Odalisk
En odalisk (tyrkisk Odalık) var en slavinde i et osmannisk serail. Hun var assistent eller lærling hos konkubinerne og hustruerne, og kunne avancere i status til at blive en af dem. De fleste odalisker tilhørte det kejserlige harem, sultanens hushold.
Etymologi
Ordet ”odalisk” er en fransk fortolkning af det tyrkiske ord odalık, som betyder "kammerpige", fra oda, "kammer" eller "rum". Ordet kan skrives odahlic, odalisque, eller odaliq.
Status
Odalisker var nederst på rangstigen i haremmet og betjente ikke sultanen, men først og fremmest konkubinerne og hustruerne som personlige kammerpiger. Odalisker var sædvanligvis slavinder som var gaver til sultanen. Oftest blev en odalisk aldrig set af sultanen, men var i stedet under direkte opsyn af sultanens mor. Hvis en odalisk var specielt smuk, eller havde et specielt talent for dans eller sang, kunne hun få optræning som konkubine. Hvis hun blev udvalgt, blev hun trænet til at betjene sultanen seksuelt, og først efter en seksuel kontakt ville hendes status ændres til konkubine.
Senere brug
I populær brug kunne ordet odalisk også bruges om en formuende mands elskerinde eller konkubine.
I det 19. århundrede blev odalisker en almindelig fantasifigur i kunstbevægelsen kaldt orientalismen, og blev fremstillet i mange erotiske afbildninger. Matisse malede også odalisker.
Edvard Grieg skrev en sang :Odalisken synger: Nu synker Solen i Asiens Dale (1870) efter et digt af Carl Alfred Bruun.
Se også
Eksterne henvisninger
- Nogle portrætter af odalisker Arkiveret 14. februar 2010 hos Wayback Machine
Medier brugt på denne side
An odalisque (female member of a harem) reclines exposed in the harem listening to a servant's lute music. This painting was commissioned by King Wilhelm I of Württemberg and was executed by Ingres with the assistance of his pupil Paul Flandrin. A version of this subject painted three years earlier shows the odalisque in an enclosed room rather than with the garden vista in the background (Fogg Art Museum, Cambridge, Massachusetts). This exotic composition, which was inspired by a passage from Lady Mary Wortley Montagu's Turkish Letters (1763), may have been conceived by Ingres in response to his rival Eugène Delacroix's success as a painter of Near Eastern subjects.
