Nonverbal kommunikation
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
AI-artikel
Sproglig noverbal kommunikation er en form for kommunikation, hvor budskaber overføres uden brug af ordvalg eller leksikalsk betydning. Den omfatter faktorer som intonation, prosodi, tonehøjde, hastighed, stilhed og pauser i tale. Disse elementer spiller en afgørende rolle i samtaleanalyse og pragmatik, da de kan ændre eller forstærke et budskabs betydning.[1]
Former for sproglig noverbal kommunikation
Sproglig noverbal kommunikation dækker følgende områder:
- Intonation – Variationen i tonehøjde, som kan udtrykke følelser eller holdninger.[2]
- Prosodi – Mønstre af rytme og melodi i tale.[3]
- Pauser – Strategiske ophold i tale, der kan understøtte betydning.[4]
- Talehastighed – Hurtig eller langsom tale kan afspejle følelser som uro eller eftertænksomhed.[5]
- Stilhed – Bevidst brug af tavshed kan signalere alt fra afventning til ubehag.[6]
- Paraverbal kommunikation – Elementer som stemmeklang, tryk og stemmevolumen.[7]
Funktioner og betydning
Sproglig noverbal kommunikation har mange funktioner i kommunikation:
- Emotionel udtryk – Intonation og stemmeleje kan indikere følelser såsom vrede, glæde eller ironi.[8]
- Samtaleregulering – Pauser og stilhed hjælper med at strukturere samtaler og vise, hvornår en samtalepartner kan tage ordet.[9]
- Forstærkning af betydning – Betoning af ord eller ændring i tonefald kan ændre en sætning fra en neutral bemærkning til en sarkastisk kommentar.[10]
- Kulturel variation – Brug af stilhed eller intonation varierer på tværs af kulturer. I Japan bruges stilhed ofte til respekt, mens det i USA kan signalere ubehag.[11]
Eksempler
- En stigende tone i slutningen af en sætning kan signalere et spørgsmål, selv uden et spørgende ord.[12]
- Lange pauser i en samtale kan indikere ubehag eller tænksomhed, afhængigt af konteksten.[13]
- Høj talehastighed kan vise ophidselse eller nervøsitet, mens langsom tale ofte signalerer overvejelse eller vigtighed.[14]
Se også
- Kommunikationsteori
- Linguistik
- Paraverbal kommunikation
- Samtaleanalyse
- Intonation
Referencer
- ^ Knapp, M.L., & Hall, J.A. (2014). Nonverbal Communication in Human Interaction. Cengage Learning. ISBN 978-1-285-19587-1.
- ^ Crystal, D. (2008). A Dictionary of Linguistics and Phonetics (6. udg.). Wiley-Blackwell. ISBN 978-1-4051-5383-3.
- ^ Couper-Kuhlen, E. (1993). English Prosody. Routledge. ISBN 978-0-415-06623-8.
- ^ Jefferson, G. (1989). Notes on a possible metric which provides for a 'standard maximum' silence of approximately one second in conversation. In: Conversation: An Interdisciplinary Perspective. Multilingual Matters. ISBN 978-1-85359-035-4.
- ^ Ekman, P., & Friesen, W.V. (1969). The repertoire of nonverbal behavior: Categories, origins, usage, and coding. Semiotica.
- ^ Tannen, D. (1985). Silence: Anything but. In: Perspectives on Silence. Ablex. ISBN 978-0-89391-253-4.
- ^ Knapp, M.L., & Hall, J.A. (2014). Nonverbal Communication in Human Interaction (8. udg.). Cengage Learning. ISBN 978-1-285-18474-3.
- ^ Bolinger, D. (1989). Intonation and Its Uses. Stanford University Press. ISBN 978-0-8047-1480-6.
- ^ Stivers, T., & Enfield, N.J. (2010). A coding scheme for conversational turn-taking. Journal of Pragmatics.
- ^ Attardo, S. (2000). Irony as relevant inappropriateness. Journal of Pragmatics.
- ^ Hall, E.T. (1976). Beyond Culture. Anchor Books. ISBN 978-0-385-12474-5.
- ^ Hirst, D., & Di Cristo, A. (1998). Intonation Systems: A Survey of Twenty Languages. Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-59587-9.
- ^ Heldner, M., & Edlund, J. (2010). Pauses, gaps and overlaps in conversations. Journal of Phonetics.
- ^ Goldman-Eisler, F. (1968). Psycholinguistics: Experiments in Spontaneous Speech. Academic Press.