Nors Sø
Nors Sø | |
---|---|
Nors Sø er det eneste hjemsted i Danmark, for vandplanten Liden Najade (Najas Flexilis). | |
Overblik | |
Land | Danmark |
Kommuner | Thisted |
Oplandsareal | 250-400 ha |
Overfladeareal | 347 ha |
Middeldybde | 3,5 m |
Maks. dybde | ca. 20 m |
Nors Sø ligger i Thy nordvest for Thisted tæt ved Nors. Søen er ligesom sin nabo Vandet Sø en karstsø. Den er blandt landets reneste søer og er da også kategoriseret som både lobelie- og kransnålalge-sø.
Nors Sø er en karstsø, og har ingen tilløb og får derfor stort set alt sin tilstrømning fra sprækker i kalkbunden. Søen har et kantet omrids der kommer af brud i undergrunden, hvor et saltlag der 2,5-3 km nede i jorden, der har skubbet sig op og på et tidspunkt har brækket den stive kalk, så det i princippet er en slags jordskælv.[1]
Nors Sø og Vandet Sø er en del af Hanstholm-reservatet og blev i 2008 en del af Danmarks første nationalpark, Nationalpark Thy. De er en del af Natura 2000-område 24: "Hanstholm-reservatet, Hanstholm Knuden, Nors Sø og Vandet Sø" og er både habitatområde og fuglebeskyttelsesområde.
Særlig flora og fauna
Nors sø har en helt særlig og usædvanligt rig og varieret flora. Dels er det en lobelie- og kransnålalge-sø, men den er også hjemsted for Danmarks eneste bestand af den meget sjældne vandplante Liden Najade (Najas Flexilis), som de sidste halvtreds år kun er konstateret her og indtil for få år siden i den nærliggende Vandet Sø. Danmark er forpligtet til at beskytte arten, hvor den findes. Nors Sø rummer desuden ansvarsarter og rødlistede arter, som f.eks. sortgrøn og gulgrøn brasenføde.
Tilstanden i Nors Sø er under forandring pga. for kraftig tilførelse af næringsstoffer, fra landbrug og især fugleekskrementer. Næringsstofferne giver øget algevækst og skygger for de sårbare planters fotosyntese og nye rodskud får svært ved at trænge frem. Badeaktiviteten forværrer situationen, idet sediment hvirvles op fra bunden og ligeledes skygger og skaber øget algevækst i vandsøjlen. Prognosen for Nors Sø er – sammen med flere klare søer i området – pt. vurderet ugunstig ifølge Naturstyrelsen (2011).
Nors Sø har en fin fiskebestand, domineret af gedde, aborre, skalle og ål samt mindre bestande af helt, hork og hundestejle. Smådyrsfaunaen i søen blev grundigt undersøgt i 1992, og her fandt man 153 forskellige arter – det største antal, som er rapporteret fra nogen sø i Jylland.
Eksterne kilder/henvisninger
- ^ Hanstholmreservatet, Nors Sø (Webside ikke længere tilgængelig) Ture til geologiske naturperler, på geus.dk hentet 8. april 2020
- Naturstyrelsen: Natura 2000-plan 2010-2015, Hanstholm Reservatet, Nors Sø og Vandet Sø
- Nationalpark Thy: Karstsø Arkiveret 13. marts 2017 hos Wayback Machine
Koordinater: 57°1′53″N 8°36′36″Ø / 57.03139°N 8.61000°Ø
Medier brugt på denne side
Najas flexilis