Richard Nixon

Richard Nixon
37. amerikanske præsident
Embedsperiode
20. januar 1969 – 9. august 1974
VicepræsidentSpiro Agnew (1969 - 1973)
Ingen (okt. – dec. 1973)
Gerald Ford (1973 – 1974)
ForegåendeLyndon B. Johnson
Efterfulgt afGerald Ford
36. amerikanske vicepræsident
Embedsperiode
20. januar 1953 – 20. januar 1961
PræsidentDwight D. Eisenhower
ForegåendeAlben W. Barkley
Efterfulgt afLyndon B. Johnson
Amerikansk senator fra Californien
Embedsperiode
1. december 1950 – 1. januar 1953
ForegåendeSheridan Downey
Efterfulgt afThomas Kuchel
Medlem af Repræsentanternes Hus fra Californiens 12. distrikt
Embedsperiode
2. januar 1947 – 1. december 1950
ForegåendeJerry Voorhis
Efterfulgt afPatrick J. Hillings
Personlige detaljer
Født9. januar 1913
Yorba Linda, Californien
Død22. april 1994 (81 år)
New York, USA
DødsårsagSlagtilfælde
GravstedRichard Nixon Presidential Library and Museum
Politisk partiRepublikaner
Ægtefælle(r)Patricia Ryan
BørnTricia Nixon Cox
Julie Nixon Eisenhower
MorHannah Milhous Nixon
FarFrancis A. Nixon
Uddannelses­stedWhittier College
Duke University School of Law
BeskæftigelseAdvokat
ReligionKvæker
Underskrift
Militærtid
VærnUnited States Navy
Tjenestetid1942 – 1946
RangOrlogskaptajn
Slag/krigeStillehavskrigen under 2. verdenskrig
Links
Richard Nixons hjemmeside
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Richard Milhous Nixon (9. januar 1913 – 22. april 1994) var en amerikansk politiker og USA's 37. præsident (1969 – 1974), som var medlem af det Republikanske Parti. Han havde tidligere, under præsident Dwight D. Eisenhower, tjent som USA's 36. vicepræsident fra 1953 til 1961. Han havde ligeledes både repræsenteret sin hjemstat, Californien, i det amerikanske Senatet fra 1950 til 1953, ligesom han også havde været medlem af Repræsentanternes Hus fra 1947 til 1950.

Nixon slog Hubert Humphrey ved præsidentvalget i 1968, mens han vandt en jordskredssejr over George McGovern ved præsidentvalget i 1972. Således modtog Nixon hele 520 valgmandsstemmer i 1972 mens McGovern kun formåede at vinde 17 valgmandsstemmer, hvilket resulterede i en af de største valgsejre i amerikansk historie – kun Franklin D. Roosevelt i 1936 og Ronald Reagan i 1984 har formået at få mere end 520 valgmandsstemmer.

Udenrigspolitisk var Nixon med til at afslutte USA's involvering i Vietnamkrigen, normalisere og nedbringe det anspændte forhold til både Sovjetunionen og Kina (se eksempelvis Nixons besøg i Kina), og etablere en luftbro til at forsyne Israel i forbindelse med Yom Kippur-krigen – en krig som førte til oliekrisen i 1973. Desuden var Nixon præsident, da USA udføre den første bemande månelanding som signalerede en afslutning på rumkapløbet. Indenrigspolitisk fik han oprettet det amerikanske miljøagentur Environmental Protection Agency (EPA), igangsat kampen mod cancer ("War on cancer") og gennemtvunget en desegregation af skoler i Sydstaterne.

Nixon er dog mest kendt for at være den eneste præsident der er trådt tilbage, hvilket skete som en konsekvens af Watergate-skandalen d. 9. august 1974 (knap halvvejs inde i Nixons anden periode som præsident). Han blev efterfølgende benådet, d. 8. september 1974, af sin efterfølger præsident Gerald Ford. Nixon blev dog aldrig stillet for en rigsretssag, da han trak sig inden det kom til en afstemning i Repræsentanternes Hus. Ford benådede derfor Nixon for mulige ulovligheder han måtte have begået som præsident.[1] Wategate-skandalen har præget Nixons eftermæle, hvor eksempelvis forskellige undersøgelser blandt historikere og politologer konsistent har rangeret Nixon som en under gennemsnitlig præsident.[2][3] Sådanne evalueringer af ham har imidlertid vist sig at være komplekse, da hans store udenrigs- og indenrigspolitiske succeser som præsident står i stærk kontrast til de omstændigheder, som prægede hans afgang fra embedet.

Baggrund

Richard Nixon voksede op i Yorba Linda i Orange County i det sydlige Californien som søn af Francis Nixon og Hannah Milhous, der havde tyske immigrantrødder. Nixon havde fire brødre.

Richard Nixon var en fremragende student og blev optaget på Harvard University, men familien havde ikke råd til at sende sønnen til Massachusetts. Nixon tog i stedet en universitetsuddannelse på det lille kvæker-universitet Whittier College i 1934 og blev i 1938 uddannet advokat fra Duke University i North Carolina. I 1940 blev han gift med Patricia Ryan, og han tjente i den amerikanske flåde som løjtnant under 2. verdenskrig.

Politisk karriere

Kongresmedlem og senator

Efter 2. verdenskrig vendte Richard Nixon tilbage til Californien, hvor han stillede op til den amerikanske kongres. Nixon vandt bl.a. valget på at beskylde sin modstander, Jerry Voorhis, for at være kommunist. Der går en myte om, at Nixon betalte en del af valgkampen ved hjælp af gevinster vundet i pokerspil.

Da Nixon i 1948 skulle genvælges til kongressen, blev han nomineret som kandidat af både det republikanske og det demokratiske parti.

I kongressen fortsatte Nixon sin kamp mod kommunister både i og uden for USA. Han var medlem af HUAC-komitén (House Un-American Activities Committee), der blev berømt og berygtet for at jage sovjetsympatisører bl.a. i Hollywood.

Richard Nixon blev i 1950 opstillet som den republikanske kandidat til det amerikanske senat. Han slog den demokratiske kandidat Helen Gahagan Douglas, igen ved bl.a. at beskylde modkandidaten for at være i ledtog eller i hvert fald sympatisere med de røde (kommunisterne). Nixon fik 59,2 % af stemmerne mod Douglas' 40,8 %.

Vicepræsident af USA

Med den tidligere øverstbefalende for de allierede styrker under 2. verdenskrig, general Dwight D. Eisenhower som præsidentkandidat, blev Richard Nixon nomineret som vicepræsidentkandidat i 1952, kun 39 år gammel. Han og den populære general vandt præsidentvalget mod den demokratiske kandidat Adlai E. Stevenson, guvernør fra Illinois, og dennes vicepræsidentkandidat senator John Sparkman fra Alabama.

Det var i forbindelse med valgkampen i 1952 at Nixon gav sin berømte "Checkers"-tale efter at være blevet anklaget for at have modtaget penge ulovligt fra en række erhvervsfolk. Nixon afværgede alle anklager i en direkte transmitteret tv-tale, men indrømmede at en tilhænger i Texas havde foræret ham en cockerspaniel, som hans to døtre havde døbt Checkers.

Som vicepræsident advokerede Nixon for brugen af taktiske atomvåben i Korea i 1950.

Præsident Eisenhower valgte at genopstille og Richard Nixon blev gennomineret som vicepræsidentkandidat i 1956. De vandt igen over Adlai E. Stevenson, der stillede op sammen med senator Estes Kefauver fra Tennessee.

Præsidentkandidatur

I 1960 prøvede Nixon at blive præsident, men tabte til den demokratiske senator John F. Kennedy fra Massachusetts. Hans nederlag kædes ofte sammen med hans fremtoning i en tv-transmitteret debat mellem de to kandidater. I den tv-transmitterede debat havde demokraternes unge præsidentkandidat John F. Kennedy valgt ikke at bruge make-up, hvilket fik Nixon til også at afvise make-up. Kennedy så ung, frisk og tiltalende ud, medens Nixon tværtimod så udmattet og sygelig ud. Og det var efter sigende, denne fremtoning der medførte Nixons nederlag til Kennedy[4]. Nixon var den første præsidentkandidat, der i løbet af en valgkamp besøgte alle 50 stater, flere af dem med et skadet knæ. Valget mellem Kennedy og Nixon var uhyre tæt og republikanerne beskyldte Kennedy for at have købt stemmer i Chicago og dermed vinde den store, vigtige stat Illinois.

Richard Nixon kandiderede i 1962 til posten som guvernør for delstaten Californien. Han tabte valget til den demokratiske guvernør Pat Brown. Talen, hvor han accepterede sit nederlag, blev kendt for sætningen "You won't have Nixon to kick around anymore because, gentlemen, this is my last press conference".[5]

I 1964 støttede Richard Nixon den republikanske kandidat senator Barry Goldwater fra Arizona i dennes forgæves forsøg på at vinde over præsident Lyndon B. Johnson.

Præsident af USA

I 1968 blev Nixon valgt til præsident med et løfte om at stoppe Vietnamkrigen. Han slog den demokratiske kandidat Hubert H. Humphrey fra Minnesota. Nixons vicepræsident var den tidligere guvernør i Maryland, Spiro T. Agnew, der blev tvunget til at træde tilbage i 1973 på grund af en skatteunddragelsessag fra sin tid som guvernør.

Den største succes under Richard Nixons præsidentskab var normaliseringen af forholdet til Kina. Et andet stort øjeblik var da amerikanske astronauter som de første landede på Månen i 1969.

Blandt Nixons andre store udenrigspolitiske successer var aftalen med Sovjetunionen om nedrustning, kendt som SALT I, og underskrivelsen af ABM-traktaten, i begge tilfælde aftaler, som var udtænkt af Henry Kissinger.

Nixon blev genvalgt i 1972 med en af de største marginer i amerikansk historie, da hans slog senator George McGovern fra South Dakota. Nixon fik 60,7 % af stemmerne, næsten 18 millioner flere end sin modkandidat og han vandt 49 ud af 50 stater, med Massachusetts som den eneste undtagelse.

Watergate-skandalen

Uddybende Uddybende artikel: Watergate-skandalen

Nixon blev den første amerikanske præsident nogensinde, der måtte gå af før tid. Det skete som følge af Watergate-skandalen i 1974. Watergate drejede sig om aflytninger af det demokratiske partis hovedkontor, som havde til huse i Watergate-bygningen i Washington D.C. Richard Nixon valgte selv at trække sig tilbage, da han stod over for en rigsretssag, og han kunne heller ikke senere retsforfølges for sin eventuelle involvering, fordi hans efterfølger, præsident Gerald Ford, udstedte en meget kontroversiel amnesti.

Historien om Watergate er blevet filmatiseret i filmen Alle Præsidentens Mænd med Robert Redford og Dustin Hoffman, og der er også lavet en film Nixon af instruktøren Oliver Stone.

Richard Nixon døde den 22. april 1994 i New York City. Han blev 81 år gammel. Han er begravet på The Richard Nixon Presidential Library & Birthplace i Yorba Linda, Californien.

Se også

Referencer

  1. ^ Ford, Gerald (d. 8. september 1974). "President Gerald R. Ford's Proclamation 4311, Granting a Pardon to Richard Nixon". Gerald R. Ford Presidential Library & Museum. Hentet d. 22. december 2016.
  2. ^ "Presidential Historians Survey 2017". C-SPAN. Hentet d. 2. december 2020.
  3. ^ "Presidents 2018 Rank by Category" (PDF). Hentet d. 2. december 2020.
  4. ^ "Kennedy-Nixon debate changed politics for good". Arkiveret fra originalen den 11. september 2001. Hentet 2011-08-08.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link)
  5. ^ Aitken, Jonathan (1996). Nixon: A Life. Washington, D.C.: Regnery Publishing. s. 304-305. ISBN 978-0-89526-720-7.

Eksterne links

Wikimedia Commons har medier relateret til:
Oversættelse
Oversættelse
Denne artikel eller en tidligere version er helt eller delvist oversat fra den engelsksprogede Wikipedia, der er tilgængelig under Creative Commons Kreditering-Deling på samme vilkår 3.0. Se versionshistorik for oplysninger om oprindelig(e) bidragyder(e).
  • v
  • d
  • r
  1. George Washington (1789–1797)
  2. John Adams (1797–1801)
  3. Thomas Jefferson (1801–1809)
  4. James Madison (1809–1817)
  5. James Monroe (1817–1825)
  6. John Quincy Adams (1825–1829)
  7. Andrew Jackson (1829–1837)
  8. Martin Van Buren (1837–1841)
  9. William Henry Harrison (1841)
  10. John Tyler (1841–1845)
  11. James Polk (1845–1849)
  12. Zachary Taylor (1849–1850)
  13. Millard Fillmore (1850–1853)
  14. Franklin Pierce (1853–1857)
  15. James Buchanan (1857–1861)
  16. Abraham Lincoln (1861–1865)
  17. Andrew Johnson (1865–1869)
  18. Ulysses S. Grant (1869–1877)
  19. Rutherford B. Hayes (1877–1881)
  20. James A. Garfield (1881)
  21. Chester A. Arthur (1881–1885)
  22. Grover Cleveland (1885–1889)
  23. Benjamin Harrison (1889–1893)
  24. Grover Cleveland (1893–1897)
  25. William McKinley (1897–1901)
  26. Theodore Roosevelt (1901–1909)
  27. William H. Taft (1909–1913)
  28. Woodrow Wilson (1913–1921)
  29. Warren G. Harding (1921–1923)
  30. Calvin Coolidge (1923–1929)
  31. Herbert Hoover (1929–1933)
  32. Franklin D. Roosevelt (1933–1945)
  33. Harry S. Truman (1945–1953)
  34. Dwight D. Eisenhower (1953–1961)
  35. John F. Kennedy (1961–1963)
  36. Lyndon B. Johnson (1963–1969)
  37. Richard Nixon (1969–1974)
  38. Gerald Ford (1974–1977)
  39. Jimmy Carter (1977–1981)
  40. Ronald Reagan (1981–1989)
  41. George H.W. Bush (1989–1993)
  42. Bill Clinton (1993–2001)
  43. George W. Bush (2001–2009)
  44. Barack Obama (2009–2017)
  45. Donald Trump (2017–2021)
  46. Joe Biden (2021–nu)
  • v
  • d
  • r
  1. John Adams (1789–1797)
  2. Thomas Jefferson (1797–1801)
  3. Aaron Burr (1801–1805)
  4. George Clinton (1805–1812)
  5. Elbridge Gerry (1813–1814)
  6. Daniel D. Tompkins (1817–1825)
  7. John C. Calhoun (1825–1832)
  8. Martin Van Buren (1833–1837)
  9. Richard M. Johnson (1837–1841)
  10. John Tyler (1841)
  11. George M. Dallas (1845–1849)
  12. Millard Fillmore (1849–1850)
  13. William R. King (1853)
  14. John C. Breckinridge (1857–1861)
  15. Hannibal Hamlin (1861–1865)
  16. Andrew Johnson (1865)
  17. Schuyler Colfax (1869–1873)
  18. Henry Wilson (1873–1875)
  19. William A. Wheeler (1877–1881)
  20. Chester A. Arthur (1881)
  21. Thomas A. Hendricks (1885)
  22. Levi P. Morton (1889–1893)
  23. Adlai Stevenson (1893–1897)
  24. Garret Hobart (1897–1899)
  25. Theodore Roosevelt (1901)
  26. Charles W. Fairbanks (1905–1909)
  27. James S. Sherman (1909–1912)
  28. Thomas R. Marshall (1913–1921)
  29. Calvin Coolidge (1921–1923)
  30. Charles G. Dawes (1925–1929)
  31. Charles Curtis (1929–1933)
  32. John N. Garner (1933–1941)
  33. Henry A. Wallace (1941–1945)
  34. Harry S. Truman (1945)
  35. Alben W. Barkley (1949–1953)
  36. Richard Nixon (1953–1961)
  37. Lyndon B. Johnson (1961–1963)
  38. Hubert Humphrey (1965–1969)
  39. Spiro Agnew (1969–1973)
  40. Gerald Ford (1973–1974)
  41. Nelson Rockefeller (1974–1977)
  42. Walter Mondale (1977–1981)
  43. George H.W. Bush (1981–1989)
  44. Dan Quayle (1989–1993)
  45. Al Gore (1993–2001)
  46. Dick Cheney (2001–2009)
  47. Joe Biden (2009–2017)
  48. Mike Pence (2017–2021)
  49. Kamala Harris (2021–nu)
Segl for USA's vicepræsident
Autoritetsdata

Medier brugt på denne side

Seal of the Vice President of the United States.svg
Seal of the Vice President of the United States. The blazon is defined in Executive Order 11884 as:

The Coat of Arms of the Vice President of the United States shall be of the following design:

SHIELD: Paleways of thirteen pieces argent and gules, a chief azure; upon the breast of an American eagle displayed holding in his dexter talon an olive branch proper and in his sinister a bundle of thirteen arrows gray, and in his beak a gray scroll inscribed "E PLURIBUS UNUM" sable.

CREST: Behind and above the eagle a radiating glory or, on which appears an arc of thirteen cloud puffs gray, and a constellation of thirteen mullets gray.

The Seal of the Vice President of the United States shall consist of the Coat of Arms encircled by the words "Vice President of the United States."

The design is the same as the Seal of the President of the United States, except that there is no ring of stars, the clouds are gray (instead of proper), the stars are gray (instead of argent), the scroll is gray (instead of white), the arrows are gray (instead of proper), and the background colors and inscription (obviously) differ.
Richard Nixon presidential portrait (1).jpg
Richard Nixon's presidential portrait. Retouch has not been completed yet.
Richard Nixon Signature.svg
Signature of former US President Richard Nixon
WP-TranslationProject TwoFlags.svg
Forfatter/Opretter: EvHart, Licens: CC BY-SA 3.0
The Two flags Logo for the Translation Project (see WP:PT on french Wikipédia).