den rationelle kløft mellem absolut ondskab og absolut godhed. En sådan instans finder vi indenfor flere religioner i form af en guddom, der kan tilgive absolut ondskab eller kaste gode mennesker i absolut fortabelse. Men dermed har vi dog også per definition forladt, hvad der kan diskuteres rationelt, og derfor også hvad filosofien kan bidrage med i forhold til ondskabsbegrebet.

Ondskaben har en lang historie i religiøse sammenhænge, hvor den ofte modstilles (mere eller mindre guddommelig, eller guddommeligt inspireret) godhed. Her kan ondskaben også tilskrives steder, som helvede, eller tage form som en egenskab ved en persons eller en afguds natur, som ikke nødvendigvis kommer til udtryk ved direkte handling.

Film:

• Stanley Kubrick, A Clockwork Orange, 1971
• Mikael Håfström, Ondskan, 2003
• Jonathan Glazer, The Zone of Interest, 2023

Biografiske beretninger:

• Primo Levi, Hvis dette er et menneske, 1989 (orig. 1947)
• Jan Guillou, Ondskaben, 1981

Skønlitteratur:

• Mads Brenøe, Så megen vrede, 1993
• Bret Easton Ellis, American Psycho, 1991

Maleri:

• Pablo Picasso, Guernica (maleri), 1937

Psykologisk litteratur:

• Rolf Kuschel, Faezeh Zand og Jan Øberg: Ondskabens psykologi: socialpsykologiske essays, 2004, ISBN 87-7887-217-0

• Moral
• Moralfilosofi
• Kristendom
• Religion
• Satan
• Helvede
• Ondskabens akse