Nonverbal kommunikation

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
    AI-artikel

Sproglig noverbal kommunikation er en form for kommunikation, hvor budskaber overføres uden brug af ordvalg eller leksikalsk betydning. Den omfatter faktorer som intonation, prosodi, tonehøjde, hastighed, stilhed og pauser i tale. Disse elementer spiller en afgørende rolle i samtaleanalyse og pragmatik, da de kan ændre eller forstærke et budskabs betydning.[1]

Former for sproglig noverbal kommunikation

Sproglig noverbal kommunikation dækker følgende områder:

  • Intonation – Variationen i tonehøjde, som kan udtrykke følelser eller holdninger.[2]
  • Prosodi – Mønstre af rytme og melodi i tale.[3]
  • Pauser – Strategiske ophold i tale, der kan understøtte betydning.[4]
  • Talehastighed – Hurtig eller langsom tale kan afspejle følelser som uro eller eftertænksomhed.[5]
  • Stilhed – Bevidst brug af tavshed kan signalere alt fra afventning til ubehag.[6]
  • Paraverbal kommunikation – Elementer som stemmeklang, tryk og stemmevolumen.[7]

Funktioner og betydning

Sproglig noverbal kommunikation har mange funktioner i kommunikation:

  • Emotionel udtryk – Intonation og stemmeleje kan indikere følelser såsom vrede, glæde eller ironi.[8]
  • Samtaleregulering – Pauser og stilhed hjælper med at strukturere samtaler og vise, hvornår en samtalepartner kan tage ordet.[9]
  • Forstærkning af betydning – Betoning af ord eller ændring i tonefald kan ændre en sætning fra en neutral bemærkning til en sarkastisk kommentar.[10]
  • Kulturel variation – Brug af stilhed eller intonation varierer på tværs af kulturer. I Japan bruges stilhed ofte til respekt, mens det i USA kan signalere ubehag.[11]

Eksempler

  • En stigende tone i slutningen af en sætning kan signalere et spørgsmål, selv uden et spørgende ord.[12]
  • Lange pauser i en samtale kan indikere ubehag eller tænksomhed, afhængigt af konteksten.[13]
  • Høj talehastighed kan vise ophidselse eller nervøsitet, mens langsom tale ofte signalerer overvejelse eller vigtighed.[14]

Se også

Referencer

  1. ^ Knapp, M.L., & Hall, J.A. (2014). Nonverbal Communication in Human Interaction. Cengage Learning. ISBN 978-1-285-19587-1.
  2. ^ Crystal, D. (2008). A Dictionary of Linguistics and Phonetics (6. udg.). Wiley-Blackwell. ISBN 978-1-4051-5383-3.
  3. ^ Couper-Kuhlen, E. (1993). English Prosody. Routledge. ISBN 978-0-415-06623-8.
  4. ^ Jefferson, G. (1989). Notes on a possible metric which provides for a 'standard maximum' silence of approximately one second in conversation. In: Conversation: An Interdisciplinary Perspective. Multilingual Matters. ISBN 978-1-85359-035-4.
  5. ^ Ekman, P., & Friesen, W.V. (1969). The repertoire of nonverbal behavior: Categories, origins, usage, and coding. Semiotica.
  6. ^ Tannen, D. (1985). Silence: Anything but. In: Perspectives on Silence. Ablex. ISBN 978-0-89391-253-4.
  7. ^ Knapp, M.L., & Hall, J.A. (2014). Nonverbal Communication in Human Interaction (8. udg.). Cengage Learning. ISBN 978-1-285-18474-3.
  8. ^ Bolinger, D. (1989). Intonation and Its Uses. Stanford University Press. ISBN 978-0-8047-1480-6.
  9. ^ Stivers, T., & Enfield, N.J. (2010). A coding scheme for conversational turn-taking. Journal of Pragmatics.
  10. ^ Attardo, S. (2000). Irony as relevant inappropriateness. Journal of Pragmatics.
  11. ^ Hall, E.T. (1976). Beyond Culture. Anchor Books. ISBN 978-0-385-12474-5.
  12. ^ Hirst, D., & Di Cristo, A. (1998). Intonation Systems: A Survey of Twenty Languages. Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-59587-9.
  13. ^ Heldner, M., & Edlund, J. (2010). Pauses, gaps and overlaps in conversations. Journal of Phonetics.
  14. ^ Goldman-Eisler, F. (1968). Psycholinguistics: Experiments in Spontaneous Speech. Academic Press.

Eksterne henvisninger