Niels Jensen (1814-1886)
- For alternative betydninger, se Niels Jensen. (Se også artikler, som begynder med Niels Jensen)
Niels Jensen | |
---|---|
Medlem af Folketinget | |
Embedsperiode 20. september 1872 – 3. januar 1879 | |
Foregående | A.M. Povlsen |
Efterfulgt af | Simon Andersen |
Valgkreds | Hørningkredsen |
Personlige detaljer | |
Født | 23. januar 1814 Galten, Danmark |
Død | 23. juli 1886 (72 år) Frederiksbjerg, Danmark |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Niels Jensen (født 23. januar 1814 i Galten, død 23. juli 1886 på Frederiksbjerg i Århus) var en dansk sognefoged, gårdejer og politiker. Han var medlem af Folketinget fra 1872 til 1879.[1]
Opvækst og erhverv
Niels Jensen blev født i Galten mellem Århus og Silkeborg i 1814. Hans forældre var boelsmand Jens Nielsen og Giertru Sørensdatter.[2][a] Omkring 1842 begyndte han at handle med træ og lavede træsko i Århus. I 1847 flyttede han til Åby uden for Århus og senere til Brabrand Sogn og fortsatte som handelsmand.[1] Fra 1856 til 1873[1] ejede han gården Holme Nygård[2] i Holme lidt syd for Århus, hvorefter han igen flyttede til Århus[1] og blev distriktskommissær i Winthers Brandkasse.[2][b] Niels Jensen var desuden i en periode formand for en ulykkesforsikring for kvæg og heste.[1]
Han var sognefoged i Holme fra 1859 til 1874.[1]
Niels Jensen har med til stifte Landbosparekassen i Århus og var medlem af sparekassens bestyrelse indtil han i 1872 blev medlem af Folketinget.[2]
Politisk karriere
Niels Jensen tilsluttede sig Lars Bjørnbak kort tid efter at Bjørnbak var flyttet til Viby og var sammen med Bjørnbak med til at oprette Viby Højskole i 1857 og var medlem af højskolens første bestyrelse. I 1862 var han sammen med Bjørnbak med til stifte Den Jydske Folkeforening og var medlem af partiets første bestyrelse.[2]
Han var medlem af sognerådet i Holme-Tranbjerg Kommune fra 1865 til 1870 og sognerådsformand fra 1865 til 1867.[1]
Han stillede op i Hørningkredsen ved folketingsvalget i 1872 mod kredsen folketingsmedlem, lærer A.M. Povlsen og en mere kandidat. Jensen vandt kredsens folketingsmandat med 818 stemmer mod kun 351 stemmer til Povlsen.[3] Ved valget i 1873 var Niels Jensens modstander Højremanden sognefoged Anders Sørensen fra Øster Alling. Niels Jensen blev genvalgt med 1186 stemmer mod 705 stemmer til Sørensen.[2] Det blev ligeledes til genvalg ved valget i 1876, også denne gang mod en højremand, Jacob Kudsk fra Ørsted Mark. Han genopstillede ikke ved valget i 1879.[4]
Niels var i Folketinget først medlem af den Bjørnbakske gruppe, som blev ledet af Geert Winther. I 1873 tilsluttede han sig Det forenede Venstre.[1] Ved den gruppes splittelse fortsatte han i Moderate Venstre.
Noter
- ^ Ifølge Emil Elberling og Victor Elberling hed Niels Jensens far Jensen Jensen og var husmand.[1]
- ^ Ifølge Emil Elberling og Victor Elberling blev Niels Jensen distriktskommissæ i Winthers brandforsikringsselskab allerede i 1851.[1]
Referencer
- ^ a b c d e f g h i j Emil Elberling; Victor Elberling (1949), Rigsdagens medlemmer gennem hundrede aar 1848-1948, vol. I, København, s. 253
- ^ a b c d e f Kjeld Jensen (1944), "Hørningkredsen. Randers Amts 3. Valgkreds.", Østjysk Hjemstavn. Østjydsk Hjemstavnsforenings Aarskrift, s. 78
- ^ Kjeld Jensen (1943), "Hørningkredsen. Randers Amts 3. Valgkreds.", Østjysk Hjemstavn. Østjydsk Hjemstavnsforenings Aarskrift, s. 57
- ^ Kjeld Jensen (1944), "Hørningkredsen. Randers Amts 3. Valgkreds.", Østjysk Hjemstavn. Østjydsk Hjemstavnsforenings Aarskrift, s. 79